’Diego Maradona’: Blændende dokumentar genopliver barndommens salte fodboldtårer
Jeg var for ung til at opleve Diego Maradona i hans storhedstid med verdensmesterpokalen i 1986 og det første italienske mesterskab med Napoli året efter. Men jeg græd mig i søvn, efter han havde tabt VM-finalen til Vesttyskland i 1990. For mig var det ikke Argentina, der havde tabt, men Diego Maradona.
Den lille argentiners legendestatus var sivet ind hos en mere end almindeligt fodboldinteresseret knægt fra Hillerød. Og jeg fulgte forbløffet med, da Maradona fire år senere gjorde comeback for landsholdet ved VM i USA, scorede et vidunderligt mål mod Grækenland og blev taget i dopingkontrollen kort efter. De nærmere dybder i Maradona-myten forstod jeg i sagens natur ikke, men det gør jeg efter at have set Asif Kapadias ’Diego Maradona’.
Kapadia laver mesterlige dokumentariske portrætter. Det har han vist i ’Senna’ om den afdøde brasilianske racerkører og i ’Amy’ om ligeledes afdøde Amy Winehouse. Nu sætter han igen en tyk streg under sine kvaliteter med en fodboldfilm, der zoomer ind på den mest interessante periode i Maradonas karriere, opholdet i Napoli fra midten af 80’erne.
Det argentinske stortalent var blevet en fuser af dimensioner som det på det tidspunkt dyreste køb nogensinde i FC Barcelona, og i mangel af bedre endte han hos den fallerede syditalienske klub i en by på randen af fallit. »Jeg bad om en villa, de gav mig en lejlighed, jeg bad om en Ferrari, de gav mig en Fiat«, som han selv siger. Men Maradona gjorde nærmest egenhændigt klubben til mestre for første gang i historien, og sammen med sin vilje, energi og utrolige boldevner gav triumfen ham en gudestatus af den slags, som også ofte brolægger vejen mod helvede.
Kapadia bygger sin mosaik op om nye vidneudsagn fra Maradona selv, gamle medspillere og skarpe sportsjournalister (de findes) på lydsiden, mens billederne fyldes af imponerende arkivmateriale, meget af det aldrig tidligere set. Vi får afstikkere tilbage til det slumkvarter i Buenos Aires, hvor Diego voksede op som eneste dreng i en søskendeflok på fem, og vi forstår, hvorfor han blev en frelserfigur for den i Italien så ildesete arbejderby. Diego var outsiderknægten, der løftede outsiderbyen op fra slummen, de uperfekte sjæles perfekte match.
I spejlingen mellem Napoli og Maradona løfter Kapadias film sig over den gængse sportsdokumentar, for sjældent har en sportsudøver været så forbundet med ikke blot en klub, men en hel by.
Ved at komme bag privatlivets døre får man en fornemmelse af, hvad der gemmer sig bag sagnet om det temperamentsfulde geni, som bliver forbundet med mafiaforbindelser, kokainmisbrug og en søn, han ikke vil kendes ved. For så vidt er det den klassiske historie om den fattige dreng, hvis usædvanlige talent fører til en form for succes, der ville stige de flest over hovedet – og som ender med at falde, dybt og patetisk.
Det psykologiske portræt stikker knap så dybt, som det gjorde med Ayrton Senna og Amy Winehouse. Som med særligt sidstnævnte er det den skizofrene forskel mellem stjernens offentlige persona og private jeg, Kapadia krystalliserer. I Maradonas tilfælde fornemmer man, at personaen langsomt udviskede mennesket. Men netop mennesket lærer vi kun overfladisk at kende.
Karpadias orkestrering er imidlertid så elegant og pointeret, at historien prenter sig fast, og alene åbningens pulserende biltur gennem Napoli med elektroniske 80’er-toner på lydsiden er hele filmen værd. ’Diego Maradona’ genopliver barndommens salte fodboldtårer.
Kort sagt:
Asif Kapadia når ikke samme dybder som i sine film om Ayrton Senna og Amy Winehouse, men med skildringen af en af verdens bedste fodboldspillere og hans symbiose med byen, han frelste, begår instruktøren alligevel et imponerende hattrick.
Læs også: Det skal du se i biografen i september