‘Brittany Runs a Marathon’: Jeg heppede på, råbte ad og græd med Jillian Bell i overset indieperle

5 6
‘Brittany Runs a Marathon’: Jeg heppede på, råbte ad og græd med Jillian Bell i overset indieperle
Jillian Bell i 'Brittany Runs a Marathon'.

Den klassiske makeover-film, hvor heltinden taber sig, tager brillerne af eller ifører sig stramt lædertøj og begynder at ryge, er indbegrebet af passé i en tid, hvor det mest hippe man kan være er perfekt uperfekt. Så hvad skal vi med en film, hvor en tyk kvinde får et bedre liv, da hun begynder at løbe og ovenikøbet taber sig?

Selvom titlen ’Brittany Runs a Marathon’ har en klang af børnebog over sig, vil filmen – der ikke fik dansk biografpremiere, men nu kan streames – heldigvis mere end at fortælle, hvordan selv den længste rejse begynder med et enkelt skridt.

Barney Stinsons »just do it«-devise i ’How I Met Your Mother’ om, at man »ikke træner op til et maraton, man løber et maraton« gøres nemlig til skamme i den debuterende instruktør og manuskriptforfatter Paul Downs Colaizzos fortælling om den tykke newyorker-millennial Brittanys usandsynlige vej til det moderne menneskes rigeligt udbredte prestigepræstation. I hans hverdags-dramedy med den vindende morsomme Jillian Bell (’Workaholics’, ’22 Jump Street’) i hovedrollen er selve maratonløbet nemlig blot sløjfen på en både underholdende og eftertænksom coming of age-fortælling.

Vi møder først titelkarakteren i fuld vigør som klovnende teatermedhjælper, der synger og spiller komedie, mens hun deler programmer ud til forbipasserende publikummer. Da chefen giver hende en reprimande for altid at komme for sent, klistrer hun et stykke tape på næsen og kaster sig ud i en vovet komisk strudsemanøvre ved at efterligne ’Babe – den kække gris’. Efterfølgende ’ringer’ et af papirprogrammerne, og med en påtaget seriøs mine informerer Brittany chefen om, at »alle hun kender er døde«, hvorefter denne må give op med et grin.

Men livet er ikke lutter improvisationsteater. Da hun opsøger en ifølge Yelp »billig, men god læge« for at score ADHD-medicin til festbrug, får hun i stedet besked om, at hun bør tabe sig 20-25 kilo. Hun spørger fornærmet, hvorfor hun skal tabe vægten af »en siberian husky«, og prøver både at smide fatshaming-kortet og trosbekendelsen om, »alle kroppe er smukke«. Men lægens ord gør indtryk. For han tegnes ikke som en tykfobisk skurk, men bemærker, at det bestemt er muligt at være tyk og sund samtidig og at have genetiske dispositioner for overvægt. Men det ved både han og Brittany ikke er tilfældet, da han spørger hende om »hun mener, hun tager sunde livstilsvalg?« At snyde sig til Adderall falder næppe ind i den kategori.

Under næste bytur runger lægens spørgsmål. Så snart efter snører den dristige antihelt på ægte amatørvis sine støtteløse Converse All Stars blot for at blive panisk angst for dømmende blikke og de ekstra kilo i genskæret fra en hotdogvogn, mens hun forsøger sig med en enkelt gadeblok i New Yorks travle gader.

Selvom der er langt fra den uambitiøse 28-årige Brittanys damebladsvenlige livsstilsomlægning til Rocky Balboas rå æggeblommer og sejrsnæver, tjener sportsfilmens umiddelbare målrettethed den til tider lidt lavmælte hverdagsfortælling godt.

Med en gennemgående ironisk distance til den banale forestilling af løb som vejen til et bedre liv er Brittanys rejse relaterbar i en sådan grad, at jeg både heppede, råbte ad hende og græd. Bell giver den komiske maraton-heltinde den altafgørende kant, der redder den feelgood-agtige fortælling fra at blive en lovprisning af den slankende tilværelse som bedende ved præstationskulturens alter af åndbar lycra. For hvordan bliver man ved med at være grænsesøgende morsom, mens man slavepisker sig til den ultimative løbepræstation?

’Brittany Runs a Marathon’ fremstiller på ærlig og inspirerende vis, hvordan fysik og psyke spiller sammen på godt og ondt. Der gemmer sig en skarpt formuleret morale bag den enkle titel, der ironiserer over manglen på lette løsninger på vejen til voksenlivet: Man kan godt blive lykkelig af at tabe sig, men det duer ikke at tabe sig for at blive lykkelig. Og vi undgår et endegyldigt svar på, hvorvidt man egentlig kan løbe fra sine problemer.

Hvor flerdimensionelle tykke karakterer i den følelsespornografiske seerdarling ’This Is Us’ eller den skæve Netflix-serie ’Special’ fortsat er for få i det store mainstreambillede, er det dog lidt svært at vide, hvor man skal placere Brittany. Jillian Bell spiller i filmens start den tykke hovedkarakter polstret med proteser, hvilket i sidste ende virker malplaceret.

Filmen gør heldigvis et stort nummer ud af at problematisere forhippelsen på vægttab i forbindelse med træning. Og Bell er med sin timing og karisma det skarptungede, skævsmilende blink, der holder énved ilden samtlige 42,195 kilometer.


Kort sagt:
’Brittany Runs a Marathon’ er et stærkt medrivende kærlighedsbarn af indie-dramedy og sportsfilm for ’Girls-fans.

Spillefilm. Instruktion: Paul Down Colaizzo . Medvirkende: Jillian Bell, Michaela Watkins, Utkarsh Ambudkar, Lil Rel Howery, Micah Stock. Spilletid: 104 min. . Premiere: Kan ses på Amazon Prime
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af