‘Bag skyerne’: DR-dokumentar om sorg sætter sig ærligt og umiddelbart i børnenes sted

‘Bag skyerne’: DR-dokumentar om sorg sætter sig ærligt og umiddelbart i børnenes sted
'Bag skyerne'. (Foto: Good Company)
STREAMING TOGETHER

I vulkanrummet kan man lade sine følelser eksplodere, og i sandkassen kan man begrave en enhjørning. I patientlokalet ligger en bamse med et stetoskop, og om tre minutter dør pædagogen.

I støtteorganisationen Good Griefs huse i Morristown, New Jersey, går sorg og sjov hånd i hånd, og døden og livet er to sider af samme sag.

Det er det nødt til at være for børnene, der træder ind i disse legerum. De har mistet en mor, en far, begge eller en søskende. Nogle af dem taler højt om deres afdøde, mens de nytilkomne knuger sig ind til talestaven med tårerne løbende ned ad kinderne. Små børn hvis barndomsidyl er revnet, og nu skal de pludselig leve med noget, der hedder sorg.

Seks af de børn har den danske dokumentarinstruktør Katrine Philp fulgt gennem et helt år. Faktisk flyttede hun i en periode til New Jersey med hele familien for at komme helt tæt på de familier og børn, hvis historie hun ville fortælle. Eller rettere sagt, lade børnene fortælle.

For ’Bag skyerne’ er en dokumentar, der er fri for eksperter eller autoriteter, og til en vis grad også forældrenes meninger. For det er jo kun Peter, Nicky, Kimmy, Nolan, Nora og Mikayla selv, der kan forklare, hvordan vreden føles, hvorfor de græder, og hvorfor de indimellem er jaloux på klassekammeraterne. Det ene øjeblik mindes de, det næste maler de.

Det er befriende at se børnenes flygtige sind som en form for sorgbearbejdelse. De kan synes, det er hårdt at tænke på mor eller far, men de snakker i det mindste om det. Og skulle der være noget i vejen for at lege bilulykke, bare fordi ens mor døde i sådan en? Hos Good Grief er alt tilladt i børnenes sorgproces.

‘Bag skyerne’.

Filmen er ligeledes uden afbrydelser, og det skal forstås sådan, at hverken forældre, pædagoger eller filmhold forstyrrer børnene, når de begynder at åbne op. De snakker med, spørger ind eller lytter lydløst. Det giver et meget utilsløret indtryk af de små mennesker, som bliver til fine healende øjeblikke gennem filmens montage.

For der er progression i tid, men ’Bag Skyerne’ føles mere som en mosaik af enkeltstående momenter, erkendelser og hverdagsliv med sorgen i baggrunden. Otteårige Nicky går fra en stiltiende gråd i filmens begyndelse til bekymringsfri leg i slutningen, men egentlig forklarende og helstøbte rejser er filmen ikke på. Det er stemningsbilleder på række, der tager børnene i øjenhøjde, men som for seeren efterlader nogle ubesvarede spørgsmål i forhold til Good Grief og forældrenes sorgproces, som filmen ellers også gerne vil sætte fokus på.

Jeg er glad for, at Philps lader børnene komme i forreste række, men måske kunne der også have været plads til forældrene eller pædagogerne på de bagerste rækker i en anden rolle end eksperter, men som pårørende.

I sorgen kan vi alle blive nostalgiske og ty til det banale, og ’Bag skyerne’ er en bekræftelse af, at det er okay. At vi gerne må græde og grine samtidig og sende balloner og lanterner op i himlen, så vi kan sende hilsener til dem, vi savner. For verden er meget større end os, og for de her børn er himlen på den anden side af skyerne.

Man kan lære meget af den måde, børn tackler sorg på – og at hjælpe børn igennem sorgen på den her måde er smukt at overvære.


Kort sagt:
’Bag skyerne’ fortæller umiddelbart og ærligt om at miste i børnehøjde.

‘Bag Skyerne’. Dokumentar. Instruktion: Katrine Philp. Spilletid: 88 min. Premiere: Kan ses på dr.dk/tv.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af