Soundvenue Filmklub er præsenteret i samarbejde med Viaplay. Hver uge dykker vi dybt ned i en moderne klassiker og undersøger, om den stadig holder. Hør en dybere diskussion af ‘Ex Machina’ i ugens afsnit af Soundvenue Filmklub-podcasten.
På den computer, jeg sidder foran i skrivende stund, er der over skærmen placeret et lille webcam. Jeg er ikke blandt dem, der har dækket det til med tape, men efter at have genset ’Ex Machina’ er det noget, jeg har taget op til kraftig genovervejelse.
Science fiction er mange ting, men bedst er det, når fortællingerne sætter et spejl op foran os og tvinger os til at tage stilling til os selv, og hvor vi er på vej hen som civilisation.
Sådan en film er ’Ex Machina’.
Den debuterende instruktør Alex Garland var i filmverden primært kendt som manuskriptforfatter på en række af Danny Boyles film, heriblandt ’28 Days Later’ og ’Sunshine’. Han var således ikke uvant med dystopiske fremtidsscenarier.
Da hans debut udkom i 2014, udtalte han, at målet var at skabe en fremtidsfortælling, der foregik lige om lidt. Nu er der snart gået seks år siden premieren, og der er allerede sket uoverskueligt meget på det halve årti. Er historien mere presserende end nogensinde før? Er ’Ex Machina’ overhovedet en fremtidsfortælling længere?
Forført af en androide
I ‘filmen møder vi den unge programmør for BlueBook (filmens ækvivalent til Google), Caleb (Domhnall Gleeson), som bliver udvalgt af sin chef Nathan (spillet af Oscar Isaac i en af hans bedste præstationer) til at teste intelligensen af hans tophemmelige eksperiment: en yderst livagtig androide kaldet Ava (Alicia Vikander) udstyret med en uhyggeligt menneskelig, kunstig intelligens delvist skabt ud fra BlueBooks indsamlede brugerdata.
Nathan fortæller, apropos webcam-dilemmaet, stolt, hvordan han ved at aktivere alle kameraer og mikrofoner på alverdens enheder har fået sit skaberværk til at kunne genkende ansigtsudtryk. Han har endda gjort det med fabrikanternes accept. For som han selv siger til Caleb: »De kunne ikke anklage mig uden at indrømme, at de selv gjorde det«.
Dengang virkede det som et dristigt postulat, men i dag bliver vi ikke overraskede, når der pludselig popper reklamer op på Instagram for noget, man lige har siddet og snakket med en ven om, mens ens telefon lå på bordet.
Og det er bare toppen af isbjerget. Tænk på de mere og mere intelligente enheder, vi omgiver os med til daglig, som vi glædeligt fodrer med informationer. Kombinerer man det med den stødt voksende sexrobot-industri, så føles ’Ex Machina’ næsten ikke som science-fiction længere.
Er Ava-robotten lige om hjørnet? Hør vores (og jeres) bud på dette denne ugens episode.
I løbet af filmen går det op for Caleb, at Ava delvist er skabt ud fra hans egen søgehistorik, herunder hans præferencer inden for porno. At netop dén grund lykkes det Ava at overtale ham til at iværksætte den flugtaktion, der slipper ‘hende’ ud i verden efter at have slået sin egen skaber ihjel.
Det er den klassiske historie om menneskets forhold til teknologien, og om hvordan den i sidste ende skubber os til side. Som forbrugere er vi hurtige til at lade os forføre af et smukt ydre og blive imponeret over teknologiens mange muligheder. Det er først, når det er for sent, at vi indser, at vi har forårsaget vores egen undergang.
Fik jeg forresten nævnt, at en androide for et par år siden fik statsborgerskab i Saudi Arabien?
Den lille film, der kunne
Ikke nok med, at ‘Ex Machina’ blæste sit publikum bagover med det tankevækkende plot – den gjorde det i høj grad også med sine blændende visuelle effekter. Og selvom vi har at gøre med en independent-film med et minimalt budget på kun 15 millioner dollars, imponerer den stadig.
Jeg bliver glad i mit filmhjerte, hver gang jeg kommer i tanke om, at en mastodont som ’Star Wars: The Force Awakens’ måtte se sig slået af en film som ’Ex Machina’, når det gjaldt Oscar-statuetten for bedste effekter. Det var nemlig fuldt fortjent.
Ikke nok med, at vi har set mange andre film som ’Star Wars’, så glemmer man aldrig, at det hele er lavet på en computer, når lærredet er fyldt med eksplosioner, rumskibe og mærkelige væsner. Nogle gange kan mindre gøre det.
’Ex Machina’s største bedrift er uden tvivl androiden Ava, hvis første indtræden på scenen giver en følelsen af, at det er første gang, man ser en ægte androide. Opskriften er det unikke sammenspil mellem de computergenererede billeder og eminent skuespil fra Alicia Vikander, der med sine små mekaniske bevægelser og kontrollerede mimik er med til at sælge idéen.
Filmen gør derved effekterne nærmest usynlige – og det er vel nok den største ros, en trickfilm kan bryste sig af.
Følg med i Soundvenue Filmklub i næste uge, hvor vi kaster os over ‘Lost in Translation’.