Det er en del år siden, manuskriptforfatterne Rikke Frøbert og Asger Kjær gik på Viborg Gymnasium sammen. I dag er de begge i 40’erne, men dilemmaerne fra deres nye DR3-serie ’Natten til lørdag’ kan de stadig relatere sig til, selvom måden, vi taler om overgreb, har ændret sig markant.
Forfatterne, der før har zoomet ind på sexkultur i serien ’Kødkataloget’, udforsker grænsefladen mellem fuldemandssex og overgreb ved at fortælle om den samme gymnasiefest fra tre forskellige unges synsvinkler.
Fulde af slavevodka fra en indsmuglet drikkedunk, hormoner og flirt ender Karl og Rosa med at have sex på toilettet til en gymnasiefest. Rosa prøvede imidlertid spagfærdigt at sige stop, og hun græder efterfølgende på toilettet, mens Karl lykkeligt uvidende giver highfives til vennerne i baren.
Overgrebet sættes for alvor på spidsen i seriens tredje afsnit, der viser reaktionen fra Rosas veninde Ida, der helst bare vil have, at alle er glade.
Selvom ’Natten til lørdag’ er et kriminaludtryk, har skaberne lagt vægt på ikke at fælde dom, men vise den potentielle forbrydelse så nuanceret som muligt. Og hvad man skal kalde det, der sker på mellem Karl og Rosa på gymnasiets toilet, har Rikke Frøbert og Asger Kjær selv diskuteret meget undervejs.
Haj eller delfin
Tematikken om samtykke, overgreb og voldtægt har fyldt mere i debatten siden MeToo. Hvordan opstod ideen til at vise et overgreb på en alternativ måde?
Rikke: »I virkeligheden ville vi se det fra mandens synspunkt. Vi læste en artikelserie i Information med nogle voksne fyre på vores egen alder, som så tilbage og erkendte, at de havde begået en eller anden form for overgreb som unge. Inspirationen kom også på et tidspunkt, hvor MeToo fyldte meget. Seriens tematik er meget genkendelig, men diskussionen er blevet skarpere i forhold til, hvad jeg husker fra dengang«.
Asger: »Der er masser af film og serier om voldtægt, hvor det er meget tydeligt, hvem der gør noget forkert. Fra start ville vi have, det skulle være et overgreb, hvor de ikke helt selv fatter, at det er et overgreb. Hvor det ikke bare var en ond mand og en stakkels kvinde«.
I beskrivelsen af serien henviser I til statistik, der siger, at over 88 procent af overgreb bliver begået af folk, der kender hinanden. Hvordan har I ellers researchet for at få serien til at afspejle virkeligheden?
Asger: »Vi interviewede en kvinde, der selv havde været udsat for et overgreb, som havde oplevet at fortælle det til en veninde, der negligerede det. Det synes vi var interessant. Det er jo lige så vigtigt, hvordan man snakker med sine venner og veninder om det, som hvad der egentligt sker. Det hjalp os med at sætte ord på. Det er lige før, vi nærmest stjal replikker fra det. Nogle ting kan man ikke finde på, der skal man have været i situationen«.
Rikke:
»Vi talte også med en psykolog, som fortalte, at man normalt ser en voldtægtsmand som en haj. Man forventer, at den gør dig noget. Når det er en, man kender, er det en delfin: Et menneske, som er sødt og rart, og derfor kan man slet ikke retfærdiggøre over for sig selv, at vedkommende er i gang med at gøre dig ondt. Du laver ikke koblingen til overgreb«.
Udover MeToo er der vel en del, der har ændret sig, siden I gik i gymnasiet – hvordan gik I fra jeres egne erfaringer til at gøre det tidsvarende?
Rikke: »Vi har været til gymnasiefest! Det var egentlig meget det samme. Vi havde dog skrevet i manuskriptet, at de drak drinks og hang ud i baren. Så kom vi derud, og der er jo ingen sprut, og ingen, der hænger ud i baren! De går hen og køber øl og går hen på dansegulvet, og alle står ude i rygegården«
Asger: »Vi har også lavet læsninger flere gange med gymnasieelever, som har sagt: ’Dét der er der ingen, der siger, ud med den replik’«.
Rikke: »Det sjoveste var at få feedback på, hvordan hver karakter skulle snakke. Om de sagde knalde eller bolle eller kneppe eller have sex. For mig var at bolle sådan noget ulækkert 70’er-agtigt, men der havde vi en ’konsulent’, som skrev, at bolle er med nogen, man godt kan lide, knalde er, hvis det er et one-night stand, og kneppe er noget helt tredje«.
En vindertype
I er blevet kritiseret for, at I ikke vælger at inkludere Karls fulde oplevelse af samlejet på toilettet, når I nu gerne vil skildre det ligeværdigt. Hvorfor har I ikke vist situationen fra hans vinkel?
Asger: »Vi har valgt et formgreb, hvor ingen scener bliver gentaget i de forskellige afsnit. Der er små overlap, men man ser aldrig den samme scene to gange. Det er altså ikke som i ’The Affair’, hvor man ser samme scene i forskellige versioner, alt efter hvordan de opleves. Det var ret vigtigt for os ikke at gøre, da seeren kan blive i tvivl om, hvad der rent faktisk er sket. De forskellige afsnit har selvfølgelig forskellige hovedpersoner, men man skal ikke være i tvivl om, hvorvidt der sker et overgreb eller ej.
Af den grund kommer hele sexscenen ikke i både Karl og Rosas afsnit, men kun starten af scenen i Karls og slutningen i Rosas. Så man – når Rosas afsnit er forbi – kan danne sig et klart billede af, hvad der er sket mellem dem«.
Hvilke tanker har I lagt i, hvordan Rosa offer for overgrebet bliver skildret?
Rikke: »Vi har ikke lavet hende til en klassisk offer-type. Hvis Rosa skulle sige noget om sig selv inden den her fest, ville det være: ’Jeg er bare sådan én, der altid siger fra – hvis man står der så siger man bare, ’fuck dig, det gider jeg overhovedet ikke’. Men der er for meget på spil. De finder alle sammen ud af noget nyt om sig selv. Rosa havde ikke regnet med at skulle blive offer, hun er en vindertype. Han er en good guy, han havde ikke regnet med at blive forbryder. Det er situationen, der er forbrydelsen, og alle er ofre, for det er så tilfældigt«.
Seriens tredje afsnit handler om, hvordan Rosas veninde Ida håndterer overgrebet. Hvorfor inkluderede I hendes synspunkt?
Rikke: »Jeg kunne godt genkende følelsen af ikke at vide, hvad man skulle stille op, og tænke, er det virkelig så slemt? Er det noget, det skal anmeldes? Hvad gør du med den viden, når det er to af dine venner, og du ved, de er vilde med hinanden. I starten skulle den tredje veninde Mathilde have overhørt overgrebet på toilettet, og så skulle det være hendes dilemma, om hun skulle sige det eller ej. Men hun var så sort-hvid. Hun blev bare den løftede pegefinger«.
Asger: »Ida og Mathilde repræsenterer to forskellige sider af en venindetype, hvor den ene prøver at lægge låg på, og den anden prøver at tage det af«.
Voldtægt eller overgreb
Hvad har I fokuseret på i selve den fysiske skildring af overgrebet?
Asger: »Normalt når man skriver manuskripter, skriver man bare: ’De to hovedpersoner har sex’. Så må instruktøren finde ud af, hvilken vinkel det skal skydes fra. Men her har vi siddet og skrevet halvanden side om, præcis hvor hænderne er hvornår. Replikkerne er virkelig gennemarbejdede, hun siger jo aldrig ’STOP’ for eksempel, men ’det skal vi ikke det her’.
Rikke: » Vi snakkede med politiet for at finde ud af, hvornår det ville være en decideret voldtægt, han kan straffes for. Og det er det, hvis du meget tydeligt har sagt stop, eller der har været fysisk vold. Vi prøvede at gå udenom alt det for at vise, at det er en gråzone, hvordan han opfatter hende i situationen«.
I bruger ordet gråzone, men synes I, det i sidste ende er uklart, om der er sket en voldtægt?
Rikke: »Vi har diskuteret meget, hvilket ord man skal bruge. Jeg oplever det ikke som en voldtægt, men jeg synes, det er et overgreb. Det er det, jeg synes er så godt ved det. Det er så svært at tage stilling til. Jeg synes ikke, Karl skal ind at sidde i fem år for det her. Men han skal stadig opleve konsekvenserne«.
Hvad vil I gerne opnå med serien?
Rikke:»At starte en samtale, hvor vi ikke på forhånd har besluttet, hvad der er det rigtige at tale om. Vi vil gerne sige noget undervejs, men vi vil også gerne have, at folk er underholdt. Til sidst skal man bare sidde med oplevelsen af at være i de her menneskers kroppe og så selv dømme«.
Asger: »Man kan ikke regne med, at de unge sætter sig ned til næste fest og snakker om overgreb. Vi håber bare, alle lige tænker en ekstra gang«.