‘Orca’: Gustav Lindh beviser, at han er Skandinaviens svar på Timothée Chalamet
Jeg havde for at være helt ærlig ikke høje forventninger til Viaplays ’Orca’. Selvom det på intet tidspunkt præciseres, at filmen handler om social distancing under corona, klingede Facetime-æstetikken og den sørgmodige trailer af sammen hver for sig-takter skævt for mig på et tidspunkt, hvor jeg for længst er blevet træt af covidficerede kunsteksperimenter.
En række middelklasseborgere, som alle på ubestemt tid er tvunget til at holde sig inden døre, forsøger at opretholde en form for normaltilstand ved at arbejde, samtale og slappe af i selskab med andre mennesker over Facetime. Men mens de på hver deres facon tackler isolationen, flettes deres historier sammen på måder, der måske ikke ville være sket, hvis ensomheden ikke havde truet.
’Orca’ er en film i Insta-format. Scenerne er korte, klipperytmen hurtig og samtaleemnerne letfordøjelige, også når det er alvorlige emner, der er på banen. Man glider lige igennem den på samme måde, som man glider igennem sit insta-feed.
Svenske Josephine Bornebusch’ film ville egentlig også sagtens kunne ses, mens man secondscreener på telefonen, og det mener jeg faktisk ikke som noget negativt. Den minder om antologiserier a la ‘Easy,’ som man let kan hoppe ud og ind af, og som har et særligt øje for tilværelsens banaliteter. Lige fra popcorn and chill i en spirende ungdomsforelskelse til en fars desperate forsøg på at genoptage kontakten til sine børn efter mange år er problematikkerne til at forholde sig til, så ’Orca’ aldrig bliver så tungsindig, som man kunne frygte.
At man allerede har kunnet smække en fuldfed spillefilm om corona-tiden sammen er opsigtsvækkende. Holdet bag har da også været lille (med Josephine Bornebusch som forfatter, instruktør og skuespiller), og skuespillerne har ligesom deres karakterer kun kommunikeret med hinanden gennem skærmene. Denne én-til-én spejling af historie og produktion nok en af grundene til, at det virker.
Jeg har set rigtigt mange bud på integration af smartphonesprog i film og serier, men sjældent har jeg set det fungere så godt som i ’Orca’ – og aldrig har jeg set det fungere så autentisk. Facetime-benspændet er heldigvis ikke fulgt rigidt, og man har valgt at bevare klip af karaktererne udefra med deres mobil eller tablet i hånden, så vi får at se, hvilket rum de er i. Det skaber en behagelig æstetik og fjerner den irritation, videosamtalens tvivlsomme kvalitet ellers kunne have bevirket.
En stor faldgrube i formatet er risikoen for, at historien overtages af latterligt konstruerede replikker, der blot skal videregive nødvendige oplysninger til seeren. Men Bornebusch’ dialog er naturlig, og det glimrende skuespil bærer den hjem.
Et kæmpe scoop er svenske Gustav Lindh (bedst kendt som Trine Dyrholms begærsobjekt i ’Dronningen’)som Igor, der er som en magnet for øjet. Dybt karismatisk og charmerende viser han sig som Skandinaviens egen Timothée Chalamet og her genstand for to forelsker, den ene fra bedsteveninden Hanna, ligeledes dygtigt spillet af Alba August.
Jeg så filmen fra en lockdown light-version i Berlin, hvor jeg lever, som jeg gjorde i Danmark i marts. Dagene flyder sammen, kun adskilt af søvnen, som falder lige så tilfældigt som regnen. ’Orca’ rammer tidsånden – hvordan den så vil stå om fem-ti-femten år er et åbent spørgsmål.
Der er hverken point til ’Orca’ for kunstnerisk originalitet eller diversitet. Man kunne have drømt om et mere mangfoldigt cast i en ensemblekonstellation som denne.
Men point for at lave en guilty pleasure-film, hvor alt bare virker nemt. Det forsøger mange, og det er ikkenemt.
Kort sagt:
’Orca’ er et samtidsværk, som elegant har knækket koden til, hvordan man filmisk skildrer digital kommunikation. Og man er underholdt imens.