Den mest skræmmende film: Hvorfor er jeg så bange for heksen?

Henover sommeren konfronterer vores filmskribenter deres værste frygt og skriver om den mest skræmmende film, de nogensinde har set. Her tackler Thomas Bech Rasmussen Dario Argentos ’Suspiria’ og sin grundangst for hekse, som han har svært ved at forklare eller forsvare.
Den mest skræmmende film: Hvorfor er jeg så bange for heksen?

SOMMERSERIE – DEN MEST SKRÆMMENDE FILM JEG HAR SET. Havheksen Ursula fra ’Den Lille Havfrue’ var den første, der fik mig i knæ. Og lige siden har min barndomsfrygt for hekse været den eneste frygt, som jeg har været en smule påpasselig med at udfordre – især i biografen.

’The Blair Witch Project’ og Rosemary’s Baby’ gik jeg længe uden om.    

Det er hverken særligt modent, intellektuelt eller woke at konkludere, at hekse også i voksenlivet har været katalysator for min mest skræmmende filmoplevelse. Ikke desto mindre er Dario Agentos kultklassikker fra 1977 den film, som jeg var tættest på at vende ryggen, fordi nerverne ikke kunne holde til det.

Jeg var 25 år tilbage i 2012, og ’Suspiria’ var en nødvendig del af pensum til et fag på uni om gysergenrens filmhistorie. Jeg var alene hjemme, men der var ingen vej uden om. Jeg havde købt dvd’en på tilbud i TP Musikmarked, og jeg tænkte ærligt talt ikke, at en film fra 1977 kunne påvirke en efterhånden hærdet gyser-fanatiker.

Jeg troede, at jeg var klar.

Filmen åbner med, at den unge amerikanske danser Suzy Bannion i nattens mørke forlader en tysk lufthavn. Vejret raser med skybrud, lyn og torden, men Suzy virker til at ignorere alle disse klassiske advarsler, da hun kæmper sig over til en taxa for at nå frem til den prestigefyldte balletskole, som hun har fået plads på. 

Alarmerne blinker for fulde drøn, og det er ikke kun uvejret. Filmens lydside åbner på et højtonet klokkespil, der er overstyret i en sådan grad, at man i første scene dårligt kan høre, hvor Suzy beder taxachaufføren om at køre hende hen. Samtidig er jeg ret sikker på, at det er messende stemmer, som jeg også kan ane i introsangens baggrund imellem torden og skærende synthesizer.

Jeg husker tydeligt, hvordan min second screen med det vons blev skiftet ud med den nærmeste hovedpude.

Exceptionelt mesterværk

Når Suzy sidder i taxaen og kigger ud ad vinduet, ændrer farverne omkring hende skiftevis mellem iskolde blå og blodrøde alarmblink. Hun kører forbi en skov, hvor skyggerne lurer, inden hun kommer til balletskolen, hvis røde farve gav mig associationer til et dukkehus eller en teaterrekvisit. En ung pige på Suzys alder flygter fra skolens bygning og ud i det vilde uvejr. Og selv da Suzy i første omgang på groveste vist bliver afvist i døren, så vælger hun alligevel at blive i Tyskland og vende tilbage til skolen senere.

Suzy ved ligesom jeg, at det er hendes skæbne at danse på den skole. At imponere de ældre lærerinder. At blive nysgerrig på de ansattes hemmeligheder og mod al sund fornuft at udforske bygningens skjulte gange og til dels omfavne nattens mystik. For helvede Suzy.   

Idet den uskyldige amerikaner giver nysgerrigheden frie tøjler, går det op for både hende og jeg, at samtlige af balletskolens ansatte bruger nattetimerne på heksekunstens gunst (selvfølgelig). De lister rundt på gangene. Lurer på de unge piger, der sover. Griner og messer i det fjerne og udøver ritualer, der langsomt begynder at tage livet af de lidt for nysgerrige gæster.        

Filmens uhyggelige grundtone kravler hurtigt ud af skærmen og kribler videre ind imellem mig og hovedpuden. Efter Suzys første nat på balletskolen måtte jeg pause filmen for at tjekke bag adskillige døre i lejligheden samt under seng og sofa – bare lige for en sikkerheds skyld.    

Men hvorfor er ’Suspiria’ så skræmmende? Dario Agentos drømmende univers balancerer konstant på grænsen til dårlig smag, når han som i overstående beskrivelse leger med klichéerne. Isoleret set ville hvert enkelt element også blive karakteriseret som afvigende film-etikette. Musikken er for høj, scenografien er for bevidst iøjefaldende, og pointen er for tydelig.

Det er netop disse italienske arthouse-afvigelser fra mainstream-reglerne, der skræmmer mig mest ved ’Suspiria’. Det er utrygt og uforudsigeligt, og filmens psykologiske effekt bliver kun forstærket af Goblins legendariske, skæve soundtrack, der passer perfekt til Dario Agentos mindeværdige farvelade af overnaturlige blodudgydelser og opsigtvækkende kulisser. Sammensætningen af alle de anderledes, men stilsikre elementer gør filmen til et exceptionelt mesterværk, og som en ægte adrenalinjunkie har jeg flere gange efterfølgende opsøgt filmens skræmmende effekt – også i biografen.  

En freudiansk frygt?

Og hvad er det så ved hekse, der stadig den dag i dag har en uhyggelig effekt på mig? Er jeg blot en ciskønnet heteroseksuel gut fra den billige del af Nordsjælland, der simpelthen er bange for stærke kvinderoller? Var hekse i sin tid ikke blot noget, som privilegerede mænd fandt på, når de følte sig truet? En undskyldning for at brænde uskyldige sjæle på bålet?  

Jo. Og jeg burde hylde dem, og det er vel også derfor, at jeg med tiden er begyndt at sætte ekstra stor pris på for mig ellers uhyggelige film som Robert Eggers ’The Witch’ fra 2015 og Luca Guadagninos genindspilning af pastiche over ’Suspiria’ fra 2018, der samtidig også hylder heksens mytologi.

Dog sidder ur-frygten for heksens væsen stadig i mig. Den overnaturligt høje alder. Den maskerede personlighed. Den gnækkende latter og mørke magi. Måske er det noget freudiansk? Måske skyldes det opdragelsen med eventyr og Disney-film? Uanset hvad skræmte kombinationen af hekse og afvigende virkemidler i ’Suspiria’ mig i sådan en grad, at jeg i tiden efter gemte dvd-coveret væk.    

’Suspiria’ (1977) kan ses på Blockbuster, iTunes og Amazon Prime.    

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af