Fem film fra 50’erne du kan (og skal) streame lige nu

Vi fortsætter vores streamingjagt på filmklassikerne, der har influeret et hav af moderne instruktører og franchises – men som på skammelig vis kan være særdeles vanskelige at opstøve online i dag. Her sætter vi fokus på 50’erne, hvor Hitchcock og Marilyn Monroe skrev tidløs filmhistorie.
Fem film fra 50’erne du kan (og skal) streame lige nu
Cary Grant og Eva Marie Saint i Alfred Hitchcocks 'North by Northwest'.

FILMHISTORIE FOR BEGYNDERE – DEL 2. Ingen Hitchcock, ingen Bond-blockbusters. Og ingen ‘Rashomon’, ingen ‘The Usual Suspects’.

Efter sidste uges fokus på 40’ernes filmperler alle filmelskere bør ser, stiller vi her skarpt på 50’erne, hvis stærkeste værker til stadighed har direkte indflydelse på moderne filmfolk a la Sam Mendes, Bryan Singer og Damien Chazelle.

Og så meget desto mere håbløst er det, at man skal have luppen frem for at lokalisere filmene på streamingtjenesterne, der ofte hellere propper hylderne med forglemmelige B-produkter fra de seneste par årtier end tidløse klassikere fra det forrige århundrede.

Det er således langt fra alle af 50’ernes bedste film, der er til at finde online herhjemme, men herunder har vi samlet et stærkt udvalg af fem tidløse titler, som udgør et godt startkit for filminteresserede, der ønsker at dykke ned i historiens store mesterværker, men ikke helt ved hvor de skal og kan starte.

Læs også med i næste uge, hvor vi sætter fokus på 60’erne.

Tony Curtis, Marilyn Monroe og Jack Lemmon i ‘Some Like it Hot’.

Komedien over dem alle: ’Some Like it Hot’

Hvis man aldrig tidligere har set en film med Marilyn Monroe, er ’Some Like it Hot’ (’Ingen er fuldkommen’) et fremragende sted at starte sin affære med alle tiders mest sexede Hollywood-stjerne.

Billy Wilders (manden bag noir-klassikeren ’Double Indemnity’) genialt velkomponerede komedie fra 1959 gav pokker i tidligere årtiers kyske sexforbud og moraliseren i amerikansk film og skruede veloplagt op for lækkerheden, så kameralinsen duggede i scenerne med Monroe og kollegaen Tony Curtis (sidstnævnte bedyrede senere i sin selvbiografi, at de to også hoppede i kanen uden for settet).

Curtis og Jack Lemmon spiller jazzmusikkerne Joe og Jerry, der må flygte fra Chicago, da de bliver vidner til et blodigt mafiaopgør. Duoen svarer på en jobannonce for to kvindelige musikere til et all-girl jazzband, trækker i kjoler og hopper på nattoget mod Florida i selskab med en sovevognfuld af dejlige damer. Og ingen dejligere end Monroes sangerinde Sugar, der drømmer om at score sig en millionær i solskinsstaten.

’Some Like it Hot’ er skudt i gnistrende sort-hvid for bedre at skabe illusionen om Tony Curtis og Jack Lemmons overbevisende damemakeup, og særligt Lemmons komiske timing sidder lige i skabet. Monroe crooner sig forførende igennem en række af soundtrackets ørehængere og leverer en både selvironisk og melankolsk præstation, til trods for at hun (på daværende tidspunkt på vej ned i en misbrugsspiral) ifølge Wilder og Curtis ofte mødte på arbejde så fuld, at hendes replikker måtte skribles på rekvisitterne omkring hende.

Kan ses på Youtube og Rakuten TV.

Cary Grant i ‘North by Northwest’.

Bond-filmens forbillede: ’North by Northwest’

Alle film buffs har deres Alfred Hitchcock-favorit, og 50’erne var i dén grad suspense-instruktøren årti, hvor klassikere som ’Strangers on a Train’, ’Rear Window’, ’To Catch a Thief’ og ’Vertigo’ indtog biograferne som perler på en snor (mesterværket ’Psycho’ landede først i ’60).

På rendyrket underholdningsværdi er det imidlertid svært at stikke ’North by Northwest’ (’Menneskejagt’) fra ’59 med en stærkt spillende Cary Grant i hovedrollen som reklamemanden Roger Thornhill, der uforvarende forveksles med en hemmelig agent af en flok udenlandske spioner. Hitchcock udnytter til fulde Grants komisk-befippede George Clooney-charme, inden den dødelige alvor går op for Thornhill, og han bliver jaget vildt – i selskab med Eva Marie Saints (’On the Waterfront’) forførende mystiske isblondine Eve Kendall.

’North by Northwest’ er spækket med skelsættende kameraskud, seksuel innuendo og knugende suspense, der sættes effektivt på spidsen i særligt to legendariske scener, hvor Thornhill henholdsvis jages af et fly igennem en majsmark og senere krabler rundt på monumentet Mt. Rushmore.

Det er ikke noget under, at filmen ofte rangeres ikke alene blandt Hitchcocks bedste, men simpelthen de bedste film nogensinde, hvis ambitiøse formel i høj grad har inspireret Bond-franchisen og action-blockbustere a la ’Mission Impossible’ og, ja, ’The Fast and the Furious’.

Kan ses på Blockbuster, Youtube, iTunes og Google Play.

‘Ung flugt’.

Den franske rebel: ’Ung flugt’

Efter årtiers Hollywood-dominans ved billetlugerne verden over begyndte europæisk film at markere sig internationalt i 50’erne – i høj grad anført af instruktøren François Truffaut, hvis uforglemmelige coming of age-drama ’Ung flugt’ (’Les Quatre Cent Coups’) for alvor satte gang i nybølgen i fransk film, præget af uformel leg med filmsproget, håndholdte kameraer og budgetvenlige locations.

’Ung flugt’ er et langt stykke ad vejen baseret på Truffauts egen ungdom og følger pariserknægten Antoine (Jean-Pierre Léaud, der skulle gentage rollen i flere af Truffauts senere film), hvis sociale udfordringer i skolen såvel som i hjemmet med to dysfunktionelle forældre driver ham ud i småkriminalitet og en ensom tilværelse som ’rebel’.

Filmen blev rost til skyerne ved premieren i ’59 og vandt Truffaut prisen som Bedste instruktør på filmfestivalen i Cannes – selvsamme institution, der vel og mærke året forinden havde forment Truffaut adgang, fordi han beskyldte festivalen for at være håbløst gammeldags.

Den dag i dag står ’Ung flugt’ stadig som en af de mest toneangivende ungdomsfilm, der taler stærkt til alle, der måtte have prøvet at stå uden for fællesskabet.

Kan ses på Blockbuster og Filmstriben.

Det ikoniske mindfuck: ’Rashomon’

Sandheden kan være en tricky størrelse at pinpointe, når en række karakterer fortæller hver deres overbevisende version af samme historie – og dermed sætter seerens egne loyaliteter på prøve.

I japanske Akira Kurosawas skelsættende krimithriller ’Rashomon’ (’Dæmonernes port’) fra ’52 er en brud blevet voldtaget og hendes samurai-mand myrdet, men forklaringerne på, hvad der egentlig skete, er mildest talt i øst og vest, når bruden, samuraiens spøgelse via et spirituelt medium (!), en forbryder og en brændehugger hver især skal genkalde sig begivenhederne i retten.

Forbryderen bedyrer, at han forførte bruden og derefter duellerede med samuraien, som han vandt ærligt og redeligt over. Bruden siger, at hun blev voldtaget og efterfølgende fandt sin mand død. Samuraien siger, at han begik selvmord, efter at hans brud ville stikke af med forbryderen, og endelig forklarer brændehuggeren, at de tre andre er fulde af løgn.

Hvem har fat i den lange ende, og hvem forsøger at redde egen røv? ’Rashomon’ er et filosofisk mindfuck, der affødte begrebet rashomon-effekten om den særegne fortællerstil, der har inspireret en uendelig række film og serier, fra ’The Usual Suspects’ til ’Gone Girl’ og ’The Affair’. Fire år senere instruerede Kurosawa klassikeren ’De syv samuraier’, men dramaturgisk er ’Rashomon’ hans største bidrag til filmkunsten, som enhver filmelsker selvfølgelig skal se.

Kan ses på Youtube, SF Anytime og iTunes.

‘Singin’ in the Rain’

Damien Chazelles våde drøm: ’Singin’ in the Rain’

Der skal nok være dem, der ved første øjekast afskriver historiens mest ikoniske musical fra ’52 som et lidt for candyfloss-cute nostalgitrip – for come on, hvor tillokkende er det egentlig at synge serenader i øsregnvejr?

Svaret er: Uimodståeligt meget!

Spørg bare topfan Damien Chazelle, som forsøgte (men ikke lykkedes med) at genskabe musicalmagien i ‘La La Land’, der lænede sig tungt op ad klassikerens sprudlende techincolor-æstetik. Og eventuelle skeptikere vil blive overraskede over, hvor tidløst veloplagt komikken er i ‘Singin’ in the Rain’s fortælling om en ung sanger (Debbie Reynolds), Kathy, der i slut-1920’erne bliver hyret som hemmelig stemme-stand-in for stjernekrukken Lina (Jean Hagen), hvis kattejammervokal ikke tåler overgangen fra stumfilm til talkies.

Multitalentet Gene Kelly spiller Linas leading man, flødebollen Don, der ligeledes får sig en kold tyrker, idet publikums filmsmag skifter, og et boxoffice-hit pludselig kræver mere end pantomime-overspil. Men da hans kemi med Kathy slår gnister, øjner Don en vej ud af sin eksistentielle krise.

Hollywood-legenden Kelly instruerede filmen sammen med Stanley Donen og skulle efter sigende have været lidt af en perfektionistisk diktator på settet. Hvorfor han og Debbie Reynolds da heller ikke ligefrem blev bedstevenner. Det mærker man imidlertid intet til foran kameraet, hvor de tos spirende romance bliver symbol på starten på en ny æra i filmbyen, der i 50’erne langsomt vristede sig fri for Hays-kodens rigide dydighedscensur (mere om den her).

’Singin’ in the Rain’ er en hyldest til mediet, når det er mest legesygt og uapologestisk pangfarvet – og ja: Du vil få svært ved at få titelsangen ud af hovedet, næste gang det står ned i stænger.

Kan ses på Blockbuster, Youtube, iTunes og SF Anytime.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af