’The Loudest Voice’: Ny serie modarbejder stærk Russell Crowe som FOX News-skurk
Der sker noget mystisk mellem første og andet afsnit af ’The Loudest Voice’. Så mystisk, at jeg et par gange måtte tjekke, om jeg havde sat det rigtige afsnit på.
Det skyldes, at Showtime-miniserien uden videre iler fem år frem i tiden, på et tidspunkt hvor mediebossen Roger Ailes kun lige har okset Fox News i luften, hans hjertebarn af en kabelstation, der har talt til rustbæltets indre svinehund siden 90’erne.
Vi får kun et par billeder fra dette ret skelsættende nedslag i amerikansk mediehistorie, en simpel konstatering af, at det skete, også selvom piloten dårligt foretager sig andet end at bygge ihærdigt op til netop det øjeblik.
I det følgende afsnit skrotter serien enhver mellemregning og springer direkte til et af de mest saftige nedslag i kanalens historie, dækningen af terrorangrebet 11. september 2001.
Det er sigende for ’The Loudest Voice’, der i glimt portrætterer Fox News-bossen Roger Ailes med stor indsigt – men netop kun i glimt.
Allerede i de tre første afsnit går serien så ivrigt efter de kendte højdepunkter i fortællingen om Ailes’ storhed og fald, at manuskriptet fremtræder lidt overgearet og samtidig lidt encyklopædisk.
Måske har bagmændene anført af Tom McCarthy, der stod bag Oscar-vinderen ’Spotlight’, frygtet, at historien om en mediemand og rænkesmed i kulissen ville være for tør, hvis ikke de fik flest mulige højpolitiske dramaer med. Men serien fungerer så lydefrit i enkelte sekvenser, at det er ærgerligt, at den forlader dem så hurtigt.
Den mangler kort sagt fokus.
Det gjorde Roger Ailes ikke. Han var opsat på at kæmpe for det, han så som ægte amerikanske idealer, og han gik glubsk i kødet på den elite af såkaldte socialister, som han mente truede dem – både som rådgiver for Nixon, Reagan og senest Trump og som dreven chef for Fox News, to roller, han ikke anstrengte sig videre for at adskille.
I ’The Loudest Voice’ ser han med foragt Barack Obamas sejrstale i 2008 og sætter straks alle sejl til i en vederstyggelig tv-kampagne på Fox, der ellers påstår at være »fair and balanced« (modsat de etablerede mediers fake news, forstås).
Han dikterer blandt andet, at værterne skal sige hele Barack Obamas navn, med betoning på mellemnavnet Hussein. Så må publikum da forstå, at han i virkeligheden er en gemen afrikaner, der er ude på at udhule de amerikanske værdier indefra.
Serien fremstiller Ailes som en glødende fortrop for Trump, en reaktionær, fremmedfjendsk, misogyn og dryppende patriotisk komplotmager, der er indbegrebet af eliten, men selv føler sig forbundet til Ohios nedlagte fabrikker (populister har det som bekendt bedst i en anklagende offerposition). Det vækker minder om en vis præsident, og ’The Loudest Voice’ påstår da også, at Ailes opfandt ordene »Make America Great Again«, der senere skulle blive overskriften for Donald Trumps kampagne.
Forholdet til sandheden er også den samme: Fox News er, når kanalen er værst, en opvisning i målrettet højredrejning, hvor fakta bøjes efter behag. Ailes skyr ingen midler i ’The Loudest Voice’, og da han beder sminkøren om at holde sig fra en demokratisk debattør, så seerne kan skimte sveden på hans pande, forstår man, at favoriseringen af konservative partsindlæg rækker endog meget langt.
Læg dertil de overgreb på kvindelige kolleger, der i sidste ende kostede ham herredømmet over kabelstationen, kort før sin død i 2017. Kan man så forestille sig en mere ækel mand?
Russell Crowe udpensler Ailes’ brister, men han gestalter også mediemanden med en så skummende fortørnelse, tilsat stænk af alfaderlig varme, at ’The Loudest Voice’ ikke føles som en udlevering. Når han taler til den hvide underklasse i Ohio, der har mistet deres job på de lokale fabrikker, sætter han en ære i at give dem en følelse af værdighed tilbage. Han fordrejer årsagerne til deres armod, nok mest fordi hans dogmatiske verdensanskuelse blokerer for dem, men hans vrede virker lige så autentisk som fabriksarbejdernes.
Crowe er kravlet i en form for fatsuit og har ladt hårgrænsen trække sig tilbage til midten af issen, så hvis ’The Loudest Voice’ havde været en spillefilm, ville han nok have vundet en Oscar. Hans præstation er dog mere end transformationen: Han udfolder hele talentet, når han blidt trøster sin kone i én scene, så lader galden vælte ud over både ansatte og overordnede i den næste – som regel når de formaster sig til at kritisere Ailes’ propagandametoder.
Crowe gør alt for at skabe et helstøbt portræt, men efter tre ud af syv afsnit må man konstatere, at seriens ekspresridt fra Fox News-fødslen til 9/11 til Obamas indsættelse modarbejder ham – for ikke at nævne det bundt af forglemmelige biroller, der omgiver ham.
Når den er bedst, giver ’The Loudest Voice’ et fint indblik i den tankegang, der har bragt Trump ind i Det Hvide Hus. Den gør det bare kun i brudstykker.
Kort sagt:
Anført af en stærk Russell Crowe viser ’The Loudest Voice’, hvordan den nu afdøde Fox News-chef Roger Ailes var med til at ændre mediehistorien og bane vejen for Trump. Det gør den ofte godt, men den har også så travlt med at springe fra det ene dramatiske højdepunkt til det andet, at fortællingen bliver underligt fragmenteret.
Læs også: De 50 bedste serier de seneste 20 år