‘Ulrikke uden skam’: Det er grænseoverskridende vigtigt at se Ulrikke Falch bryde sammen

‘Ulrikke uden skam’: Det er grænseoverskridende vigtigt at se Ulrikke Falch bryde sammen
Ulrikke Falch i 'Ulrikke uden SKAM'. (Foto: The Bunch/TV 2)

Det lader til, at ‘Skam’-stjerne, influencer og feminist Ulrikke Falch næsten ikke kan lade være med at agere menneskelig suppeøse med sit indre liv. På godt og ondt.

Den uovertruffent populære ungdomsserie ‘Skam’ gjorde den dengang kun 18-årige Ulrikke kendt som den positive, næsten hundehvalpe-ivrige cheftype, Vilde. Siden er den nu 23-årige skuespiller og influencer blevet kendt som lidt af et feministisk ikon. Hun har kæmpet med usunde kropsidealer på Instagram, lavet tv-programmet ‘F-ordet’, hvor hun forsøgte at gøre en hel norsk skole til feminister, og udgivet det feministiske manifest ‘Jenteloven’.

Men i februar slettede hun den Instagram-konto med over en million følgere, som næsten havde indkapslet hendes offentlige persona, siden det sidste afsnit af ‘Skam’ løb over skærmen i 2017. Vejen dertil bliver man klogere på i dokumentarserien ‘Ulrikke uden SKAM’ fra TV 2-play, hvor der hænger mørke skyer over Falch, men ikke er sparet på selvudleveringen.

Det er en svært prøvet ung kvinde, vi møder. Hun er til tider svær at genkende, når man er vant til at se Ulrikke Falch som storsmilende, boksende powerkvinde og superstjerne. Hun lister sig huebærende væk fra events og afreagerer efterfølgende på sit hotelværelse. Det ene øjeblik smiler hun side om side med Emma Holten til feministisk fællesfoto ved et event, det næste græder hun i skjul på sit hotelværelse med sin mor i telefonen, som et hjemveramt barn på koloni.

Udover de psykiske problemer er der også en anden aftabuisering på spil. Ulrikke fortæller, at hun har en gæld på 100.000 til sin far, som styrer hendes økonomi helt ned til det mindste dagligvareindkøb.

I sin selvstændighedskamp drager hun derfor til møde i influencerkongen Lakserytterens virksomhed CUBE. En scene, der i den grad også er et interessant kig ind i den evigt omdiskuterede influencer-branche, hvor personlige værdier og iskold kapitalisme yndigt følges ad.

Her lærer hun, at et eneste billede kan være 160.000 kroner værd på grund af hendes »høje engagement«. Falch bliver desuden bedt om at opremse, hvilke drikkevarer hun kan lide, som første skridt mod rigdommen. Men har den idealistiske Ulrikke Falch virkelig tænkt sig at sælge lemonade og beautyboxes?

I populærkulturen er der mere snak om angst og psyke end nogensinde. Sidste år så vi Jada gå ned med stress i DR3-dokumentaren ‘Lillebitte kæmpestor’. Lige nu kan vi på samme kanal følge stjernerapperen Tessas kamp mod at kollapse under sin ubehagelige fortid. Det er på samme måde grænseoverskridende vigtigt at se et så kendt ansigt som Ulrikke Falch hyperventilere og græde, da et angstanfald trænger sig på, mens kameraet ruller. Eller da hun bag en tegning af sit eget ansigt og et LGBTQ+-flag i sin lejlighed fremviser et hul i væggen. Det har hun lavet under et anfald. Man skal dog huske at reflektere over skildringerne, så det ikke bare bliver snagen.

At berømmelse ikke er en dans på roser, er ikke nogen nyhed. Men dokumentaren giver et godt indblik i, hvor meget der i SoMe-samfundet forlanges af unge stjerner. Der er en prisværdig nærhed og hudløs ærlighed til stede, i hvad der virker som et samhørigt forhold mellem instruktør, kamera og hovedperson.

Selvom titlen spiller på ‘Skam’, hænger dokumentaren sig ikke unødigt fast i hitseriens betydning for, at Ulrikke Falch i dag kæmper sig igennem tilværelsen. I de første to afsnit er der et stykke vej til nedlukningen af Instagram-profilen i starten af 2020. Og hvad der sker indimellem er både interessant og hjerteskærende at følge.


Kort sagt:
På DR er det næsten blevet en tradition, at landets nyeste musiknavne inviterer seere og fans ind i privaten. Med ‘Ulrikke uden SKAM’ melder TV 2 sig ind i kampen om aftabuiseringen af psykisk sygdom og den komplekse bagside af berømmelsens medalje.

Anmeldt på baggrund af de to første afsnit.

‘Ulrikke uden SKAM’. Dokumentarserie. Instruktion: Alexander Lind. Spilletid: 5 afsnit af cirka 15-20 min. Premiere: Den 10. juni på TV2 Play.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af