’The Wandering Earth’: Kinesisk kæmpehit er nu på Netflix – et festfyrværkeri af en katastrofefilm
Ja ja, det kan godt være, ’Avengers’-slutspillet opsluger alle boxoffice-rekorder, den kan komme i nærheden af, men har den mon en scene, hvor en mand affyrer sit grotesk store maskingevær op mod himlen, mens han brøler: »Gå ad helvedes til, forbandede Jupiter!«?
Mastodonten ’The Wandering Earth’ – den næstmest indtjenende film i Kina nogensinde – er sammensmeltningen af samtlige Roland Emmerich-katastrofefilm tilsat en gang ’Interstellar’, en teskefuld ’Sunshine’ plus lidt ekstra vildskab og melodrama.
I en fjern fremtid er Jorden på randen af destruktion, da solen udvider sig så hurtigt, at vi snart bliver opslugt af den store gasballon. I stedet for at forlade planeten beslutter verdens regeringer at iværksætte en plan, hvor selve planeten skal flyttes (!) 4,2 lysår væk til et nyt solsystem. 
Hvordan gør man så lige det? Man bygger såmænd 10.000 gigantiske motorer til at skabe fremdrift på den 2500 år lange rejse – og nå ja, så er der lige en kæmpe rumstation, der flyver 100.000 kilometer i forvejen og giver en heads-up, hvis der er noget rumskrammel i vejen.
Men bare rolig, den menneskelige vinkel er ikke glemt i dette epos – en far- og søn-historie er kernen i alt kaosset. Liu Peiqiang (Wu Jing) har brugt de seneste 17 år af sit liv om bord på rumstationen, mens hans søn Liu Qi (Qu Chuxiao) har ventet på, at han skal komme hjem. Da Jorden nærmer sig Jupiter, går noget dog grueligt galt, og far og søn må på hver sin måde forsøge at redde menneskeheden fra mere undergang.
’The Wandering Earth’ er et værk af en vis kaliber. Visuelt er den helt oppe at ringe i stratosfæren. Alt ude i rummet er betagende og lækkert som i de største Hollywood-produktioner. Særligt Jupiter ser exceptionel ud, også Jorden indhyllet i is er fin, tænk ’The Day After Tomorrow’ med et par års bedre CGI-effekter til rådighed.
Også praktiske effekter og setdesign oser af godt håndværk. Og ligesom Timur Bekmambetov skabte anarki og genialitet med ’Night Watch’ og ’Day Watch’ i russisk film i 00’erne, kigger man en ekstra gang på, hvad der kommer ud af Kina, når man har set denne film.
Netflix har gjort et kup af dimensioner. Og givet et perfekt udstillingsvindue til den kinesiske filmindustri.
Kort sagt:
En af de største katastrofefilm nogensinde er hvert eneste af de 125 minutter værd. Se den på en så stor en skærm som muligt!