12. marts 2020 vil blive husket som en skæbnesvanger dato for biografejere landet over. Det var nemlig her, biograferne i fælles fodslag satte lås på dørene som følge af statsministerens dekreter og den verserende coronasituation.
At det er en seriøst dyr fornøjelse for en hvilken som helst kino at lade sæderne stå tomme i mindst en måned – måske to, hvem ved? – kommer nok ikke bag på nogen.
Alle landets biografer bløder. Men mens biografer fra de store kæder fra Nordisk Film og Cinemaxx har store koncerner i ryggen og derfor nok skal komme igennem med skinnet på næsen, er situationen endnu mere alvorlig for de uafhængige biografer med en mere spinkel økonomi: De biografer, der satser på arthouse-film af høj kvalitet – fra ‘Parasite’ til ‘Call Me By Your Name’ – og som således spiller en helt afgørende rolle for, at danske filmelskere får andet end amerikanske mainstreamfilm på menukortet.
Vil vores yndlingsbiografer stadig stå, når krisen driver over? Overlever de?
Efter at have talt med fem hæderkronede uafhængige biografer i København, Aarhus og Odense er der gudskelov gode nyheder: Ingen af dem regner med at måtte dreje nøglen om.
»Indtil videre er det ikke livstruende for os, i hvert fald ikke nu, hvor myndighederne har stillet os i udsigt, at der snart kan åbnes stille og roligt op. Vi går først rabundus, når resten af verden omkring os går ned«, siger Kim Foss, direktør for Grand Teatret i København.
Hos Café Biografen i Odense lyder det fra direktør Jørgen Christensen:
»Det går da ad helvedes til. Biografer uden mennesker er virkelig ikke godt. Men vi er ikke slået ud. Vi har drevet en populær café sammen med biografen i mange år, og det har polstret os, så vi kan godt klare en sådan situation. Ikke i årevis, men i nogle måneder«.
Hos Empire Bio på Nørrebro i København udtrykker direktør Mette Schramm det sådan her:
»Med de hjælpepakker vi er blevet tilbudt, har jeg gode forhåbninger til, at vi nok skal komme ud i den anden ende. Men i hvilken stand kan man aldrig vide. Det handler om, hvornår en eventuel åbning sker, i hvilken form og hvilket repertoire har vi at vise. Lige nu prøver vi at holde hovedet koldt, og der er dage, hvor man tænker, at det nok skal gå, og andre, hvor man tænker, uf det bliver svært det her«.
Ængstelse og optimisme
Alle tre biografer har nådigt taget imod regeringens håndsrækning til mindre virksomheder, der kan sende medarbejdere hjem uden at afskedige dem, få kompensation for (noget af) deres løn og samtidig få refunderet faste udgifter som husleje.
Uden hjælpepakkerne havde biograferne nok alle været nødt til at fyre medarbejdere – og nogle af dem kunne være truet på eksistensen. Men lukningen vil stadig have konsekvenser på sigt. Også hos Vester Vov Vov på Vesterbro i København:
»Vi kommer bestemt over på den anden side, men i hvilken forfatning ved vi ikke. Der kommer et efterslæb, og jeg er i tæt dialog med både revisor og bank i disse dage. Vi holder vejret og kan kun se tiden an lige nu«, siger medejer Torben Wolsgaard:
»Da vi kom gennem hele digitaliseringsprocessen for nogle år siden, skyldte vi mange penge for at få driften til at fungere. De sidste to år er det kørt rigtigt fornuftigt, og nu kan vi så blive slået lidt tilbage igen«.
Ét er dog den periode, biograferne er tvangslukkede. Noget andet er den periode, der følger efter. Får biograferne med det samme lov til at fylde deres største sale – og hvor hurtigt vil danskerne igen valfarte mod det hvide lærred, når de først bliver sluppet ud fra karantænetilværelsen?
Der er lige dele ængstelse og optimisme at spore blandt biografejerne. Hos Øst for Paradis i Aarhus stiller direktør Line Bjørn Daugbjerg Christensen sig i det håbefulde hjørne:
»Med regeringens pakker kommer vi næsten tørskoede i land, og vi har kunnet betale løn til alle medarbejdere. Vi har før haft dårlige år, og det her bliver et af dem, men det er gået godt de seneste år, og vi har sul på kroppen«, siger hun.
»Jeg er ukuelig optimist. Vi har mange studerende i vores biograf, og jeg tror på, at når de unge først får lov at komme ud igen, så vil de vælte ind. Jeg kan selv mærke, hvor meget jeg savner at gå på café, på restaurant og i biografen. Det kan godt være, opstarten bliver mat, men til gengæld rejser folk måske ikke lige til Nepal denne sommer, og så kan de jo tage til Øst for Paradis i stedet«, siger Aarhus-direktøren, der pønser på at holde biografen åben i 24 eller 48 timer i træk, når den først åbner igen, for at markere de lysere tider.
Vil kæmpe med næb og kløer
Også hos Empire Bio er man så småt begyndt at tænke kreativt i forhold til, hvad man vil gøre, når publikum igen inviteres indenfor, samtidig med at flere af de store danske og amerikanske film, der skulle have domineret forårs- og sommerprogrammet, ikke længere er at finde på premiereplanen. Mette Schramm tror som sin Øst for Paradis-kollega på publikums opsparede filmlyst:
»Normalt er det jo sådan, at når verden går ned, går biograferne op. Sådan har det ikke været denne gang. Og måske vil der være en uro blandt folk lige i starten, men mon ikke også der vil være et stort behov for at komme ud og opleve noget sammen?«.
Hos Grand Teatret lufter Kim Foss til gengæld bekymring for, hvordan biografmarkedet tager sig ud i kølvandet på åbningen.
»Det bliver sommer, folk er vænnet fra visse ting, og der er måske stadig nogle nerver på i forhold til, hvor man opholder sig og med hvor mange. Det vil være en lang overgangsperiode. Det gælder både teater, fodboldkampe og koncerter. Ét er, at biograferne for nuværende kan modtage lidt støtte, men når samfundet åbner op igen, gætter jeg på, at vi skal have kulturpolitikerne på banen, for der vil helt sikkert være behov for et nyt sikkerhedsnet, hvis alle landets biografer skal overleve en forsigtig genstart«.
Han nævner, at Grand Teatret (og den tilknyttede distributør Camera Film) under krisen har mærket op mod ti gange så mange brugere på biografens eget streamingsite Grand Hjemmebio – men det, man tjener på et stream, er stadig peanuts i forhold til, hvad man får ind på en biografbillet.
Også hos Vester Vov Vov er der en vis nervøsitet at spore i forhold månederne, efter forsamlingsforbuddet ophæves.
»Vi har ikke meget at tære på til efteråret, så hvis premiererne ikke slår an der, kan det være, vi er nødt til at skrue ned for åbningstider og bemanding, så meget som vi kan. Men vi vil kæmpe med næb og kløer«, siger Peter Wolsgaard.
Som ejere af biografer, der ikke er domineret af de store amerikanske og danske film, der – fra ’Black Widow’ til ’Undtagelsen’ – nu er skudt til senere udgivelse, øjner flere af dem dog også lovende solstråler gennem skyerne.
»For den modige vil der være noget at indhente, fordi der bliver nogle premieredatoer ledige« lyder det fra Empires Mette Schramm med henvisning til, at det kan gavne andre film, når nu biografgængerne eksempelvis ikke valfarter til den nye James Bond-film. Grand Teatrets Kim Foss er fortrøstningsfuldt inde på det samme:
»Biograferne kommer til at mangle noget i deres lineup i efteråret og til vinter, og det kan meget vel betyde, at film som vores vil komme i højere kurs«.