‘Petra’: Overdådigt spansk melodrama kollapser på halvvejen
Har man blot den mindste interesse for alternative fortællestrukturer, er det svært ikke at blive draget af det spanske drama ’Petra’, da de første ord, der toner frem på lærredet, er: »Kapitel 2«.
Kapitlets undertiteltitel forklarer endda, hvad der kommer til at ske. Hvad kan formålet mon være med så tydeligt at vise, at fortællingen ikke starter ved begyndelsen, hvorfor på forhånd fortælle, hvad der skal ske, og nå vi overhovedet til kapitel 1? Svarene viser sig desværre at være mindre interessante, end man havde håbet.
Selvom fortællingen ikke starter ved begyndelsen, er plottet ret nemt at få styr på. Petra (Barbara Lennie) har aldrig kendt sin far. Efter morens død beslutter hun sig for at grave ned i sin fortid, og hun kommer hurtigt på sporet af den populære kunstner Jaume (Joan Botey), som moren kendte som ung. Som aspirerende kunster kommer Petra i lære hos Jaume, der bor i et overdådigt hus på landet med hele sin familie. Turen starter idyllisk i de smukke spanske omgivelser, men kort efter Petras ankomst begår en stuepige selvmord, og råddenskaben begynder at pible frem i alle afkroge af det ellers billedskønne sted.
Det er netop de mange skeletter, der stille og roligt vælter ud af skabene, som skaber filmens fremdrift. Og i første halvdel er det reelt spændende at følge med i Petras opklaringsarbejde.
Desværre vil den chokere og overraske hvert andet øjeblik. Hvert twist forsøger at overgå det forrige (ét selvmord er åbenbart ikke nok), og mod slutningen er det så utroværdigt og soap-agtigt, at interessen løber ud i sandet. Det illustreres bedst igennem Jaume, der med sit usympatiske væsen og sine mange hemmeligheder er den umiddelbart mest interessante karakter, ikke mindst på grund af en dragende præstation af Joan Botey. Men alle hans handlinger er så modbydelige og ondskabsfulde, at han strander som en karikatur.
Strukturen afslører efterhånden sig selv som intet andet end et umotiveret fortælletrick. Efter tredje kapitel hopper filmen tilbage til kapitel 1, og så videre til det fjerde for så senere at springe et kapitel over, men igen vende tilbage til det. Resultatet er kun et stagnerende tempo. Mens intet overlades til publikums fantasi.
Billedsiden er blødende smuk og optaget på gammeldags 35mm-film, der giver den spanske natur en malerisk varme og tekstur. Oven i hatten er alle filmens scener optaget i ét take med et kamera i konstant bevægelse. One take-taktikken fungerer fremragende, når kameraet svæver igennem scenerne og umærkeligt skaber nye kompositioner. Andre gange er det distraherende, som når kameraet, i en ellers tilbagelænet dialog-scene, af en eller anden grund skal snige sig ind på karaktererne fra et tilstødende rum.
Til sidst sidder man tilbage med et helt andet spørgsmål end ved filmens begyndelse: Skal tidsspringene og æstetikken dække over historiens svagheder? I så fald lykkedes det ikke.
Kort sagt:
’Petra’ kommer spændende fra start, men kører fast i sine talrige krumspring.
Læs også: De 10 bedste film vi så på årets Cannes Film Festival – rangeret