’Stemmerne’: Ny spansk horrorfilm på Netflix skal nok fucke med din nattesøvn

’Stemmerne’: Ny spansk horrorfilm på Netflix skal nok fucke med din nattesøvn
STREAMING TOGETHER

Store gamle huse har alle dage været et ildevarslende hjemsted i horrorfilm. Når man så tilsætter børn med en ustyrlig trang til at gå på opdagelse i dem, går det helt galt.

Af en eller anden grund har spanske instruktører haft et godt greb om netop den cocktail. ’Børnehjemmet’ kan stadig få det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig, og ’The Others’ har absolut også sine øjeblikke. Guillermo Del Toros ofte oversete ’The Devil’s Backbone’ om spøgelser på et børnehjem under Den Spanske Borgerkrig byder også på eminente, stemningsfulde scener (ja, ja, han er mexicaner, men filmen foregår i Spanien).

Spanske Ángel Gómez Hernández’ Netflix-aktuelle ’Stemmerne’ starter lige på og hårdt.

Kameraet drejer rundt om sig selv, mens vi kigger ned på en ulækker svømmepøl fyldt med blade og grene. Så svæver vi videre hen mod et gammelt hus, mens et umanerligt insisterende score fortæller, at det her sted er ooondt.

Og ja, det er muligvis det værste sted i Spanien, hvis vi ser bort fra badebyer i turistsæsonen. Parret Daniel (Rodolfo) og Sara (Bélen Fabra) er sammen med deres søn Eric (Lucas Blas) flyttet ind i den oldgamle bygning, og her hører knægten stemmer, som ikke umiddelbart tilhører nogen synlige beboere i huset.

En psykolog beroliger forældrene med, at det bare er sådan, han er, fordi han har været vant til at lege meget alene. Kort efter har selvsamme hjernevrider på vejen hjem i bilen en ikke synderligt behagelig oplevelse med en flue og en lang spids gren.

Det ellers normalt harmløse insekt kommer fra en sprække i væggen under trappen på huset, der mest af alt minder om et åbent, betændt sår. Og ligegyldigt hvor meget bugspray Daniel bruger, bliver fluerne ved med at være der.

Uden at afsløre alt for meget (hvilket Netflix selv har gjort med deres latterlige beskrivelse af filmen) eskalerer problemerne for den lille familie meget hurtigt. I desperation efter svar på, hvem der taler i hans og sønnens walkie-talkier, tilkalder faren en ekspert i det overnaturlige, Germán (Ramon Barea), og hans assistent, datteren Ruth (Ana Fernandez).

Og det er her, med godt og vel en time tilbage af filmens 98 minutter, at ’Stemmerne’ for alvor finder sin rytme og fremtvinger gåsehud på armene.

I bedste ’Poltergeist’- og ’The Conjuring’-stil optrevler de spanske ghostbusters husets hemmeligheder, og fortidens synder bliver flået frem i dagslyset.

Hernández har en solid fornemmelse for, hvordan genrens virkemidler skal bruges, om end hans demonstrative brug af musik ikke vil falde i alles smag.

»Jeg tror ikke, vi kan stole på det, vi ser og hører. Alt kan være en fælde«, ræsonnerer Germán sig frem til over for Daniel, efter de er vågnet op til et makabert syn, hvor et stort træ ude i haven er blevet udsmykket med en alternativ form for pynt.

Fortællingen er intens, og når først den har fået hånden omkring halsen på dig, klemmer den støt og roligt sammen, indtil rulleteksterne kommer – og så lidt til for at sætte op til toeren.

De praktiske effekter fastholder hele tiden illusionen. Og trods den haltende start slutter ’Stemmerne’ stærkt via en del af den spanske historie, der ikke har været brugt i en horrorkontekt i lang tid, og som giver en ekstra dimension.

Det er ikke stor kunst, men det er effektivt og gennemført. Så kom bare med den toer!


Kort sagt:
’Stemmerne’ slutter den i en skræksymfoni af skrig, der nok skal fucke med nattesøvnen.

'Stemmerne'. Film. Instruktion: Ángel Gómez Hernández. Medvirkende: Rodolfo Sancho, Anna Fernández, Ramón Barea, Bélen Fabra, Lucas Blas, Nerea Barros. Spilletid: 97 minutter. Premiere: Kan ses på Netflix.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af