Er ‘Donnie Darko’ mere end en kultfilm her to årtier efter premieren?

Selvom den floppede ved billetlugerne har ‘Donnie Darko’ vokset sig til en af de største kultsucesser i nyere tid. Snart 20 år efter premieren prøver filmens fans stadig ihærdigt at finde mening i den filosofiske leg med tid og rum, der omgiver dens vrede unge emoteenager. I denne uge banker filmklubben på spejlet, og ser om der er tomt inde bag ved eller ej.
Er ‘Donnie Darko’ mere end en kultfilm her to årtier efter premieren?

Soundvenue Filmklub er præsenteret i samarbejde med Viaplay. Hver uge dykker vi dybt ned i en moderne klassiker og undersøger, om den stadig holder. Hør en dybere diskussion af ‘Donnie Darko’ i ugens afsnit af Soundvenue Filmklub-podcasten.

Den bedste replik i Richard Kellys one hit wonder-film ‘Donnie Darko’ fra 2001 springer med store armbevægelser ud i sin teenagede sci-fi-filosoferen over, hvad der egentlig er virkeligt.

»Why are you wearing that stupid man suit?« lyder det fra den dommedagsvarslende kaninskikkelse Frank, da Jake Gyllenhaals sprængfarlige Donnie i en tom biografsal spørger ham, hvorfor han går med kostume. 

For i ‘Donnie Darko’ er intet helt, som det ser ud. Der bliver banket på virkelighedens spejl, og det giver efter. 

Men er der noget bagved spejlet? Eller er filmen en ung debutants formørkede dagbogsdrømme, der som en navlepillernes magnet har vokset sig fra en biograffiasko til en af årtusindets største kultsucceser? 

En underdog bliver til 

I virkeligheden synes jeg kun, det gør ‘Donnie Darko’ endnu vildere, at hele fortællingen omkring filmen også handler om at være det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, hvilket i sidste ende udvikler sig til det rigtige. 

Efter at have kæmpet for at få filmen i produktion var den tæt på at ende sin skæbne straight to video. Dog slap den igennem nåleøjet og fik begrænset biografpremiere. Men inden den nåede til premieredagen, 26. oktober 2001, havde virkeligheden overgået fantasien, og to fly var fløjet ind i World Trade Center 11. september 2001. 

Efter det var der ikke rigtigt nogen, der havde lyst til at se verden gå under – og da slet ikke til at se flydele falde ned fra himlen. 

‘Donnie Darko’ foregår i Middlesex, Virginia 1988, men er filmet i Los Angeles.

At filmen senere fik kultsucces, som dvd-æraen tog fart, og internettet gjorde det muligt at nørde filmens fiktive tidsrejsevidenskab, reddede den ellers kritikerroste biograffiasko fra at gå i glemmebogen. 

I ugens Filmklub-podcast (find den i feedet for Soundvenue Streamer) er vi højst uenige om, hvorvidt ‘Donnie Darko’ fortjener at blive anerkendt som en klassiker i egen ret og ikke kun en kultfilm.

Men vi kan blive enige om, at Richard Kelly som kun 26-årig med sin instruktørdebut udviste stort mod, da han lavede en arthousefilm for teenagere i en tid, hvor ‘Road Trip’, ‘Scary Movie’ og ‘American Pie’ dominerede genren. 

Wake up, Donnie 

Hovedpersonen Donnie er søvngænger og har psykiske problemer grænsende til det karakterafvigende. 

Vi møder ham første gang, da han vågner op midt på vejbanen på toppen af en bakke, som om det var det mest naturlige i verden. 

Han cykler tilbage til sit hus til tonerne af sangen ‘Killing Moon’, hvis melodiske omkvæd handler om at give sig hen til skæbnen. 

Næste nat vågner han op på en nærliggende golfbane, hvor han i nattetimerne har stiftet bekendtskab med Frank. En kaninudklædt skikkelse med en hypnotiserende stemme, der informerer ham om, at verden går under om 28 dage, 6 timer, 42 minutter og 12 sekunder. 

I mellemtiden er en flymotor faldet ned og har knust hans værelse. 

Det er her, ‘Donnie Darko’ udvikler sig fra fortællingen om den vrede unge mand, til en opløsning af tid og rum bag de hvide forstadsstakitter. Som Richard Kelly selv har beskrevet det: »’Catcher in the Rye’ as told by Phillip K. Dick«. 

Mindblowing eller for meget? 

Sammenfaldet mellem Franks dommedagsvarsel og den faldne flydel er intet tilfælde. 

Da Donnie på grund af sit søvngængeri undgår jetmotor-døden, åbnes et ormehul mellem den virkelige verden og et parallelunivers – og fordi universernes sammenstød ikke er blevet afværget af Donnie, vil jorden gå under. 

Hvilket egentlig er meget sigende for ‘Donnie Darko’: Det mest forvirrende er ikke, at titelkarakteren får en usynlig ven, der fortæller ham om verdens undergang i kanindragt.

Med antydningen af en videnskabelig forklaring på dommedagskaninens entré, og at Donnie ser flydende tidsstrenge strømme ud af brystkasserne på sine omgivelser, er ‘Donnie Darko’ også guf for internetforaernes kodeknækkere. 

Efter at have beskæftiget mig intenst med fanhjemmesiden donniedarko.org.uk er jeg dog ikke sikker på, om det gør filmen bedre eller værre at dyrke den som et metafysisk mysterie. For det kan ikke løses. Lige meget hvor bekendt man slynger om sig med udtrykkene fra den fiktive tidsrejsebibel ‘Philosophy of Time Travel’, der populært forkortes PoTT til flittig brug. 

Hvis man er nysgerrig på vores velmenende forsøg på at udfolde ‘Philosophy of Time Travel’-teorien, kan det høres i ugens podcastepisode

Donnie (Jake Gyllenhaal) og kæresten Gretchen (Jena Malone).

Som Christopher Nolans ‘Interstellar’ efterfølgende har eksemplificeret, er der intet som et godt ormehul, der kan få fanhjerterne til at banke. 

Og det gør de stadig hos ‘Donnie Darko’-fans 20 år efter premieren. På Instagram mente 82 procent, at filmen er mindblowing. Måske netop på grund af det fortællemæssige mindfuck. 

Men i virkeligheden synes jeg ikke, ‘Donnie Darko’ behøver at give mening inden for rammerne af dens selvlancerede tidsfilosofi. 

Ligegyldigt om man opfatter det, Donnie oplever, som overnaturligt, en drøm eller reel skizofreni, er det interessante Kellys filosofiske vovemod. 

Om man oplever det som fortællingen om eksistentiel ensomhed, grundangsten for at verden er et simulakrum, eller værre endnu en meningsløs virkelighed fyldt med hykleri, kan man som Donnie finde ro i bevidstheden om verdens undergang. 

På den måde er Donnie Darko noget så absurd som en coming-of-death-film. 

Følg med i Soundvenue Filmklub i næste uge, hvor vi kaster os over highschool-hittet ‘Clueless’.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af