‘Den sorte jord’: Indigneret thriller om det sovjetiske folkemord overspiller sin egen kritik
Der går et sug igennem den forfrosne togvogn, da Gareth Jones hiver en appelsin ud af rygsækken. Den unge reporter piller nænsomt skrællen af frugten, mens de forhutlede passagerer omkring ham stirrer på hans fingre med indædt desperation. Da han smider skrællen fra sig, kaster de sig frådende over resterne.
Waliseren Jones er rejst til det sovjetisk-besatte Ukraine i begyndelsen af 30’erne for at få svar på, hvordan det kommunistiske styre finansierer sin kostbare arbejderrevolution. Svaret finder han midt i den ukrainske isvinter, hvor millioner af fattige bønder sulter ihjel som følge af regimets landbrugsreformer.
‘Den sorte jord’ skildrer den autentiske historie om journalisten Jones og hans grusomme reportager fra det ukrainske folkemord helt uden omsvøb. Filmens titel såvel som den ovenstående anekdote stammer fra en berygtet artikel fra 1933, hvori Jones som den første i Vesten kunne dokumentere, at Stalins regime systematisk udpinte landets ellers frugtbare marker for at have midler til sin militære oprustning.
I filmen, som er instrueret af den polske veteran Agnieszka Holland, er Jones fremstillet som en blåøjet, men ihærdig udenrigskorrespondent, der modsat sine venner i den britiske elite ser med bekymring på Sovjetunionens fremmarch og deres selverklærede arbejderparadis. I håb om at få et interview med Stalin selv rejser Jones (James Norton) derfor til Moskva, hvor han hurtigt kommer på sporet af de graverende hemmeligheder om nationens kollektive landbrug.
Det er en klassisk fortælling om den nævenyttige journalist, der insisterer på at afsløre de sandheder, som ingen ønsker at kende. I London tør politikerne ikke at lægge sig ud med fremmede magter, efter finanskrakket også har tvunget briternes økonomi i knæ. Samtidig lader Jones’ journalistkollega i Moskva, Pulitzer-vinderen Walter Duranty (Peter Sarsgaard), til at være mere optaget af sine dekadente cocktailfester fyldt med stoffer og sex. Kun Durantys smukke assistent, den fiktive journalist Ada Brooks (Vanessa Kirby), ønsker at lytte.
På papiret har Holland således alle de rette komponenter til en mørk og intens thriller: Konspirationer, international spionage, korrupte statsmænd og en ukuelig journalist til at hive tæppet væk under dem.
Desværre er historien fortalt i så excentrisk et filmsprog, at den fortættede stemning letter, allerede inden Jones vender hjem fra det snedækkede Sovjet. De mange fastforward-sekvenser, rytmiske montager og sorthvide arkivklip er dybest set unødvendige i en film, hvis alvorlige emne sagtens kunne bære et mere afdæmpet udtryk.
For det er virkelig et umenneskeligt syn, der venter i de øde, ukrainske landsbyer: Lig i gaderne, udmagrede børn og tomme blikke trænger sig på overalt, imens Jones også mærker sulten på egen krop.
Holland er på ingen måde subtil i sin hudfletning af Sovjetunionens rædsler, og filmen igennem fornemmer man 40’ernes ubegribelige tragedier lure som et uvejr i horisonten. Faktisk i en sådan grad, at man efterhånden begynder at undre sig over, hvordan den unge Jones som den eneste er i stand til at gennemskue katastrofens omfang, mens resten af Europa vender blikket væk.
Der er selvfølgelig ingen tvivl om, at virkelighedens Gareth Jones satte et afgørende aftryk på sin samtid, hvor store dele af den tænkende klasse stadig så beundrende på kommunismens idéer om lighed og solidaritet. Hans artikler var blandt andet en direkte inspiration for George Orwells berømte roman ‘Animal Farm’ (1945), som Holland har valgt at anvende som en slags rammefortælling for filmen.
Og selvom Orwells bondegårdsallegori over magtsyge despoter og korrumperet ideologi langt fra er blevet mindre relevant i årene siden udgivelsen, får de løbende referencer til ‘Animal Farm’ kun filmens kritiske pointer til at fremstå klodsede og overfortalte. ‘Den sorte jord’ har hverken brug for de kuriøse effekter eller litterære afstikkere. Historien taler helt for sig selv.
Kort sagt:
’Den sorte jord’ er et heroisk forsvar for den frie journalistik, men instruktør Agnieszka Holland er så opsat på at vise historiens uret, at hun glemmer at holde sig til sagens kerne.