I et interview med avisen Tampa Bay Times åbner ejeren af Big Cats Rescue, Carole Baskin, op om den vrede, hun har følt, siden hun så første afsnit af Netflix’ gigantsucces ’Tiger King’.
I serien portrætteres Baskin som tigerkongen Joe Exotics nemesis, der selv har en blakket fortid (og nutid). Hele tredje afsnit af serien underholder Joes teorier om, at Carole slog sin ægtemand Don Lewis ihjel. Beskyldninger der nu får sin egen spinoff-serie.
Det er underholdende tv, men Joe og Caroles barnlige kamp er også så sensationel, at serien mister fokus på de kattedyr, som de begge har viet deres liv til, fortæller Baskin til Tampa Bay Times.
»Jeg er så vred over, at folk komplet overser pointen. For det hele handler jo om, at tigerunger misbruges og udnyttes, og at offentligheden tillader det«.
Baskin har tidligere udtalt, at hun følte sig ført bag lyset af dokumentaristerne Eric Goode og Rebecca Chaiklin, som sagde, at »de ville lave kattedyrsversionen af ’Blackfish’« for at afsløre systematiske avling af tigerunger til klappe-zoos.
Men sådan endte serien ikke med at blive, fortæller Baskin i det nye interview, hvor hun uddyber, hvordan hun gennemgående er blevet snydt af dokumentaristernes vinkling.
Et konkret bud på et fordrejet portræt, mener hun, er billedet af Baskin, iklædt hippietøj fra top til tå, som afgiver et interview foran et lille bur med en løve i.
’Tiger King’ får det til at se ud, som om dyret er indespærret, »men i virkeligheden var han lige gået ind i sit fodringsbur efter at have vandret rundt på sin 1220 kvm. indhegning, og han var fri til at gå tilbage, når han ville«, siger hun.
Derudover har hendes mand, Howard Baskin, siden seriens premiere kritiseret Netflix’ fordrejelse af optagelser med en udtalelse til The New York Times om, »at der ikke er ord til at beskrive den her intense følelse af forræderi«.
I et interview med L.A. Times kritiserede Howard Baskin også måden, forholdet til Carols afdøde forsvundne mand, Don Lewis, er blevet portrætteret.
»Den eneste grund til, at hun fortalte om sin forsvundne eksmand til kameraet – og alle Joe Exotics løjer – var, fordi producenterne forsikrede hende, at detaljerne ville blive brugt i en baggrundskontekst – ikke som omdrejningspunkt for serien«, fortalte han i forbindelse med fænomenet #FreeJoeExotic, som har trendet på Twitter som et udtryk for fans’ støtte til Joe og hans forsøg på at komme Baskin til livs.
I et interview med The New York Times kritiserer Baskin desuden seerne for at falde for skandalen frem for at fokusere på dyremishandlingen: »Folk har jo set ungerne blive hevet væk fra deres mødre! Så hvor bliver de memes af? Hvor er de kommentarer?«.
I samme interview fortalte Carole også, at hun siden seriens premiere har modtaget et hav af dødstrusler: »Jeg er blevet nødt til at slukke for min telefon. For jeg kan ikke skelne de rigtige trusler fra de falske længere«.