Trine Dyrholm og Gustav Lindh i ‘Dronningen’. (Foto: Rolf Konow)
Gustav Lindh (’Dronningen’)
Det kræver sin skuespiller at claime spotlyset over for Trine Dyrholm for fuld udblæsning, men Gustav Lindh bragede ikke desto mindre ind på filmscenen i May el-Toukhys fabelagtige drama ’Dronningen’ med en intensitet, der gjorde den nu 24-årige svensker umulig at tage øjnene fra.
Lindhs legemliggørelse af den utilpassede og grænsesøgende teenager Gustav, der forføres af sin stedmor Anne (Dyrholm), bølgede frem og tilbage mellem naivitet, sanseløst begær og afgrundsdyb frustration og tegnede et uudsletteligt overbevisende karakterstudie udi ung maskulin virilitet på grænsen mellem barn og voksen, hvor kroppen måske nok knalder som en mand, men hjertet knuses som et barns: Scenen, hvor Gustav opløst, desperat og lille forsøger at konfrontere Anne, efter hun har afsluttet affæren og sendt ham ud af huset, gjorde ondt i maven langt ud på den anden side af lærredet og stod i skærende kontrast til drengens indledningsvist så rå rebelattitude.
Næste projekt på programmet er den svenske dramaserie ’Elsk mig’, men mon ikke også Lindh i fremtiden lægger vejen forbi dansk film igen? Gustav, du er altid velkommen.
Hunter Schafer (’Euphoria’)
Den Drake-producerede HBO-ungdomsserie ’Euphoria’ trak overskrifter og forældrefordømmelse for sine grafiske skildringer af teenagesex, druk og overgreb (krydret med pædofili og hævnporno, jo tak), men storylinen om klassens nye pige Jules viste sig hurtigt at være langt mere interessant end billedsidens chokværdi.
Den transkønnede model Hunter Schafer (som har gået shows for Dior og Rick Owens) sprang ud som en af serielands lysende nye stjerner i rollen som transkønnede Jules, der forsøger at få sin ny BFF Rue (Zendaya) til at lægge stofferne på hylden, men som samtidig selv leger med ilden i sine Grindr-møder med slibrige gifte mænd med Lolitia- og homofantasier. Schafer ramte skildringen af smukke, kærlighedshungrede Jules’ opgør med en kompliceret og fordomsfuld familiefortid på kornet og tilføjede karakteren en naturlig aura af lige dele mystik, sårbarhed og coolness, der fik både Rue og os til at falde pladask for hende.
Clara Rugaard (’I Am Mother’)
21-årige danske Clara Rugaard overraskede alt og alle, da hun pludselig stod i spidsen for Netflix-sci-fi-filmen ’I Am Mother’, hvis mange twists og tvetydige slutning fik Twitter til at gå i analyseselvsving i starten af sommeren.
Rugaard spillede pigen Daughter, der efter et apokalyptisk event opfostres af robotten Mother som eneste beboere i en underjordisk high-tech-bunker, og danskeren ramte en fin og troværdig nerve i portrættet af den på én gang enfoldige og viljestærke teenager, hvis moralske og etiske kompas er formet ud fra Mothers forsøg på at skabe en generation af bedre mennesker.
Der er ikke så lidt Alicia Vikander over Rugaards sjælfulde udtryk og sensibilitet, og ligesom Vikander var det i ’Ex Machina’ (smukke skandinaviske kvinder er et hit i internationalt sci-fi-regi!), er Rugaard det store tilløbsstykke i ’I Am Mother’, der forhåbentlig kommer til at åbne mange flere døre for det danske stjerneskud.
Winston Duke (’Us’)
Winston Duke gjorde en stoisk, om end ikke videre skelsættende birollefigur som krigeren MBaku i ’Black Panther’ sidste år (og ’Avengers: Endgame’), men i Jordan Peeles mindfuck-gyser ’Us’ brændte han for alvor igennem på skærmen.
Heri spiller Duke familiefaren Gabe, der er taget i sommerhus med hustruen Adelaide (’Black Panther’-kollegaen Lupita Nyong’o) og deres to børn, da en seriøst ækel, tilsyneladende fuldstændig identisk familie dukker op for at skabe rædsel i natten. Duke kaster sig hovedkulds ind i sin syrede dobbeltrolle med et miks af godmodig bamsebjørnscharme og uhyggelig zombiebrutalitet og løber veloplagt med fortællingens mest humoristiske momenter, når han som Gabe kæmper for at få kål på sin onde tvilling – som i scenen, hvor han angst knuger baseballbattet og med påtaget truende actionman-grimasse annoncerer, at »If you wan’t to go crazy, we can go CRAZY!«.
Nogle kender muligvis Duke som football-stjernen Dwight i ’Modern Family’, men med ’Us’ har han taget springet til Hollywood-filmens frontlinjer, hvor vi snart kan se ham i Mark Wahlberg-krimien ’Wonderland’.
Darren Criss (’American Crime Story: The Assassination of Gianni Versace’)
Alle rosenrøde minder om Darren Criss som sød pretty boy i ’Glee’ blev blæst væk af skuespillerens isnende psykopatiske portræt af seriemorderen Andrew Cunanan i ’American Crime Story: The Assassination of Gianni Versace’– skabt af selvsamme Ryan Murphy, der gjorde Criss til en teenstjerne i musicalserien.
Som Cunanan er Criss det utilregnelige og fascinerende centrum for fortællingen om mordet på designer Gianni Versace i Miami, der i 1997 chokerede verden og førte til en indædt FBI-jagt på kamæleonen Cunanan, hvis blodspor afslørede uhyrlige forbrydelser. Og det er decideret umuligt at tage øjnene fra Criss, når han sømløst og som en anden American Psycho blandet op med Norman Bates-træk veksler mellem mors dreng, modedyr og afstumpet uhyre, såret elsker og ødelagt barn med en misbrugsfortid.
Det gyser ind i sjælen, når man kigger dybt i Cunanans sorte øjne, takket være en af halvårets største skuespillerpræstationer, der vandt Criss både en Golden Globe og en Emmy.
Jessie Buckley (’Chernobyl’)
Irske Jessie Buckley spillede over for Tom Hardy i forrige års ’Taboo’ og viste gode toner i indiedramaet ’Beast’, men hendes internationale gennembrud kom i HBO’s enorme seriesucces ’Chernobyl’, hvor hun spiller gravide Lyudmilla Ignatenko, hvis mand Visily rykker ud som brandmand til Chernobyl-ulykken – og sidenhen omkommer af strålingen med ulykkelige Lyudmilla ved sin side.
Lyudmillas helt almindelige hverdag i byen Prypiat splintres i kaos og død, og Buckleys skildring af den desperate kvindes kamp for at blive hos sin mand stik imod hospitalspersonalets anbefalinger skærer i hjertet. Buckley gør Lyudmilla – baseret på en virkelig person – til seriens menneskelige ansigt på Chernobyls konsekvenser for en generation af efterladte og strålingspåvirkede (hendes ufødte barn betaler prisen), og hendes tragedie er uafrystelig.
Til næste år kan vi se Buckley spille en hovedrolle overfor Jesse Plememons i Charlie Kaufman-filmen ‘I’m Thinking of Ending Everything’ såvel som i indiedramaet ‘Wild Rose’, hvori skuespillerinden giver den som countrysanger fra Glasgow med Nashville-drømme. Sidstnævnte høstede anmelderroser på filmfestivalen i Toronto tilbage i 2018 og peger efter al sandsynlighed fremad mod en storblomstrende filmkarriere.
Stephan James (’If Beale Street Could Talk’)
En generation af unge, sorte skuespillere stormer frem i Hollywood i disse år, og sammen med førnævnte Winston Duke lægger Stephan James sig langt fremme i feltet. James’ stormende forelskelse kan således mærkes langt ud på den anden side af skærmen i Barry Jenkins’ rørende racedrama ’If Beale Street Could Talk’, hvor skuespilleren – der også kunne ses over for Julia Roberts i serien ’Homecoming’ – kommer igennem hele følelsesspektret.
James spiller Fonny, der bare gerne vil giftes med sin sweetheart Tish (Kiki Layne), men som fængsles for en brutal voldtægt, han ikke har begået. Ynglingens glimt i øjet bliver langsomt udslukt, mens håbet svinder i et korrupt system, hvor hammeren konsekvent falder over sorte mænd, og James skildrer Fonnys forvandling fra idealistisk drømmer til stækket, desillusioneret voksen med en sensibilitet og nerve, der forplanter sig til seeren i form af sitrende indignation.
Victor Polster (’Girl’)
Kritikken rasede i forbindelse med Lukas Dhonts belgiske Cannes-hypede debutfilm ’Girl’: Var det ok, at en cisskuespiller indtog rollen som transpersonen Lara, der drømmer om den fulde transition, mens hun kæmper for at blive ballerina på topniveau? Uanset hvor man står i debatten, kan man ikke tage noget fra 17-årige Victor Polsters præstation, som både kræver en umådelig fysisk styrke og stor præcision i det underspillede og dog udtalte følelsesregister, som Lara gennemgår.
Polster er selv balletdanser, men at han samtidig er i stand til at søge så dybt ned i sjælen og formidle Laras aspirationer og usikkerhed, er et mindre mirakel. Man forstår godt, at den virkelige transperson, hvis historie ligger til grund for filmen, ikke var i tvivl om, at Polster var den rigtige til rollen.
Beanie Feldstein (’Booksmart’)
Beanie Feldstein er nok træt af de evige paralleller til storebror Jonah Hill, men hun deler faktisk brorens sjældne kombination af naturlig komisk timing og seriøst dramatisk talent. Men hvor Hill har måttet kæmpe en småbitter kamp for at blive taget seriøst, forlener Feldstein de to facetter allerede i sin gennembrudsrolle, der til fulde udfolder det talent, som allerede glimtede i ’Lady Bird’.
26-årige Feldstein har gnistrende kemi med et andet stortalent, Kaitlyn Dever, som bedsteveninderne Amy og Molly, der skal tage revanche for, at de har været begravet i bøgerne hele deres highschool-tid. Men Feldstein imponerer i sidste ende mest, fordi hendes karakter på mange måder er den mest utiltalende – arrogant og tildækket af skyklapper. Alligevel kan man ikke lade være med at kigge på, og føle for, Feldstein, hvis energi og udstråling uden tvivl vil føre hende langt.
Maria Rich (’Bedrag’ sæson 3)
Der er egentlig talte om et andenfasegennembrud, for den 46-årige danske skuespiller slog igennem i ’Små ulykker’ allerede i 2002, men siden er hun forsvundet fra radaren, og desto mere sensationelt var hendes comeback i rollen som bankdamen Anna Berg Hansen, derbreaker bad i tredje sæson af DR’s ’Bedrag’.
Rich har et gådefuldt udtryk af frigid undertrykkelse, som hun kiler pirrende, uregerlige sprækker igennem, efterhånden som uanseelige Anna Berg Hansen tager hævn over alle de mænd, der holder hende nede, og kaster sig fuldbyrdet ind i hvidvask for Københavns værste gangstere. Hendes skiftevise skrøbelighed og styrke gør, at man både lever sig helt ind i hendes lovbrydende oprør og kigger på hende udefra med åben mund og polypper. Der går næppe 15 år, før Maria Rich igen får en vægtig rolle.
Læs også: De bedste film i første halvdel af 2019
Læs også: De bedste serier i første halvdel af 2019