Soundvenue Filmklub er præsenteret i samarbejde med Viaplay. Hver uge dykker vi dybt ned i en moderne klassiker og undersøger, om den stadig holder. Hør en dybere diskussion af ‘Trainspotting’ i ugens afsnit af Soundvenue Filmklub-podcasten.
Arbejdsløshed, kriminalitet og støt stigende heroinmisbrug og dødelighed blandt de unge.
Det var virkeligheden i 1980’ernes Skotland. En af dem, der overlevede, var Irvine Welsh. I 1993 udgav han romanen ’Trainspotting’, der fortalte råt for usødet om den barske tilværelse som stofmisbruger i hovedstaden Edinburgh. Bogen var en kæmpe succes, og mange instruktører bejlede til at løfte filmatiseringen. Men valget faldt i sidste ende på Danny Boyle, der forinden havde imponeret med den sorte komedie ‘Shallow Grave’.
Og det er svært at forestille sig en bedre instruktør til opgaven. Hans fandenivoldske instruktion gjorde historien om den 26-årige junkie Mark Renton (fortrinligt spillet af en kronraget, udmagret Ewan McGregor) og kampen for at bryde med barndomsvennerne Sick Boy, Begbie og Spud og de dårlige vaner til et popkulturelt fænomen. Godt hjulpet på vej af et af tidens mest ikoniske soundtracks.
Da ’Trainspotting’ havde premiere i 1996 blev den af mange beskyldt for at glorificere brugen af stoffer. Kritikken kom fra de samme kristne, konservative stemmer, som i 80’erne og 90’ernes Storbritannien ligeledes beskyldte blodige videofilm for at gøre landets yngre generationer til voldsfetichister. Det er jo nemmere at skyde skylden på noget håndgribeligt end at tage fat ved problemets rod: En arbejderklasse, der var blevet svigtet af landets politikere.
Fælles for de virkelighedsfjerne kritikere var, at de ofte ikke havde set de film, som de så passioneret bedrev korstog imod. Havde de gjort sig den ulejlighed, var de (forhåbentligt) kommet på andre tanker.
For selvom ’Trainspotting’ på overfladen fremstår hip med dens smarte og sjove dialoger og energiske britpop-numre, undlader den ikke at vise, at brugen af stoffer kan være en nedstigning til helvede. Tænk bare på den forsømte, dehydrerede baby, der ligger livløst i tremmesengen. Eller på Tommy – gruppens ellers mest fornuftige medlem – som bliver ædt op af hiv og parasitter.
Blandingen af det surrealistiske med den barske virkelighed er en af filmens største forcer. Som når Renton dykker ned i Skotlands klammeste toilet for at få fingrene i et par opiums-stikpiller, han ved en fejl har skidt ud, eller når han senere falder ned under gulvtæppet, da han overdoser på heroin smukt akkompagneret af Lou Reeds ‘Perfect Day’.
Boyle viser, at bare fordi man ikke dæmoniserer stofmisbruget med en løftet pegefinger, så er det ikke ensbetydende med, at man glorificerer det.
Jeg tror ikke, der er mange, der er blevet heroinmisbrugere, fordi de har set ‘Trainspotting’ – heller ikke selvom det i åbningsscenen bliver beskrevet som 1000 gange bedre end en orgasme.
Til gengæld bliver man hooked på filmmediet på ny.
Havde vi virkelig brug for en efterfølger?
I sidste halvdel af ’Trainspotting’ lykkes det faktisk Renton at få et job på et ejendomskontor i London, men det varer ikke længe for de gamle ‘venner’ begynder at suge på lappen af ham og hans løn. De får ham endda overtalt til at hjælpe med en stor heroinhandel, og pludselig er de i besiddelse af 16.000 pund (et for dem svimlende beløb). Men Renton har andre planer…
Slutscenen, hvor Renton forråder sine mates og stikker af med pengene med ’Born Slippy .NUXX’ pumpende på soundtracket med ønsket om endelig at »vælge livet«, står stadig som en af filmhistoriens stærkeste. Man efterlades som tilskuer fyldt med spørgsmål: Slipper han væk? Vil det lykkedes ham at blive clean? Og vigtigst af alt: Vil han overhovedet være lykkelig med et ‘normalt’ liv?
Boyle gav os svaret i efterfølgeren ’T2: Trainspotting’, og selvom den i og for sig er udmærket, står originalens slutning for mig stærkere, når man efterlades i det uvisse. Det fik mig til at tænke på vores egen populære narkofilm fra samme år, nemlig ’Pusher’, hvor Kim Bodnias Franks skæbne heller ikke bliver afgjort i filmens spilletid – men heller ikke i de to efterfølgere. I stedet valgte instruktør Nicolas Winding Refn at udforske bifigurene. Det ville jeg ønske, Boyle også havde gjort.
Den overflødige efterfølger rykker dog ikke ved originalens gennemslagskraft, og jeg kan med glæde erklære, at ’Trainspotting’ med snart 25 år på bagen stadig besidder samme virilitet, som den gjorde ved premieren.
Gør som mig: Vælg livet, vælg film, vælg ’Trainspotting’.
Følg med i Soundvenue Filmklub i næste uge, hvor vi kaster os over teenage-mindfucket ’Donnie Darko’.