’Partisan’: Fares Fares infiltrerer svenske øko-racister i metervarekrimi fra Viaplay

’Partisan’: Fares Fares infiltrerer svenske øko-racister i metervarekrimi fra Viaplay

Til de dulmende toner af Leonard Cohens ’The Partisan’ rider en ensom kriger ind i helvedets gab. Krigeren er Johnny (Fares Fares), som har fået til opgave at aflevere de to unge hjemløse teenagepiger Nicoline og Maria hos det afsidesliggende landbrugsfællesskab Jördnara – helvede klædt i fåreklæder – hvor han skal arbejde som lastbilchauffør.

Men bag økologiske afgrøder og intense springgymnaster, som optrænes på gården, gemmer Jördnara på slet skjulte hemmeligheder og et dybtliggende fremmedhad, mens Johnny måske heller ikke er den, han giver sig ud for at være.

»Du ligner ikke en, der hedder Johnny«, kommenterer kvinden, som afleverer de to piger. De samme spydige kommentarer, onde øjne og grelle skældsord møder den melankolske og stilfærdige mand af libanesisk-svensk baggrund ude på gården. 

Blandingen af amerikansk sydstatsikonografi og hjemlig, skandinavisk landbrug er uden tvivl det mest interessante element i Viaplays nyeste skud på krimistammen, ’Partisan’. Styret med lige dele hård hånd af patriarken Kent (Johan Rheborg) og moderlig kærlighed af konen, kommer det idylliske fællesskab hurtigt til at vække tanker om kultsamfund som Jonestown.

Her bliver de polske arbejdere behandlet som skidt, mens de ariske gymnaster opfører sine rutiner i smukke slo-mo-indstillinger, badet i lys ovenfra, som var sekvenserne filmet af Leni Riefenstahl. Serieskaberen Amir Chamdin har tydeligvis været lige så inspireret af traditioner fra nordisk noir som fra spaghetti-westerns. Soundtracket fylder landskabet med sprøde lyde fra akustiske guitarer og messende kor, mens kameraet gang på gang går helt tæt på Johnnys ansigt, hvis øjne nervøst piler rundt for at observere sine fjendtligt indstillede omgivelser.

Med øget fokus på Black Lives Matter i både USA og på vores side af Atlanten, har mange kritikere af bevægelsen været hurtige til at konstatere, at segregering og racisme udelukkende er et amerikansk problem. Så meget desto mere er det forfriskende med en skandinavisk serie, der tager den racistiske tyr ved hornene og viser vores egne grimme sider.

Desværre kan udførslen ikke følge med på det ambitiøse præmis. Blot to afsnit inde har ’Partisan’ allerede smidt sine umiddelbart stærkeste kort på bordet. »De er nogle klamme kultister«, fastslår Nicoline til sin søster, som dog uden megen grund straks forgabes i fællesskabet. Og lige efter Johnny er ankommet, bliver han kaldt fejlfarvet.

Ved at antagonisere landbrugsfolkene fra starten er det både lidt for let og belejligt som hvid skandinaver at vaske hænderne og lægge afstand til de uhyrlige kultister. Det står i kontrast til film som ’Get Out’, der netop lod os charmere af de liberale racister og konfronterede dermed de hvide seere med deres egen racisme.

Johan Rheborg og Fares Fares i ‘Partisan’.

’Partisan’ forsøger sig samtidig med en linjegang mellem sine mere fjogede elementer som et fællesskab af øko-nazister og seriøse tematikker om fremmedhad i det nordiske bagland – en balancegang, serien prompte falder over. Historien om Maria og Nicoline, der holdes isoleret, mens de skulkende og skurkagtige højrefløjsekstremister forbereder sig på at bruge dem som forsøgskaniner, går ikke hånd i hånd med Johnnys møde med racisme, mishandling af udenlandsk arbejdskraft og korrupte gårdejere.

Teknisk er ’Partisan’ desværre også endnu et metervarehåndværk i stil med andre Viaplay-produktioner som ’Rig 45’. Man skulle tro hovedattraktionen ved serien var den evigt charmerende Fares Fares, den bedste del af den populære, men komplet intetsigende ’Afdeling Q’-tetralogi. Men som den stilfærdige, migræneramte Johnny er Fares blottet for sin empatiske karisma.

Og om end Amir Chamdin gør brug af masser af stilistiske greb, virker han ikke helt til at have fingerspidsheden til at vurdere, hvorfor han gør brug af dem. De slående country-melodier kommer og går således ofte, uden det giver mening i scenen, og det samme kan siges om hans brug af nærindstillinger, som virker mere umotiverede end dragende.

Der er naturligvis tid til, at ’Partisan’ kan samle sig selv op ved skuldrene. Enten ved at gøre sine tematikker om racisme i Norden mere gangbar for den gængse svensker, eller ved at omfavne sine mere outrerede genregreb. Lige nu står serien som en ærgerlig rodebunke af gode ideer, der desperat søger en identitet.


Kort sagt:
Karismatiske Fares Fares er spildt i krimiserie om racisme i Norden, som ikke har kompetencen og modet til at gå hele vejen med sine ellers relevante tematikker.

’Partisan’. Serie. Hovedforfatter: Amir Chamdin. Medvirkende: Fares Fares, John Rheborg, Sofia Karemyr, Anna Björk, Ylvali Rurling. Spilletid: 5 afsnit á 45 min. Premiere: Kan ses på Viaplay.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af