Hvis man er instruktør med en god idé under et corona-lockdown og har nok teknisk kunnen til at udfylde et helt filmholds funktioner og derudover har en ganske dygtig skuespiller som kone, ja, så er der jo næsten ikke andet for end at fordrive ventetiden med at lave en lille kortfilm.
Det er, hvad David F. Sandberg, manden bag DC-filmen ’Shazam!’ fra forrige år, har gjort.
Gyserkortfilmen ‘Shadowed’ viser Sandbergs kone Lotta Losten (‘Annabelle: Skabelsen’), der vandrer rundt i sit eget hjem, udstyret med en lommelygte og et spinkelt håb om, at de ting, hun ser i skyggerne, ikke er virkelige.
Sandberg er godt bekendt med formatet og har tidligere udsat sin hustru for lignende rædsler. Den effektive kortfilm ’Lights Out’ fra 2013 er i dag set af over 14 millioner.
Sandberg fik sågar lov til at realisere sit lille projekt til det store lærred, men en ’Lights Out’ i spillefilmlængde vist sig ikke lige at være sagen for vores anmelder. Heldigvis lader det til, at den fine ‘Shadowed’ bare får lov til at være et corona-produkt uden spillefilmaspirationer.
Den simple idé i ‘Shadowed’ behøver ingen forklaring og er, som hans mange andre kortfilm, der kan ses på Youtube, forfriskende fri for dialog og ubehagelig nok til at skræmme sokkerne af enhver.