‘The Cave’: Dansk Oscar-kandidat er en uforglemmelig øjenvidneberetning fra helvedet i Syrien
»Holder Gud virkelig øje med os?« spørger den syriske børnelæge Dr. Amani Ballour retorisk, efter en bølge af hårdt sårede børn er væltet ind på det underjordiske hospital, kaldet The Cave, som hun er leder for i byen Ghouta, tæt på Damaskus.
Som tilskuer til den syriske instruktør Feras Fayyads danskproducerede dokumentar ‘The Cave’, der er shortlistet til en Oscar, er det også svært at bevare troen på verden til billederne af de lemlæstede og underernærede små kroppe, der er resultatet af den syriske regerings femårige belejring af byen med kemiske angreb og daglige bombardementer. Imens verdenssamfundet så til.
Men faktisk er det også netop i The Cave og hos Dr. Amani, som hun bliver kaldt, at håbet pibler frem. Her er en kvinde, der med utrolig dedikation, dygtighed og medmenneskelighed har viet sit liv til at redde så mange liv som muligt. Og holder hovedet og håbet oppe hele vejen gennem filmen, der er optaget mellem 2016 og marts 2018, hvor hospitalspersonalet ultimativt blev tvunget ud af Ghouta.
Efter præsident Bashar al-Assads styrker i 2013 lukkede byens grænser og spærrede 400.000 mennesker inde i området, meldte den nyuddannede læge sig som frivillig i det underjordiske hospital, som kirurgen Salim Namour etablerede i kælderlokalerne af et ufærdigt hospital. Da vi møder Dr. Amani i filmen nogle år senere, er hun blevet valgt til leder af hospitalet, der er udbygget med et sindrigt tunnelsystem med plads til operationsstuer.
Filmen kaster os som fluen på væggen hovedkulds ind i Dr. Amani og hendes kollegers hektiske hverdag. Der er grufulde øjeblikke, hvor Dr. Amani graver små stykker murbrokke ud af halsen på en lille pige, der er holdt op med at trække vejret og er helt gul i hovedet. Hvor lægerne må hive det klorlugtende tøj af alle indkomne børn og voksne i en rasende fart efter et kemisk angreb. Og hvor Dr. Salim spiller klassisk musik på sin iPhone som erstatning for bedøvelse under operationerne.
Men filmen har også fine stunder, hvor kollegerne fejrer Dr. Amanis 30-års fødselsdag med popcorn, og hvor hun opmuntrer en lille pige, hvis far er død af en bombe, til at tro på fremtiden. »Man skal leve, så man kan blive noget vigtigt«, siger Armani og stryger pigen over håret. Uanset travlhed er hun rørende blid og kærlig over for sine patienter.
Dr. Amani fortæller i en voice over, at arbejdet som læge giver hende afløb for sin vrede. »Jeg identificerer problemerne og gør noget ved dem. Jeg ved, det er et hårdt liv, men det er også et mere ægte liv«, siger hun.
Hun besidder en nærmest overmenneskelig styrke, da hun udover sit nærumulige arbejde også har patriarkatet at kæmpe imod. Da en mand brokker sig over, at hans kone ikke har medicin nok, fordi hospitalet er ledet af en kvinde, og at hun hører til i hjemmet, svarer hun trodsigt, at ingen bestemmer, hvad hun skal gøre, hvorefter Dr. Salim kommer til hendes forsvar. Senere, efter et hjemmebesøg hos en kvinde, hvis mand ikke vil lade hende arbejde til trods for deres sultende børn, raser hun over det patriarkalske samfund, hvor mænd udnytter religionen til at undertrykke kvinder.
Som filmen skrider frem, ser Dr. Amani mere og mere udmattet ud. Efter et særligt voldsomt indryk må hun og Dr. Salim gå ud at sunde sig i et baglokale. Han pudser næse i sin maske og tænder en cigaret. Hun tørrer øjnene. Men går så tilbage.
Feras Feyyad blev i 2018 nomineret til en Oscar for ‘De sidste mænd i Aleppo’ om en gruppe frivillige fra redningstjenesten De hvide hjelme. Jeg vil aldrig glemme de skrækindjagende billeder af lig, der bliver trukket ud af ruiner. Men ‘The Cave’ er en endnu stærkere film, fordi den i højere grad udfolder den menneskelige historie gennem Dr. Amani, som i weekenden fortjent blev kåret som en af årets ’uforglemmelige’ karakterer ved dokumentarprisuddelingen Cinema Eye Honors. Alene hendes åbne og stålsatte ansigt vil jeg aldrig glemme.
Feyyad kunne ikke komme ind i Ghouta på grund af belejringen og har i stedet fjerninstrueret sine tre dygtige fotografer, Mohammad Kheir, Ammar Suleiman og Mohammad Eyad, der har fanget de både følsomme og skrækkelige begivenheder i intim verité-stil, så man føler, at man er med nede i den klaustrofobiske hule. Imens skaber den konstante bomberegn uden for hospitalet et højspændt og truende soundtrack.
’The Cave’ er hård, men du vil ikke fortryde at få åbnet dine øjne. Og trods rædslerne tegner filmen også et varmt og rørende portræt af et menneske, der på alle måder kæmper for en bedre verden. Når Dr. Amani kan bevare håbet og handlekraften, så kan vi også.
Kort sagt:
Oscar-shortlistede ‘The Cave’ er en uforglemmelig øjenvidneberetning fra helvedet i Syrien, hvor den stålsatte kvindelige børnelæge Dr. Amani giver hjerte og håb til kampen mod borgerkrigens rædsler og patriarkatet.