’Away’: Hilary Swank er en irriterende »mommy in space« i ny Netflix-serie

’Away’: Hilary Swank er en irriterende »mommy in space« i ny Netflix-serie

Der er sort skærm og stilhed, hvis man altså ser bort fra den æteriske pling-pling underlægningsmusik. Tomhed. Uendelighed.

Midt i dét toner jorden frem som en lillebitte, blå planet i det fjerne – så lille, at den kan holdes mellem to handskeklædte fingerspidser. Fingrene viser sig at tilhøre astronauten Emma Green (Hilary Swank), der gør pit-stop på Lunar Alpha Base på månen, inden turen går videre til Mars.

Dermed er temaet i Netflix-serien ’Away’ symbolsk søsat fra starten: Det er muligt, at Emma skal lede den første bemandede og dermed historisk og videnskabeligt banebrydende mission til Mars, men fokus forbliver på den velkendte planet og familie, hun er væk fra.

Der er ikke meget »to boldly go where no human has gone before« over ’Away’. Ønsker du dig velfortalt udforskning af universet med stærke kvinder i front, så se hellere ’Star Trek: Next Generation’.

Vil du derimod gerne forvisses om, at hjemme er bedst og eventyr kan findes i egen baghave, så er ’Away’ nok mere din boldgade. Det er familiehverdagsmelodrama med Mars-mission som mere eller mindre ligegyldig baggrund. Jovist, Emma er ekstra langt væk og kan dø af sit job. Men principielt kunne hun lige så godt have været en skyldplaget, fraværende forælder udsendt til Afghanistan. For det vigtigste er yngelpleje, som vi får skåret ud i pap af en af (alt for) mange beskeder til teenagedatteren Alexis:

»Der var engang, hvor jeg troede at det at flyve var alt. Hvor jeg troede, at Mars var alt. Hvor jeg ikke havde nogen idé om, hvor meget mere der var«. 

Og bare for at slå helt fast, at dette »meget mere« – denne »mening større end Mars« er lig med Moderskabet – så suppleres beskeden af et flashback til dengang, unge Emma takkede nej til at flyve jagerfly på grund af graviditet.

’Away’ har tydeligvis haft budgettet i orden, så både skuespil og kulisser er i top, men er man bare en smule nørdet, vil man undre sig over mangt og meget.

Lad gå, at der er kunstig tyngdekraft i astronauternes sovekabiner. Lad gå, at når astronauterne færdes vægtløst i de fælles områder, har de pudsigt nok altid hovederne samme vej. Begge dele gør immervæk produktionen nemmere. Men at forestille sig en hel kabine med seng, skrivebord og gulvplads afsat til hver astronaut på allerførste tur til Mars – altså fem gange fire kvadratmeter plus en tom korridor – er ude i hampen.

På den Internationale Rumstation har beboerne mindre end en brusekabine hver!

Dét kunne have udgjort et fedt dramaturgisk benspænd, der kunne afføde helt nye fortællinger om relationer, men ’Away’ er ikke ude på at levere noget nyt. Så vi får trygge, velkendte fortælleteknikker, hvor hver astronaut har sit eget afsnit med flashbacks tilsat kønnede og etniske klicheer.

For eksempel skal vi vide, at den sorte astronaut fra Gambia mistede sine forældre til fattigdom, inden han blev reddet og adopteret af vesten. Så er der den anden kvinde om bord, nemlig kinesiske Lu, der på et tidspunkt anbefaler Emma at »se op« og koncentrere sig om sin mission i stedet for at forsøge at micro-manage sin familie fra rummet. Lu er også mor, men har til forskel fra Emma accepteret, at hendes mand må stå for forældreskabet de næste tre år. Ligger der mon heri en antydning af, at man kan gøre kvinderoller på flere måder?

Nope.

For serien slår hurtigt fast, at Lu kun er afklaret på overfladen. Nedenunder er hun ulykkeligt undertrykt af sin kultur. Hun er nemlig forelsket i en kvinde, og selvom de to end ikke har kysset, får deres kærlighed grumme konsekvenser i mødet med homofobiske Kina. Over for dét står individualistiske (såfremt man tolker Kærlighedsægteskab og Moderskab som individualismens forposter) Emma fra The Land of the Free. Hun er hetero, men kan alligevel levere vise ord om fri homokærlighed til Lu gennem den låste dør til Lus astronautkammer.

Selv i rummet er Emma en slags forælder. Og partner, da en af mandeastronauterne selvfølgelig brænder varm på hende.

I stedet for at begræde det spildte sci fi-potentiale, kan man se ’Away’ som melodrama med rumfart som mere eller mindre tilfældig setting. I så fald skal serien konkurrere med et væld af andre melodramaer, og her tager den munden for fuld.

For det er åbenbart ikke dramatisk nok, at mor skal rejse ud i rummet med en raket ramt af så mange tekniske problemer, at det får IC4 til at ligne en succeshistorie. Vi skal længere ud. Enter hospitalsdrama (!) i et skoleeksempel på, hvordan manuskriptforfattere kan misbruge handikap til at drive plottet frem. Vi skal derud, hvor Alexis måske har arvet sin fars dårlige gener og selv kan ende i kørestol. Derud, hvor Alexis sniger sig ud med en motorcross-kørende badboy, mens far bonder lige lovligt meget med sin fraværende kones single-kollega.

Pyt med Mars. ’Away’ holder sig til den baghave, vi kender. 


Kort sagt:
Der er for lidt rumfart og for meget melodrama over ’Away’, som forspilder sci fi-potentiale til fordel for kedsommeligt velkendt familiefnidder.

Anmeldt på baggrund af hele sæson 1.


’Away’. Serie. Hovedforfattere: Jessica Goldberg, Andrew Hinderaker. Medvirkende: Hilary Swank, Josh Charles, Talitha Eliana Bateman: Spilletid: 10 afsnit á 50 min. Premiere: Hele sæsonen kan ses på Netflix.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af