Jørgen Leth har lavet sit filmiske testamente: »Jeg synes jo stadigvæk, jeg har noget tilbage at opleve«

Med ’I Walk’ konfronterer 83-årige Jørgen Leth for første gang sin egen dødelighed på film. Selv synes han stadig, endeligheden er svær at acceptere. Men han drømmer om en udgang a la Marlon Brando i ’The Godfather’.
Jørgen Leth har lavet sit filmiske testamente: »Jeg synes jo stadigvæk, jeg har noget tilbage at opleve«
Jørgen Leth i 'I Walk'. (Foto: Tómas Gislason)

Det er den 12. januar 2010. Jørgen Leth befinder sig på øverste etage i sit hus i byen Jacmel på Haiti, da væggene omkring ham begynder at revne og forsvinde. Pludselig har han udsigt til den åbne himmel. Haïti er uden varsel blevet ramt af et voldsomt jordskælv, som lægger Jørgen Leths hjem i ruiner. I en tilstand af chok bliver han i sidste øjeblik ført ned ad en trappe og reddet ud på gaden af assistenten Beleque. Oplevelsen sætter sig i sind og krop som et traume, og siden da hjemsøges Jørgen Leth af mareridt og søvnbesvær.

Han får svært ved at holde balancen, gå og huske.

»Det var et chok. Det ændrede mit liv, jo. Jeg regnede med at skulle fortsætte i mit skønne hus i Jacmel, som jeg allerede havde boet i i 13 år. Det var et vidunderligt hus, hvor jeg også havde besøg af min familie og venner. Så det var min plan, men lige pludselig blev den plan afbrudt på en meget voldsom måde«, fortæller Jørgen Leth. 

I et forsøg på at bearbejde både sit personlige og det nationale traume begynder Jørgen Leth et år efter jordskælvet at filme sin hverdag og sine omgivelser fra det lille hotel i Cap-Haïtien på den haitianske nordkyst, som han flyttede ind i i januar 2011, og hvor han stadig bor. Her filmer han med sin mobiltelefon en form for dagbog og vidnesbyrd fra det smadrede land. Det er de optagelser, som her ti år senere er blevet til dokumentarfilmen ‘I Walk’, og som er grunden til, at vi mødes en solrig formiddag i oktober.

Fødderne skridter forsigtigt op ad trappen til det lille kammer på førstesalen i Grand Bio. En fod foran den anden. Ikke falde, ikke falde. I døråbningen toner Jørgen Leth frem iført skjorte under den sorte vindjakke og med en stok i hånden. 

»Malene Tabart?«.

Han nævner opmærksomt mit navn, da vores albuer mødes i en corona-hilsen. Øjnene bliver smalle, og munden bred, mens smilet blotter tænderne.

»Det får mig til at tænke på cykelrytteren Noel Taggart«.

‘I Walk’, som Jørgen Leth omtaler som sit filmiske testamente, handler om en ældre mand (Jørgen Leth), som må genlære at sætte det ene ben foran det andet og tage ét skridt ad gangen efter en nærdødsoplevelse, da hans elskede hjem i Jacmel på Haiti rammes af et jordskælv. Med en blanding af monologer, digte og billeder følger filmen sin ophavsmand på en rejse tilbage til nulpunktet. »Jeg gik jo godt før jordskælvet« siger han på lydsporet. »Jeg går dårligt bagefter«. 

Helt konkret må Leth undervejs i filmen erkende, at alderdommen indhenter ham, og at tiden ebber ud. Når han ser sig selv udefra stavre afsted på sine stive ben, ser han en gammel mand, fortæller han i filmen. En gammel mand, som slæber sig mod livets afslutning. Men det at gå og sætte en fod foran den anden repræsenterer også viljen til at overvinde livets traumer og finde fodfæste i tilværelsen, selvom alt er styrtet sammen. 

»Den svimlende fornemmelse af at gå gennem sit eget liv, og alting er nyt«, som Leth beskriver det i filmen. 

Alderen æder tiden

På den måde kan ‘I Walk’ tolkes som en livsbekræftende fortælling om overlevelse og overvindelse. Samtidig er det historien om en mand, som må indse, at han ikke har evigheder tilbage, før han må slippe sit tag i livet, selvom han på ingen måde er klar.

»Jeg kan godt lide at fremstille det så enkelt som muligt, og det var det elementære for mig. Jeg fik det vanskeligere ved at gå lige pludselig efter jordskælvet. Jeg ved ikke, om det er noget mentalt, eller hvad fanden det er, men det var dér, jeg først mærkede balanceproblemer, og derfor er det udgangspunktet, og det er også udgangspunktet, at man skal overvinde det«, begynder filmlegenden, da benene har fundet ro i lænestolen.

»Jeg skrev digte om det: Du skal sætte den ene fod foran den anden. Det er det elementære i livet. Det er det, man gør for at komme videre. Det bliver meget symbolsk. Jeg kan godt lide, at ordene er så enkle som muligt, og det arbejder jeg meget med i mine digte, så det bliver så usmykket og umetaforisk som muligt. På en måde synes jeg, at Hemingway er den store læremester for alle, der beskriver virkeligheden, og det er ham, jeg er inspireret af, når jeg forenkler tingene så meget. I walk er jo simpelthen den enkleste overlevelse, der overhovedet findes. Kan man gå?«.

Jørgen Leth. (Foto: Tómas Gislason)

Betragteren Jørgen Leth ser på sig selv med sympati i ‘I Walk’. Han ser hovedpersonens kamp med forståelse. Han håber, den går godt, så der er knyttet håb til. At benene ikke vil, som han vil, er noget skidt, synes han. Han synes, det er noget skidt, når maskinerne går i stå. 

»Det kan jeg ikke lide, jeg kan ikke lide den tanke. Jeg synes jo stadigvæk, jeg har noget tilbage at opleve. Det kommer bag på mig. Lige pludselig er det, som om tiden går så hurtigt. Det er svært for mig at forstå. Men jeg er indstillet på ikke at opgive at bevæge mig, ikke at opgive at lave noget. Jeg synes stadig, jeg har noget at lave, men det er meget forskrækkende at opleve, at alderen begynder at æde af ens tid. Jeg synes, det går alt for hurtigt i øjeblikket«, siger Leth med indignation i sin nasale stemme. 

»Når jeg kigger på uret om morgenen, er det noget værre møg. Så er der pludselig gået en time, og hvis jeg lægger mig tilbage igen, er der gået en time til. Jeg kan ligesom se, at tiden tikker hele tiden. Det er en uhyggelig oplevelse, synes jeg. Det sidste, jeg tænker, når jeg lægger mig til at sove, er, at om otte-ni timer starter mareridtet, når jeg skal vågne igen. Det er altid det værste. Det grå morgenlys, der siver ind, det kan jeg ikke lide. Det kan jeg simpelthen ikke lide. Sådan har jeg nok haft det altid, men det er meget mere præsent nu«.

Fordi man tænker: Så er endnu en dag gået?
»Ja, det er det. Endnu en dag er gået, og man tænker: Hvordan skal jeg få startet på det her? Det er svært at have en plan hver eneste dag, synes jeg«. 

Hader dydsmønster-dokumentar

Det er jo også en erkendelsesproces, for det er nemt at skubbe alderen fra sig og sige, at det bare er et tal, så længe man ikke kan mærke den, men det er vel svært, når man fysisk bliver mindet om alderdommen dagligt?
»Ja, det bliver jeg jo hver dag. Jeg er nødt til at gå med stok for eksempel, og jeg har hele tiden dårlig samvittighed over, at jeg ikke træner mere, men lige nu kan ikke få tiden til at slå til. Det er som om, jeg kan udsætte forfaldet lidt, hvis jeg holder mig lidt i form. Jeg har spillet meget tennis – også i de senere år. Asger (Jørgens søn Asger Leth, red.) nægter at acceptere, at jeg har mistet mine kræfter, så han holder mig til ilden, og det kan også være hårdt, at ens søn gør det, for han er svær at sige nej til. I Haiti spillede jeg tennis hver dag med en træner. Jeg er ret god til det faktisk. Jeg har et godt boldøje. Sport tiltaler mig jo«.

Hvorfor har du valgt at lave en film om alderdom og livets afslutning nu?
»Det er ligesom, det er kommet naturligt, fordi jeg simpelthen befandt mig i de omstændigheder. Hvad kunne jeg se andet? Og hvad kunne jeg gøre andet end at forvandle ingenting til noget, som er den opskrift, jeg arbejder ud fra? Jeg kunne næsten kun tage fat i det, jeg oplevede så stærkt. Der var ingen anden vej, jeg måtte igennem det materiale, for der ventede jo ikke noget bagefter, så jeg måtte først rydde vejen, for at jeg kunne finde en ny vej i livet, og det er det, den film gerne skulle dokumentere. Jeg håber, at den ikke kun er nedslående, men at den også kan vække en forståelse af, at man skal gøre noget selv«. 

Du er vel også med til at bryde med den perfekthedskultur, som dominerer i dag, når du blotter dig og ærligt viser: Sådan ser det ud at blive gammel, og det er ikke altid kønt?
»Jeg har altid beskæftiget mig med det perfekte og dermed også med det uperfekte, så det er naturligt, at jeg laver et statement om at bekæmpe alderdommens problemer og udstille den og vise, hvordan man lever med den. Men jeg gider slet ikke det der med, at det pludselig er en sag. Jeg gider det kun som en virkelighedsbeskrivelse«. 

Jørgen Leths klassiker ‘Det perfekte menneske’.

Fordi du har insisteret på ærligheden i dine værker, har du med tiden også mere eller mindre bevidst fremstået som en provokatør: Er ‘I Walk’ også en måde for dig at prikke til tabuet om alderdommen og døden på i et land som Danmark, hvor vi pakker alderdommen væk?
»Det vil jeg godt være med til, hvis min film kan være med til at afklæde tabuet, for jeg har godt lagt mærke til, at det er et tabu. Man skal helst ikke tale om alderdom, og det er også noget, jeg nødigt selv vil tale om, men nu viser jeg simpelthen et menneske, der prøver at rejse sig op midt i det der forfald, som man jo ikke kan nægte, at der er. Helt tilbage til ‘Det perfekte menneske’ (1968) har jeg lavet antropologiske undersøgelser af menneskets fremtoning, handlinger og vaner. Jeg hader kedelig dydsmønster-dokumentarisme med det rigtige politiske budskab. Jeg vil hellere lave noget, som er ukendt, men som er sandt«. 

Hvorfor vil du nødig selv tale om alderdommen og døden?
»Det ved jeg ikke, det er vel almindelig forfængelighed, vil jeg tro. Man vil gerne se godt ud. Man vil gerne være en, der kan ordne det og det. Det er sjældent, at jeg i mine egne film har vist noget, som er synd for nogen, og det er heller ikke det, jeg vil fortælle. Jeg vil gerne finde ud af, hvor man finder kræfterne til alligevel at komme videre i livet.

Depression er jo en vanskelig ting at håndtere, og det er jeg vant til. Sommetider tænker man, at livet er forbi, når man ikke kan overvinde den der depression. Det er skrækkeligt at tone ud af livet på sådan en depressiv følelse, men som regel vendes den om allerede i løbet af et døgn, og så har jeg glemt det, og det, håber jeg, kan blive mere generelt. At der sker noget meningsfuldt, og at jeg stadig kan tænke en tanke og nyde noget. Jeg kan godt nyde, at denne her film skal have premiere. Jeg er stolt over den film. Jeg vil gerne stå ved den, så det er jo en god følelse«. 

At indramme virkeligheden

Ligesom mange andre af Jørgen Leths film er ‘I Walk’ blevet til i samarbejde med hans Asger Leth, der er instruktør, klipperen Jacob Thuesen og fotografen, klipperen, manuskriptforfatteren og dokumentaristen Tómas Gislason. Det nære bånd mellem far og søn kommer blandt andet til udtryk i filmen, når Asger Leth afklæder faderens forfængelighed, og de sammen griner over den efterhånden lidt for runde mave, som Jørgen Leth insisterer på at holde uden for sønnens kameravinkel. 

»Det er faktisk ofte Asger, der har viljen og kraften til at skære igennem. Jeg tror ikke, jeg ville have lavet denne her film, hvis ikke han på et vigtigt tidspunkt havde sagt: ‘Far, det skal du fortsætte med’, da han havde set de første optagelser«, fortæller Leth. 

»Han var den, der fra starten af så mulighederne i materialet, og det er det, der inspirerede mig. Han vil nødig være min assistent, der er en grænse der, men som inspiration og producer har han en vigtig funktion. Gislason kender mig rigtigt godt siden hans egen portrætfilm (‘Fra hjertet til hånden’ fra 1994, red.) om mig. Ham har jeg en kærlig forbindelse til, så han har naturlig adgang til de hemmeligheder, jeg eventuelt har. Det handler meget om, at man kan finde ro og en vis lykkelig forbindelse, hvis man arbejder i samme forståelse af tingene«. 

Asger Leth under optagelserne til ‘I Walk’.

I filmens afslutningsscene drager Jørgen Leth ud på en vovet mission nedad Mekongfloden i Laos, hvor han overvinder en stejl og ujævn skrænt med det mål for øje fysisk at indramme et stykke af junglen i en firkant bestående af rødt torv, som spændes ud af lokale håndværkere. Værket leder tankerne hen på Werner Herzog, men for Leth repræsenterer indramningen af junglen et af de temaer, som har optaget ham hele livet: At stille kaos over for enkeltheden. At få kontrol over kaos ligesom Leth forsøger at overvinde de vanskeligheder, som tilværelsen byder ham i livets efterår. 

»I ‘Det perfekte menneske’ og også i den senere ‘Livet i Danmark’ (1972) stiller jeg livet op på en etnografisk æstetisk måde. I det her tilfælde viser det også min brug af egne noter. Jeg skriver altid notater og rejser rundt med dem, og når jeg slår op i de notatbøger, finder jeg altid nogle scener, som ikke er lavet, og som, jeg synes, er spændende. Det var også det, der var tilfældet med det at udmåle et stykke af junglen, som jeg skrev om for en halv snes år siden«. 

Det uigennemtrængelige, mystiske, uoverskuelige, uforståelige og kaotiske ved junglen har altid fascineret Leth. Fascinationen går helt tilbage til barndommens ‘Tarzan’-film, men også meget udpræget til nogle af yndlingsfilmene om Vietnamkrigen som ‘Apocalypse Now’ og ‘Platoon’. 

»Det er det med at trænge ind i junglen og mærke, at den kan åbne sig og er uhyggelig. I flere af mine film har jeg allerede haft nogle af de store floder med, som gennemtrænger junglen. Det er jo helt fantastisk at sejle ned ad en flod, der trænger ind i en jungle. Det er næsten erotisk som tanke. Jeg havde været i Laos før og er meget tiltrukket af hele krigsdramaet omkring Vietnamkrigen, så jeg ville gerne se Mekongfloden, som jo er en mytologisk flod. Det er en meget abstrakt og poetisk idé om at indramme virkeligheden og kaos, som er et gentagende tema hos mig«. 

Rektor på egen filmskole

På trods af at Jørgen Leth ser en gammel mand slæbe sig gennem livet, op ad stejle skrænter og ind i junglens buskads i Laos på sine trætte ben i ‘I Walk’, har han som 83-årig endnu ikke tænkt sig at læne sig tilbage i sit otium. En operation i hjernen har forbedret balanceevnen siden optagelserne, selvom stokken stadig er en uundværlig følgesvend.

For tiden arbejder Leth på en film om Jakob Bros musik og betydning for jazzen sammen med dokumentarist og fotograf Andreas Kofoed. Med sin tilbagevenden til jazzen tager Leth dramaet et skridt ned og fortæller om noget, der bliver til, modsat ‘I Walk’ som i højere grad handler om noget, der afvikles. 

På mange måder står Leth ikke kun overfor en afslutning, men også en ny begyndelse, som åbenbarede sig for ham under arbejdet med ‘I Walk’, og som har bundet en form for sløjfe på hans mangeårige karriere. Med sin mobil som eneste tilgængelige optageudstyr efter jordskælvet i Haiti har Leth taget den moderne teknologi og dens rå æstetik til sig som et nyt arbejdsredskab og genopfundet sig selv, samtidig med at han har fundet tilbage til udgangspunktet, dengang han som ung og endnu ukendt instruktør benyttede sig af Super 8-optagelser under tilblivelsen af sine allerførste eksperimentalfilm.

»Det er jeg stolt af faktisk – at jeg kan vise med en lang film, at jeg eksperimenterer med filmens sprog. Det bliver jeg ved med, ligesom da jeg startede i sin tid«, siger Leth. 

»Jeg kan godt lide den nøgne og uomkostelige fremgangsmåde. Det vigtigste, jeg har lært på denne her film, og som jeg håber, andre kan lære af, er, at man kan lave film på de mest primitive vilkår. Jeg synes, jeg har fundet nye veje i mit eget univers og er kommet et rigtigt godt stykke videre. Det er jo mærkeligt at sige i min alder, men det er dejligt at kunne sige, for man kan måske forvente af en ældre mand, at han i bedste fald prøver at gentage noget af det, som han kan rigtig godt«. 

For nylig har forfatteren, journalisten, dokumentaristen, performeren, cykelkommentatoren og poeten erhvervet sig endnu en titel som rektor for sin egen filmskole, ‘Ecole de Leth’, som har til huse på kunstmuseet Arken i Ishøj. I disse dage nyder tyve elever mellem 18 og 47 år godt af Leths visdom og masterclasses, som tager udgangspunkt i hans egne film. Derudover har skolen haft besøg af gæstelærere som Lars von Trier, Thomas Vinterberg og Tobias Lindholm. 

»Det går skidegodt. Det er hotspot, altså, det er det«, konstaterer rektor selv. 

»Det er virkelig en oplevelse og inspirerende for mig selv at give fra mig og få noget fra de unge der. Jeg håber at kunne give de her tanker om at beherske kaos videre, og at man skal tage fat i nogle af de store størrelser i livet. Også at man kan lave film om kunstnere, som siger en noget, og gøre det på en måde, som er mere end konventionel tv-dokumentarisme. Jeg kan godt lide klichéer, som kan bruges igen og igen og vendes om, så de får en ny betydning, hvor man bare antyder noget fra en anden genre, så alle dem, der har set og elsker den film, er med på referencen«.

En død a la Brando

Jørgen Leth ønsker ikke at blande sig i den metoo-debat, som på det seneste er blusset op i hans branche igen – blandt andet i form af en erklæring mod sexisme, underskrevet af prominente navne som Susanne Bier, Trine Dyrholm og Sofie Gråbøl.

Som verdensborger er han heller ikke den bedste til at give sit bud på, hvordan fremtiden ser ud for dansk film, lader han forstå. Thomas Vinterbergs ‘Druk’ og Tobias Lindholms ‘Efterforskningen’ får hans ros for at beskæftige sig med kontroversielle emner, som i ‘Efterforskningen’ tillige har resulteret i stramme spilleregler for instruktøren. Ellers ser Leth ikke så mange danske film, men: »Jeg tror, det går meget godt«. 

Nysgerrigheden på verden er noget af det vigtigste at besidde for en instruktør, mener Leth. Ingenting er vedtaget på forhånd, og der er evindelige muligheder i måden at gribe stoffet an på. Stædigheden er også vigtig for ham at pointere. Man skal fastholde det, man tror på, og ikke lade sig anfægte af andres forslag eller meninger. Det er primært det, han gerne vil huskes for, når den tid kommer. 

Lige nu er Jørgen Leth her stadig. Lyslevende i en lænestol midt i København med solstråler dansende henover ansigtet og ind i de isblå øjne. Han retter sig op i sædet og kaster blikket ud ad vinduet:

»Jeg kan godt lide sådan en dag som i dag med solen her i oktober. Det er jo fantastisk. Jeg vil godt kunne nyde sådan nogle ting, og så må vi se, om det bliver i Danmark eller Haiti. Jeg håber, at jeg kan få lidt ro og måske en blanding af det, som Marlon Brando viser i ‘The Godfather’, hvor han leger med sit barnebarn i appelsinhaven og så falder om. Det, synes jeg, er et meget smukt forløb. Det er ikke, fordi jeg glæder mig til døden, men jeg kunne godt tænke mig, at det blev på en fredelig måde, og at jeg også selv har fundet ro«.

Han holder en pause i talestrømmen. I en biografsal bag ham akkompagnerer Scarlet Pleasure rulleteksterne til Vinterbergs ‘Druk’ med sangen ‘What A Life’. 

»Det kniber med at finde en accept af, at jeg skal dø«, siger Leth så.

»Men det vil jeg gerne acceptere. Jeg vil gerne nå til det«.

’I Walk’ kan ses i biograferne fra 22. oktober.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af