’XY Chelsea’: Historien om berømt whistleblower er interessant og overvældende
Hvad ville du gøre, hvis du sad inde med hemmelig og kompromitterende viden?
Det spørgsmål får vi stillet i begyndelsen af dokumentaren ’XY Chelsea’ om den amerikanske whistleblower og aktivist Chelsea Manning. Det er en smule banalt, men ikke desto mindre centralt for historierne om amerikanske datafodsoldater, der forlader geleddet, som også Edward Snowden gjorde det. For hvad motiverer dem egentlig til at give køb på deres frihed for at få sandheden frem?
Bradley Manning, som hun er født, arbejdede med analyse af data under Irak-krigen, da hun kom i besiddelse af omfangsrige beviser på, at USA førte en brutal og nådesløs krig med tortur og tusindvis af civile drab. Hun valgte at offentliggøre næsten 750.000 klassificerede dokumenter i samarbejde med WikiLeaks i 2010 og 2011, og derefter kom hun på en grufuld tur gennem det amerikanske militærfængselssystem, indtil Obama benådede hende i 2017.
Det er her, vi møder hende første gang i ’XY Chelsea’ – i minutterne efter hun er blevet løsladt. Dokumentaristen Tim Travers Hawkins har fulgt Manning på tæt hold, fra hun genvandt sin frihed, til hun igen kom i fængsel tidligere i år for at nægte at vidne mod WikiLeaks-skaber Julian Assange.
Der er nok at tage fat i af sprængfarlige politiske emner, og med Mannings historie som prisme bliver filmen et tragisk dokument over de seneste års amerikanske historie. Det er både rørende, oplysende og urovækkende.
Så snart hun er ude af fængsel, kaster hun sig ud i aktivistisk arbejde, men hendes kamp for transkønnedes og andre minoritetsgruppers rettigheder bliver hurtigt en udmattende konfrontation mod den gryende altright-bevægelse. Hun lider under, at patriotisme får en anden betydning med indsættelsen af Donald Trump, end det havde under Obama, og at det at tilhøre en minoritet i stigende grad udgør en eksistentiel trussel. Under en tur til New York reflekterer hun over, hvordan Irak-krigen stadig var i gang, sidst hun var der, mens billeder af bevæbnede politimænd i gadebilledet givet nys om, at kamppladsen bare har ændret udtryk og placering.
Det får hun også selv at mærke, da hun melder sig under de aktivistiske faner på Twitter. Først er det en kilde til støtte og opmuntring, men hun befinder sig snart i den digitale krydsild, og det er fra sin Twitter-profil, hun på et tidspunkt truer med at begå selvmord.
’XY Chelsea’ er dog lige så meget et intimt følelsesmæssigt portræt af ekssoldaten, som brugte det meste af sin barndom foran computeren i et hjem præget af druk og homofobi. Vi ser hende lægge make-up, mens hun reflekterer over, hvorfor så mange transkønnede tiltrækkes af at melde sig til hæren, og følger hende mens hun trisser rundt i sit safe house i pyjamas.
Hun får selv lov til at styre sin historie og vise sine sejrer og sin indignation. Det er et modstykke til den fortælling om hende, der handler om, hvorvidt hendes transkønnethed har skadet hendes dømmekraft i forbindelse med dokumentlækket – et spørgsmål, hun får stillet under et live-interview med The New Yorker, hvor hendes øjne slår gnister.
Måske af denne grund ender dokumentaren med at styre uden om nogle af de mere følsomme spørgsmål til de valg, hun har truffet, og hvordan hun har lidt under dem. Når Travers Hawkins har haft så unik adgang til Manning, er det ærgerligt, hvor forholdsvis lidt tid vi faktisk hører hende fortælle.
I stedet får vi nogle i varierende grad interessante interviews med dem, der er tættest på hende. Dokumentaren fanger et særligt fint øjeblik, da Manning mødes med veninden Lisa, der har kæmpet en årelang kamp for hendes løsladelse. »Hun er familie«, siger Manning, til trods for at de to aldrig før har mødtes i virkeligheden.
Et af de følelsesmæssige højdepunkter er et kort interview med Mannings mor, som er ramt af sygdom og ikke længere har kontakt med sin datter. Hun laver fagter i luften og famler efter ordene, mens hun forsøger at beskrive sin kærlighed for Manning med de rigtige pronominer.
Der er rigtigt meget at fortælle, og til tider lider ’XY Chelsea’ under både at ville være udtømmende og intim, uden helt at blive nogle af delene. Hvem Chelsea Manning egentlig er, kunne vi sagtens være blevet klogere på.
Men filmen formår alligevel at opridse et portræt af en usædvanlig person, som valgte at handle, fordi hun ikke er som alle andre. Som hun selv siger: »Hvad vil de gøre? Putte mig i fængsel? Slå mig ihjel? Det ville de gøre uanset hvad«.
Kort sagt:
Chelsea Mannings historie er interessant og overvældende, og dokumentaren om hende lykkes i glimt med at yde den retfærdighed.
Læs også: Det skal du se i biografen i oktober