‘Crip Camp’: Rørende Obama-produceret dokumentar ligner en klar Oscar-kandidat

5 6
‘Crip Camp’: Rørende Obama-produceret dokumentar ligner en klar Oscar-kandidat

En solbeskinnet dag i 1971 sidder en flok unge handicappede lejrskoledeltagere i rundkreds og lufter deres frustrationer.

En af deltagerne hedder Nancy Rosenblum og er født med celebral parese. Hendes handicap gør det meget svært for hende at tale, og under normale omstændigheder ville hun nok ikke engang prøve at få et ord indført. Men her, inden for den trygge cirkel på Camp Jened, giver Nancy Rosenblum sig god tid til at give udtryk for sine holdninger. Her ved hun nemlig, at hun vil blive hørt og forstået.

I cirklen befinder sig også en 15-årig udgave af kommende lyddesigner og filmproducer Jim Lebrecht.

Mens han sidder der og lytter til sin ven, kan Lebrecht, der selv har rygmarvsbrok, godt mærke, at han bevidner og tager del i noget helt særligt. Men først mange år senere vil han se tilbage på cirklen og forstå, at de trygge samtaler mellem handicappede på Camp Jened var starten på en revolutionær bevægelse.

Den fulde historie udfolder han, sammen med instruktør Nicole Newnham, i dokumentarfilmen ‘Crip Camp’, som er produceret af Obama-parrets produktionsselskab Higher Ground og lugter langt væk af en kommende Oscar-kandidat.

Historien starter i sommerlejren, der blev oprettet som et frirum for handicappede. Understøttet af berusende varme sort-hvide 70’er-optagelser fortæller Lebrecht, at han gennemgik en personlig transformation, så snart han rullede ind på området. Derhjemme var han som kørestolsbunden altid lidt udenfor. Men her, hvor gangstativer og rullestole er allestedsnærværende, blev han pludselig the cool kid og fik sin første kæreste.

‘Crip Camp’.

Lebrechts historie spejles i fortællinger fra de andre tidligere lejrdeltagere. Mange af dem har det endnu sværere på hjemmefronten. Nogle bor på lyssky institutioner, og alle oplever fordomme. Men på Camp Jened opstår forvandlinger så kraftfulde, at de smitter gevaldigt af på alle, der ser med. Som ved et trylleslag bliver de handicappede pludselig til rigtige mennesker med seksualitet, drømme og selvstændige tanker om de urimelige vilkår, de møder som handicappede.

Disse tanker tager deltagerne med sig ud på den anden side og ud i voksenlivet. I filmens anden halvdel følger vi tidligere Camp Jened-deltagere i en lang sej kamp for bedre rettigheder og vilkår for handicappede. Den kørestolsbundne og forhenværende lejr-ansatte Judy Heumann danner fortrop. Opildnet af samtalerne fra lejren og opbakningen fra det gamle slæng tager Heumann og hendes medhandicappede kampen mod samfundets manglende forståelse og frustrerende tungrøvede bureaukrater.

Kampens vigtighed tydeliggøres af afslørende billeder fra en af de lyssky institutioner for svært handicappede. Indlagte ligger afkræftede på gulvet i deres egen afføring, mens den nødvendige hjælp til indtagelse af føde overstås på få forhastede minutter. Det ligner noget fra en skrækfilm og burde være nok til at vække enhver politiker fra sin slummer.

Alligevel tager det mange år og kræver urimeligt mange kræfter, før protesterne for alvor udmønter sig i decideret lovændring og opretholdelse af samme. Der sidder derfor stadig lidt frustration i kroppen, når man til sidst jubler med kørestolsbrugerne, idet de ruller ind over målstregen. Trods ‘Crip Camps’ opløftende feelgood-vibe kan man godt mærke, at alt måske ikke er helt, som det bør være. Bureaukraternes stædige modvilje afspejler de mange fordomme, der trods alt stadig hersker – og som Crip Camps stærke karaktergalleri gør deres for at aflive.

‘Crip Camp’.

En af dem, der også fortjener at blive nævnt, er den spastisk lammede Denise Jacobsen. Mens Judy Heumann og de andre danner fælles front på barrikaderne, har Jacobsen gang i en lidt anden revolution. I et interview fortæller hun, at fordomme og gonorré var skyld i, at hun mistede sin blindtarm. Det faldt simpelthen aldrig lægen ind, at »sådan en som hende« kunne være seksuelt aktiv og derfor tilegne sig en sexsygdom.

Som modsvar mod fordommene uddanner Denise sig i seksualitet på universitet og begynder at skrive bøger om emnet. Som kronen på værket er hun endda så fræk at få et barn med en anden spastiker. Også selvom denne af sin mor blev rådet til at finde sig en handicappet med lidt mindre tydelige skavanker.

Mange år efter Camp Jened tager Denise Jacobsen og Jim Lebrecht på besøg hos den gamle lejrskole, som i mellemtiden er blevet jævnet med jorden. »I almost want to get out of my wheelchair and kiss the fucking ground«, siger den talehæmmende Jacobsen, mens man som beskuer fanges mellem et grin og en klump i halsen.

Med sætningen understreger hun, at der er noget helligt over jorden under den tidligere lejrskole. Det var her, revolutionerne startede, og hvor magien opstod. Det var her, de handicappede begyndte at se sig selv i et nyt lys som et stærkt fællesskab af værdige, selvstændige individer.

Og det er også her, hvor de bedste og vigtigste scener i ‘Crip Camp’ udspiller sig. I varme sorthvide og rørende billeder af gruppesamtaler, hvor alle, trods talebesvær, får lov og plads til at komme til orde.


Kort sagt:
Den Obama-producerede ‘Camp Jened’ er en rørende og varm dokumentar om en menneskerettighedsrevolution, der begyndte på en sommerlejr, hvor handicappede blev til mennesker.

’Crip Camp’. Dokumentar. Instruktør: Nicole Newnham, Jim LeBrecht. Spilletid: 106 minutter. Premiere: Kan ses på Netflix.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af