’The Platform’: Nyt Netflix-gys excellerer i galgenhumoristisk vanvid
»Der er tre slags mennesker. Dem ovenover, dem nedenunder og dem, der falder«, messer en stemme i starten af Netflix’ nye horrorfilm ’The Platform’.
En uidentificeret organisation, Administrationen, har kreeret et gigantisk fængsel med to fanger på hver etage. Cellen er indrettet med to senge, en vask og et stort rektangulært hul i midten, som går hele vejen fra top til bund.
En platform fyldt med alle de indsattes yndlingsretter bliver hver dag sænket ned igennem den diabolske struktur, og så er der ellers dømt hedonistisk ædegilde i den korte tid, den er på hver etage – hvis ellers der er noget tilbage.
For jo længere nede du er i systemet, jo mindre mad er der tilbage, og ingen giver en fuck for underboen.
Vi bliver smidt i ind i bygningen sammen med den pæne og retskafne Goreng (Ivan Massagué), som frivilligt lader sig indespærre i seks måneder, fordi han så får et »certifikat«, når tiden er gået. Præcis hvad det dækker over, står rimelig uklart, men umiddelbart giver det associationer til Paul Verhoevens geniale fascismesatire ’Starship Troopers’, hvor man efter militærtjeneste får borgerskab med særlige privilegier.
Gorengs cellekammerat er den garvede Trimagasi (genialt diabolsk spillet af Zorion Eguileor), der med gammelmandsbedrevidende charme forklarer ham, hvordan tingene foregår.
»Det er oplagt«, svarer han ofte grønskollingen, når Goreng stiller et halvdumt spørgsmål. Og den gamle galning har også noget at have det i. Han har mæsket sig helt oppe på niveau 8 og overlevet på 132. Dernede er det sparsomt, hvad der er tilbage på hightech-udgaven af et hæve/sænke-bord – men så er det jo godt, man har den formidable kniv ’Samurai Plus’, som bare bliver skarpere og skarpere, hver gang den bliver brugt.
Med blod og gore i litervis ville det være nemt at afskrive ’The Platform’ som en hjernedød gyserfilm.
Men den har faktiske mere til fælles med Bong Joon-hos samfundssatiriske oeuvre end Eli Roths infantile platterier.
Præcis som hos den sydkoreanske Oscar-vinder erklærer de tre spanske musketerer (instruktør Galder Gaztelu-Urrutia og manusforfattere David Desola og Pedro Rivero) kamp mod klassesystemet. I en kombination af horror og kulsort humor har de skabt en verden, der er lige dele ’Snowpiercer’ og den canadiske sci-fi-gyser ’Cube’.
Spærret inde i og truet på eksistensen kommer de mest nederdrægtige sider af menneskeheden frem. Udover at pisse og skide ned igennem hullet til underboen og hade dem ovenover, fordi de har førsteret til maden, er der også fare på færde i selve cellen.
Så snart du kommer længere ned, og maden bliver sparsom, begynder samboen i cellen mere og mere at ligne et omvandrende, stort saftigt kyllingelår.
Kontrasten mellem rendyrket frygt og morbid galgenhumor er filmen venlig til at gøre opmærksom på gennem forrygende bizar underlægningsmusik. Administrationen trækker i strengene som et makabert dukketeater – her er Pinocchio bare en vanvittig kannibal med en kniv som næse.
Samfundskritikken er langt mindre subtil og raffineret end hos Bong Joon-ho. Men ’The Platform’ excellerer i vanviddet.
Kort sagt:
’The Platform’ er en fascinerende og underholdende politisk horrorfilm, hvor menneskets værste sider bliver udstillet, i takt med at man befinder sig længere og længere nede i rædslernes bundløse fængsel.