Jeg kan ikke rumme Signe Molde i omdiskuteret DR-program

’Signe Molde på udebane’ har allerede mødt kritik. Programmet gemmer på en interessant præmis, men desværre bliver den forløst uden større omtanke, mener vores filmredaktør.
Jeg kan ikke rumme Signe Molde i omdiskuteret DR-program
Signe Molde. (Foto: Søren Hiorth)
STREAMING TOGETHER

»Hvad er vigtigst: Sproget – at man bruger de rigtige ord – eller intentionen«, spørger Signe Molde forperson for Copenhagen Pride Lars Henriksen i sit nye DR-program ’Signe Molde på udebane’, hvor hun i første afsnit starter med at få et publikum til at grine af, hvor tosset al snakken om kønsidentitet er og derefter lader repræsentanter for LGTBQ+-miljøet selv vide, hvor tosset hun synes, al snakken om kønsidentitet er.

Molde & co.’s intention har muligvis været god nok.

»Vi laver programmet for at skabe en højere grad af forståelse hos den brede befolkning«, har redaktionschef Gustav Lützhøft udtalt til Jyllands-Posten, efter forperson for LGBT+ Danmark Susanne Branner, der selv medvirker i programmet, har kritiseret udsendelsen for at tangere mobning af særligt transkønnede.

Selv har Molde skrevet på Twitter, at hun håber programmet »kan være med til at åbne vores øjne for de fordomme og diskutere dem«.

Mit bedste bud er dog, at ’Signe Molde på udebane’ ikke skaber megen nyfunden forståelse hos andre end dem, der allerede er på hjemmebane i woke-diskursen.

Der ligger en interessant idé i konceptet med at teste, hvordan det er at fortælle grænseoverskridende jokes om minoriteter op i minoriteternes åbne ansigt – og hvad minoriteterne selv finder sjovt. Det kunne sagtens skabe grobund for en frisk diskussion af, hvad humoren kan, og hvor seriøst vi skal tage den.

Men præmissen i ’Signe på udebane’ er alt for uskarpt iscenesat.

Første program af ‘Signe Molde på udebane’.

Modtagerne for Moldes standup-bits er nemlig ikke minoriteterne selv, men et anonymt publikum i et studie, der griner hjerteligt af punchlines på en transkønnet håndboldspiller og bogstavrækken i LGBT+. Derefter overleverer Molde så pointen over for sine to testpersoner Branner og Henriksen, men slet ikke i standuppens afvæbnende form med setup og payoff.

Hvordan kan programmet teste, hvad der sker, når man »fortæller sine vittigheder til dem, man gør grin med«, som det hedder i programbeskrivelsen, hvis man fortæller vittighederne til en helt anden gruppe for dernæst blot at tage det sjove ud af vittighederne og kun forelægge det alvorsindpakkede bundfald over for dem, man lige gjorde grin med?

Branner og Henriksen bliver mestendels ikke sat til at forholde sig til humoren, men til at tage humorens punchlines seriøst og dernæst forsvare sig mod dem. Det hænger ikke sammen.

Effekten er, at ingen får mulighed for at udvikle sig. Det lattermilde publikum konfronteres ikke med Branner og Henriksens svar. Henriksen og Branner konfronteres ikke med mulighederne i komikkens grænseoverskridelse. Og Molde virker aldrig til selv at blive ramt af den åbenbarende »højere grad af forståelse«.

Tværtimod står hun i de sidste minutter af programmet fast på sin grundattitude om, at det hele er blevet for svært at finde ud af, og at folk bare skal slappe lidt af. For godt nok vil hun rigtigt gerne »rumme alle der er anderledes«, som hun lettere selvindbildsk siger, men kort efter tager hun sig til hovedet, slår ud med armene og slår fast i en dødseriøs mine om en intern konflikt mellem lesbiske og transpersoner: »Jeg tænker, det er eddermame fjollet. Jeg griner af det. Jeg kan ikke simpelthen andet«.

Signe Molde har gjort fornem karriere på sin knivskarpe deadpankomik og ublufærdige evne til at stille de mest pinlige spørgsmål til de mest magtfulde mennesker. Jeg regner hende for at være et af de sjoveste mennesker på tv og beundrer hendes evne til at fremstille sig selv med uforfængelig selvindsigt på Instagram. Og i en teaser til sit nye program viser hun på forrygende vis, hvilket stof hun er gjort af:

Men i selve programmet er hun vitterligt kommet på udebane. Manglen på selvironi skriger til himlen, og deadpan-personaen krakelerer, når hun virker til oprigtigt at slå op i banen over for de argumenter, hun mødes med. Meningen var måske, at hun let karikeret skulle påtage sig rollen som den rigtigt store del af den danske befolkning, som synes, at alt det med køn er gået over gevind, men hun virker mere til at være end at spille rollen, og derved ansporer hun også mere til, at man ruller øjne med hende, end at man selv ser indad.

Formen minder en hel del om de reportageinterviews, vi særligt kender fra ’The Daily Show’ (og i en vellykket dansk variant i ’Tæt på sandheden’ med Jonatan Spang), hvor en straight faced reporter stiller ironisk-kritiske spørgsmål til mennesker med mere eller mindre ekstreme holdninger. Det øger i sig selv fornemmelsen af homoerne og de transkønnede som en særligt eksotisk gruppe, som Molde som repræsentant for det naturlige almenvælde infiltrerer.

Til dem, der så mener, at Signe Molde er modig, alene fordi hun tør joke om homoseksuelle og transkønnede, vil jeg sige, at de bør skrue tiden cirka fire sekunder tilbage, hvor homojokes var en fast bestanddel af snart sagt alle store standup-shows fra de mest dominerende komikere.

Og jeg har snart ikke tal på, hvor mange komikere – inklusive mastodonter som Bill Burr og Dave Chapelle – jeg har hørt gøre grin med LGBTQ-bogstavremsen de seneste par år. Også her trasker Molde kedsommeligt gennem nedtrådt græs.

I sidste ende får man det samme ud af ’Signe Molde på udebane’ som at skimme et tilfældigt Facebook-kommentarspor på kønsidentitetsområdet: Enkelte gode argumenter druknet i urokkelige positioner og halvkvædede morfarjokes.

’Signe Molde på udebane’ kan ses på DR. Nyt afsnit hver uge.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af