Er det virkelig ok, at en højprofileret serie dømmer en død mand for incest uden hverken anklager eller forsvar?

Vi æder serier baseret på virkelige begivenheder råt i troen på, at vi bliver oplyst. Men i virkeligheden ligger vi under for præcis samme strategier, som Fox News-mogulen Roger Ailes i en af disse serier, ‘The Loudest Voice’, blev udskældt for at håndhæve.
Er det virkelig ok, at en højprofileret serie dømmer en død mand for incest uden hverken anklager eller forsvar?
Darren Criss som Andrew Cunanan i 'The Assassination of Gianni Versace: American Crime Story'.

KOMMENTAR. »People don’t want to be informed. People want to feel informed«.

Sådan lød en udbredt talemåde efter sigende på Fox News i den højredrejede amerikanske nyhedskanals storhedstid, og mottoet bliver da også genfortalt af en velpolstret Russell Crowe som kanalens stormogul Roger Ailes i dramaminiserien ’The Loudest Voice’, der blev afrundet tidligere på måneden på HBO Nordic.

Talemåden rammer nok meget præcist et speedscrollende publikums tilgang til information, hvor et flygtigt blik på en overskrift tæller som en form for tilegnelse af viden om, hvad der foregår i den store verden. Men den rammer paradoksalt nok også det utal af aktuelle film og serier, der spinder guld på spændingsfeltet mellem fakta og fiktion – fra Ailes’ storhed og fald over atomulykken i ’Chernobyl’ til de anmelderroste kapitler om O.J. Simpson og mordet på Gianni Versace i ’American Crime Story’.

Fortællingerne i sig selv er gode. At de er baseret på sande begivenheder, gør dem endnu bedre, idet de trænger sig direkte ind og invaderer din tryghedszone med påmindelsen om, at det ikke bare kunne ske i virkeligheden – det er sket i virkeligheden. En påmindelse, der bliver så meget desto mere frydefuldt uhyggelig, når man fra sit magelige sofaleje har sat skyklapperne omhyggeligt på plads og går med på præmissen om, at der er tale om en retvisende rekonstruktion af sandheden.

Med en disclaimer om, at der kan forekomme afvigelser i rekonstruktionen, er rygdækningen sikret, og således kan man bekymringsløst skrue op for de dramatiske virkemidler, kondensere konflikterne eller lade løse rygter agere belæg for alvorlige anklager mod forsvarsløse personer.

Blødende hjerte for psykopaten

Når jeg begraver mig i en serie baseret på virkelige begivenheder som senest ’The Loudest Voice’, ’American Crime Story: The Assassination of Gianni Versace’ og ’Chernobyl’, ved jeg selvfølgelig godt, det ikke er en 1:1-rekonstruktion, der flimrer over skærmen.

Jeg tror dog grundlæggende på de begivenheder, den er baseret på. Er serien god, køber jeg præmissen, ganske enkelt fordi jeg gerne vil tro på historien og på, at de følelser, den afsky eller den empati, den vækker hos mig, kan overføres til virkelighedens begivenheder og personer. Jeg stoler på, at seriens skabere – der har dristet sig til at fortælle andre menneskers sande historier – viser historierne og de involverede respekt, uanset om de så justerer dramatikken for seervenlighedens skyld.

Således blødte mit hjerte for den superpsykopatiske Versace-morder, Andrew Cunanan, da ’American Crime Story’ entydigt indikerede, at han som lille blev seksuelt misbrugt af sin far, Modesto Cunanan. Var faren dermed ikke historiens virkelige skurk, hvis han havde udnyttet sin søn seksuelt og forskruet dennes syn på intimitet og seksualitet, rigtigt og forkert?

Modesto Cunanan var efter alt at dømme særdeles skurkagtig. Han havde angiveligt begået underslæb, og ifølge Andrews mor stjal han mere end 100.000 dollars og flygtede hjem til Filippinerne uden at efterlade sin kone og fire børn så meget som en klink.

Ifølge Andrews storebror, Christopher, favorisererede Modesto da også sin yngste søn til det yderste – forkælede ham med sportsvogn og master-bedroom og opdragede ham som sin »stolthed og lykke«. Men der er ingen rygter, endsige anklager, der tyder på, Modesto Cunanan misbrugte sin søn seksuelt.

Misbrugsvinklen er ikke grebet helt ud af den blå luft. Den må være baseret på rygterne om, at Andrew Cunanan måske-måske ikke var blevet seksuelt misbrugt som barn – ikke af sin far, men af en præst i den katolske kirke, Cunanan var tilknyttet. Rygtet stammer fra en ubekræftet rapport citeret af The Washington Post i 1997 om et opkald foretaget af en ‘Andrew DeSilva’ (et alias hyppigt anvendt af Andrew Cunanan) til en hotline for misbrugsofre.

Modesto Cununan er død, Andrew Cunanan er død, mor Mary Anne Schillaci er død. Der er ingen, man kan hive i retten hverken på forsvars- eller anklagebænken, og der er ingen, der stiller spørgsmålstegn ved gradbøjningen af ufedhed hos en afdød mand med et i forvejen blakket omdømme, der har sat en massemorder i verden. Tværtimod kan alle stille sig tilfredse med at tro, at de bedre kan forstå Andrew Cunanans snørklede psyko-psyke.

Det er her, historiefortællingen svigter mig: Når fortællerstemmen vrider min empati som en karklud uden belæg og uden omtanke for de virkelige mennesker, den måtte tage med i faldet. Kald for min skyld gerne Modesto Cunanan for en gemen tyveknægt eller en pivringe far. Men at dømme en død mand for incest uden hverken anklager eller forsvarer er forrykt.

Lukrerer på virkeligheden, dækker sig ind under fantasien

I ’The Loudest Voice’ udstilles Fox News’ produktion af højredrejet fake news – ironisk nok, idet serien selv rummer overdramatiseret sandhedslemfældighed.

Vi bliver solgt alle de slyngelagtige metoder og uretfærdigheder, Roger Ailes indfører i sin højredrejning af Fox News’ nyhedsformidling, fordi vi allerede har stemplet ham som skurk. Også selvom der er pillet lidt ved kendsgerningerne, såsom at Ailes i serien bliver udelukket fra et møde med Obama, hvilket fremstilles som en væsentlig årsag til Ailes’ korstog mod den daværende præsidentkandidat. Men i virkeligheden deltog han faktisk i mødet.

Men er en fri fortolkning af virkeligheden ikke også et værdigt offer at bringe, hvis det giver taletid til væsentlige fortællinger og serverer dem, så nyere generationer og mindre historiekyndige sind (som eksempelvis mit eget) får lyst til at engagere sig i dem? Are you not entertained?

Russell Crowe forklædt som Roger Ailes.

»At tage sig friheder er et spørgsmål om definition«, konkluderede ’Chernobyl’s svenske instruktør, Johan Renck, da vores udsendte under Copenhagen TV Festival spurgte, hvad Renck mente om kritikken af seriens autenticitet. »Frihederne, der bliver taget, er at sammensmelte visse rækkefølger og forkorte ting, man er nødt til. Men det generelle resultat er meget sandfærdigt«.

I ’Chernobyl’ er der i høj grad hugget både hæle og klippet tæer, og det har den da også måttet høre for. Det er farligt at tage en historie op, som der stadig findes så mange autentiske stemmer til at fortælle – og som er så yderst delikat for alt fra historikere og statskundskabere til forskere og atomfysikere at finde huller i.

Jeg istemmer mig kritikken af, at seriens fremstilling af et dramatisk magthierarki med individualistiske heltefigurer i det daværende Sovjet grundlæggende er vildledende. At man samler flere personer til én fiktiv karakter og kondenserer katastrofen for at fremme historiens udvikling, gør dog hverken skade på den historiske virkelighed eller de involverede. Så vidt forstår jeg godt Johan Rencks forsvar.

Alligevel virker det, som om serierne forsøger at både blæse og have mel i munden. Deres præmis, deres gennemslagskraft og deres evne til at skabe watercooler-diskussion skyldes i høj grad afsættet i de virkelige begivenheder. Men når de møder kritik for at tage sig for store friheder, dækker skaberne sig som regel ind under kunstnerens ret til at fabulere frit efter fantasien. Det er ikke altid fair play.

I forhold til ‘Chernobyl’ har kritikken af autenticiteten i ’The Loudest Voice’ og ’The Assassination of Gianni Versace’ nærmest været ikke-eksisterende. Nok fordi deres afvigelser stemmer overens med det, vi gerne vil tro på.

At gøre det dumme svin Roger Ailes endnu mere smålig ved at manipulere med sandheden forstærker kun vores harme imod ham. At gøre Andrew Cunanans vanvittige far både incestuøs og pædofil gør kun Cunanans skæbne så meget mere tragisk.

Det er plottricks, som ingenlunde er nødvendige for formidlingen, men som bekræfter, at vi ligger under for den Fox News-strategi, som vi netop har siddet og følt os alt for gode og oplyste til nogensinde at falde for.

Vi får det ud af det, vi kom for: Følelsen af at være blevet oplyst.

Læs også: Anmeldelse af ‘The Loudest Voice’

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af