‘Lights Out’: Klichéfyldt gyserfilm skaber skræmmebilleder om psykisk sygdom
Vi kender alle det der med at tænde lyset en ekstra gang for at inspicere en skikkelse i mørket, der ikke hører til. Med lyset slukket og fantasien i fuld flor bliver jakken på knagen hurtigt til en stirrende voyeur, og bunken af pizzabakker fra weekendens fastfood-marathon kan pludselig danne omridset af det sultne monster fra vores værste mareridt.
Det er denne uhyre simple, men genkendelige handling, der gjorde kortfilmen ’Lights Out’ til et effektivt viralt gyserhit. Lidt over 12 millioner personer har set den tre minutter lange video på Youtube af en skræmt kvinde, der ser en chokerende skygge i sin mørklagte lejlighed. Panisk hamrer hun stikkontakten op og ned i håbet på en logisk forklaring på, hvad der ligner en langhåret nøgen kvindekrop. Skyggen kan dog kun ses med lyset slukket, og for hver gang mørket fanger skikkelsen, er det uhyggelige syn rykket nærmere vores hovedrolle.
Den 35-årige svensker David F. Sandberg har optaget adskillige små kreative og uhyggelige kortfilm i sin egen lejlighed, som alle kan ses på Youtube. Udover ’Lights Out’ kan især kortfilmene ’Pictured’ og ’Closet Space’ anbefales. Fælles for kortfilmene er, at de er bygget op omkring én enkelt simpel scene, der hverken behøver indledende forklaring eller dialog for at skræmme sokkerne af os.
Sandberg har selv fået lov til at realisere sit lille projekt til det store lærred, og selvom instruktøren nu er blevet udstyret med Hollywoods millioner, har det ikke fuldstændig smadret hans tilgang til det gode gys. Han favoriserer stadig praktiske effekter og naturligt lys frem for computereffekter, og han er meget bevidst om, at hans karakterer modsat genrens typiske klichéer ikke må tage idiotiske, umotiverede beslutninger.
Sympatisk og morsomt for fans af kortfilmen er det også, at instruktøren i filmens start har fundet plads til hustruen Lotta Losten, der har spillet den skræmte hovedrolle i alle hans kortfilm. Denne gang giver hun den som assistenten Esther, der som den første i ’Lights Out’ opdager noget i mørket.
Efter en vellykket og stemningspræget indledning går det dog hurtigt galt for Sandberg og måske især hans manuskriptforfatter Eric Heisserer, hvis evne til at ødelægge et godt forlæg slet ikke kan betvivles efter hans arbejde på genindspilningerne ’A Nightmare on Elm Street’ (2010) og ’The Thing’ (2011).
I denne Hollywood-version får monsteret fra mørket nu et navn og en forhistorie. Hun hedder Diana, og hun har suget sig fast i hovedet på den depressive familiemor Sophie, der ser Diana som en veninde, hun kan tale med, så længe husets lys forbliver slukket. Jo bedre Sophie får det psykisk, jo mere aggressiv bliver Diana over for Sophies nærmeste.
Diana skræmmer jævnligt Sophies børn fra vid og sans og holder dem på makaber vis vågen om natten. Denne utryghed fører til, at sønnen Martin og især datteren Rebecca lader deres mor være alene med depressionen i mørket. En tilstand, som mørkemonsteret Diana nyder godt af.
For hver gang filmen præsenterer et nyt lag til monsterets oprindelseshistorie, flytter fortællingen sig væk fra forlæggets kvaliteter. Kortfilmen havde ingen dialog, ingen forklaringer og derfor masser af mystik og uhygge. Simplicitet og uopklarede hændelser er generelt en undervurderet mangelvare i gysergenren, men særligt i ’Lights Out’ bliver det tydeligt, hvor unødvendig og skadelig udpenslende redegørelser af plottet kan være.
Det mest skræmmende ved ’Lights Out’ er, hvordan filmen slynger om sig med dovne stereotypiske skræmmebilleder om psykisk sygdom. Den omskrevne handling fører mellem linjerne til usunde klichéer og utilgivelige ræsonnementer, der nærer fordomme om, at psykisk syge er farlige, mindre menneskelige og i sidste ende bør gøre en ende på sig selv for at beskytte deres nærmeste. Selv hvis filmen ikke vedkender sig disse budskaber, er det unægteligt det underliggende budskab, handlingen er spundet op omkring.
I gysergenren bliver den menneskelige psyke alt for ofte misbrugt som den lette udvej til at forløse det overnaturlige plot, og det er på tide, at manuskriptforfatterne tager et ansvar for, at tabuet og de usande fordomme ikke bliver holdt i live igennem misforstået underholdning. Det er ikke kun uhensigtsmæssigt stigmatiserende, men også utåleligt klichéfyldt for genren.
‘Lights Out’ består blot af variationer af den scene, som både traileren og kortfilmen allerede har gjort brug af. Så sluk og tænd du bare lyset og se en anden gyserfilm i stedet.
Kort sagt:
Kortfilmen og traileren lovede så godt for ’Lights Out’, men den længere spilletid og de mange millioner fører kun et pinligt plot og gyselige gentagelser med sig.