’La Révolution’: Fransk horrorserie kapper underholdende hovedet af revolutionen
Det er et klassisk filmsatiretræk, at de velstillede i samfundet bogstavelig talt mæsker sig i underklassen.
Brian Yuzna gjorde det med bravur i bodyhorror-mesterværket ’Society’, hvor rumvæsner har infiltreret de rige i Beverly Hills og bogstavelig talt absorberer sig vej gennem de mindre bemidlede. Det er klæbrigt, ækelt og fuldkommen perfekt i forhold til filmens overdrevne tone, hvor den afsluttende shunting-scene er legendarisk på grund af de herligt klamme, praktiske effekter.
Helt så grotesk er Netflix’ franske serie ’La Révolution’ ikke.
Skaber Aurélien Molas giver et lettere alternativt bud på, hvad der egentlig lå til grund for den franske revolution i 1789. En virus spreder sig blandt aristokratiet, som gør dem noget nær udødelige og med en yderst potent appetit for at fortære mennesker, så plebejerne ender som Happy Meal for overklassens lyster.
Eneste værn mod, at samtlige bønder og fattige i Frankrig ender som omvandrende snacks for det finere borgerskab, er oprørsbevægelsen, hvor lægen Joseph-Ignace Guilotin (Amir El Kacem) forsøger at finde ud af, hvordan man kan eliminere virussen. Yup, det er ham der opfandt guillotinen. Gad vide om det har betydning?
Hans bror Albert (Lionel Erdogan) er selv smittet, men formår at besinde sig og udelukkende æde diverse sagesløse dyr. Han er en af de ledende skikkelser blandt oprørerne og ved mere om virusses oprindelse, end han lader de andre vide.
På den anden side har vi de blåblodede (virussen giver blåt blod i årene på snyltere), hvis eneste præstation i livet er at være født med røven fuld af penge og det rigtige efternavn.
»Folket har altid været der for at brødføde os. Om det er på den her måde eller en anden hvad er så forskellen«, filosoferer bourgeoisis-lapsen Donatien de Montargis (en lækkert slesk Julien Frison), og så skulle der vist ikke være nogen tvivl om, at almindelige dødelige blot er at betragte som slagtekvæg for de udvalgte.
Det er ikke den mest subtile iscenesættelse af kampen mellem rig og fattig, som i den spanske ’The Platform’, der også kan ses på Netflix.
Men ’La Révolution’ har alligevel en dekadent charme, der gør den svær at modstå.
Den kontrafaktiske historieskrivning bliver holdt i stram snor. Tager man zombie/vampyr-elementet ud af fortællingen, er det stadig de store uligheder og uretfærdigheder i samfundet, som driver den konstant eskalerende konflikt mellem de to klasser i samfundet fremad.
Set design og kostumer er der ikke at sætte en finger på, og diverse fine rober ender ofte sølet til af generøse mængder blod. De frodige franske skove er oprørenes hjemmebane, og de kannibalistiske monstre residerer på overdådige landsteder og slotte, der emmer af overflod og ligegyldighed for andet end materialisme og egoisme.
Molas og instruktørerne lader historien udvikle sig langsomt, og det er først efter afsnit tre, at der rigtigt kommer gang i den mere makabre del af showet. Men så bliver der også skruet helt op for blodsudgydelserne!
En sammenligning med den sublime koreanske zombieserie ’Kingdom’, ligeledes på Netflix, er ikke helt i skoven, men her kommer den franske serie trods alt til kort. ’La Révolution’ er mere højtråbende og melodramatisk på den særlige måde, som kun franskmænd kan gøre det. Det bliver lovlig gentagende – og lidt træls i længden at skulle trækkes med unødvendige kærlighedsforviklinger, hvor de to brødre Guilotin hver især giver den som førsteelskere, der ikke rigtigt kan finde ud af at udtrykke deres følelser.
Sæsonen slutter stærkt og gør mig mere end almindeligt nysgerrig på, hvad en eventuel anden sæson vil byde på.
Kort sagt:
Den franske revolution tilsættes zombie/vampyr-lignende adelsmænd, og blodbadet bliver krydret med en laber visuel side og (lidt for) mange kærlighedsintriger.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.