Soundvenue Filmklub er præsenteret i samarbejde med Viaplay. Hver uge dykker vi dybt ned i en moderne klassiker og undersøger, om den stadig holder. Hør en dybere diskussion af ‘The 40-Year-Old Virgin’ i ugens afsnit af Soundvenue Filmklub-podcasten.
Hvordan føles et bryst?
I hvert fald ikke som en pose sand. Det er den første eviggyldige lektion fra Judd Apatows debutfilm ‘The 40-Year-Old-Virgin’, hvor netop denne sammenligning afslører Steve Carells modne jomfrukarakter Andy Stitzers udeblevne uskyldstab.
Ved 2020-gensynet står det dels klart, hvor tarveligt og upassende det er af Andys kollegaer i elektronikforretningen Smart Tech at håne ham for den mest intime og tabuiserede del af hans liv. Men heldigvis også, at det stadig er utroligt morsomt at se den sitrende Carell i sin gennembrudsrolle på utroværdig vis forsøge at spille med på mandegruppens opblæste seksualjargon.
Plat eller grineren?
I forbindelse med Soundvenue Filmklubs gensyn med ‘The 40-Year-Old Virgin’ spurgte vi på Soundvenues Instagram, hvor lytterne stod, når det kom til Apatows karakteristiske humor: Plat eller grineren?
Med 69 procent af stemmerne på »grineren«, vækker komedieklassikeren heldigvis stadig genklang 15 år senere.
Jeg er altså ikke alene om at grine af Carells brystbeskrivelse, Paul Rudds geniale nedrakning af Michael McDonald eller Jonah Hills geniale birolle som den utålmodige køber af et par Go Go-støvler med guldfisk i hælene.
Om kap med Carell skinner Paul Rudd, Seth Rogen og Romany Malco som de håbløse Smart Tech-kollegaer, der hurtigt dedikerer deres liv til at hjælpe Andy med at få et slag fisse og i øvrigt – som det adskillige gange lyder i filmen – holde op med at sætte selvsamme på en piedestal.
Ved at gense manuskriptforfatter, instruktør og producer Judd Apatows filmiske instruktørdebut og første egentlige publikumssucces er det ikke til at tage fejl af hans varemærke: en perfekt balancegang mellem en umiddelbar grovkornet faible for penisjokes, hjemmegjorte rygeinstrumenter og nørdfællesskaber og følsom fejlbarlighed i den store forkromede forestilling om kærlighed.
Hænderne over dynen
På mange områder er ‘The 40-Year-Old-Virgin’ ellers temmelig gammeldags.
Lige inden Andys kollegaer opdager, at han er jomfru, tror de, han er homoseksuel. I en af filmens mest hyldede scener bliver homoseksualitet endda sidestillet med fordomsfulde forestillinger om udpræget »fesne« interesser – at knytte et par denimshorts eller være Coldplay-fan.
Når det kommer til sexscener, er filmen også konservativ. Udover et par pornoskud er Elizabeth Banks løsslupne onaniscene i badekarret det tætteste, vi kommer på et eksplicit klimaks.
Da Andy og Trish endelig forenes seksuelt, har de først sagt ja ved alteret. Og klimakset udtrykkes ikke med bar hud, men med sang og dans til tonerne af ‘Aquarius/ Let the Sunshine In’ fra hippiemusicalen ‘Hair’.
Jomfru med hår på brystet
Jomfrustereotypen i Hollywood har mestendels været forbeholdt kvinder under navnet »the ingenue« og nød i 80’erne en genopblomstring i John Hughes-film som ‘The Breakfast Club’ og ‘Pretty in Pink’ – som regel kropsliggjort af Molly Ringwald.
Selvom highschool-klassikeren ‘American Pie’ ofte får æren for at omskrive jomfrufortællingen til den moderne sexkomedie ved at bytte teenagepigen ud med teenagedrengen, synes jeg, at Apatow fortjener ros for i stedet at latterliggøre hele spektaklet omkring uskyldstabet.
Ved at gøre en 40-årig mand med en brystkasse som en varulv og en lejlighed fuld af sjældne actionfigurer til sin ingenue latterliggør Apatow stereotypen og fortæller på sin vis, at coming-of-age-filmen er lige så medskyldig, når det gælder at sætte »the pussy on a piedestal«.
‘The 40-Year-Old Virgin’ er på papiret en sexkomedie, hvor hovedkaraktens store mål rimeligt åbenlyst altså er at dyrke sex. Men undervejs kommer det i højere grad til at handle om at finde kærligheden, blive gift og dermed opnå en mere meningsfuld tilværelse, hvor sex føles bedre, fordi det ligestilles med et lykkeligt, traditionelt familieliv.
At det så er konservativt og banalt ud over alle grænser er en anden historie. Fordi det samtidig er utradionelt underholdende.
Mindre sperm, mere hjerte
I et interview med Vulture fra 2017 opsummerer Apatow det meget godt ved at videregive sit motto: »Less jizzz, more heart«.
Og det er netop balancegangen mellem det virile og det romantiske, som gør Apatows film til noget særligt. Den både personlige og indflydelsesrige komediestil, han slog fast i ‘The 40-Year-Old Virgin’, som ændrede den moderne komediefilm.
I modsætning til den klassisk kvindeorienterede romantiske komedie, blotlægges mændenes tilværelser som ufuldstændige uden tosomhedens lykke. Det er uskyldige Andy, der halvhjertet forsøger at få den op at stå til pornofilmen ‘Space Nuts’, mens stearinlys og ‘Hello’ med Lionel RItchie afslører hans totale uinteresse i at leve op til den ellers så hævdvundne filmforestilling om manden, der vægter sex højere end kærlighed.
Så selvom ‘The 40-Year-Old Virgin’ lokkede os med en umiddelbart sexfikseret titel og præmis, fik vi rent faktisk en kærlighedshistorie, der stadig holder i dag, fordi den hviler på et solidt humoristisk fundament af æblebongs, pornojokes og eklatant ringe scoretricks.
Følg med i Soundvenue Filmklub i næste uge, hvor vi kaster os over sci-fi-nybruddet ’Ex Machina’.