‘De pårørende’: TV 2-dokumentar om forældre til psykisk syge unge er en øjenåbner
Vi har alle været eller vil en dag blive pårørende. Om vi mister pludseligt eller langsomt, uden forklaring eller uden forståelse, så vil det ske.
I Vibe Mogensens ’De pårørende’ møder vi fem forældre, der lever i et konstant mareridt. Deres børn er psykisk syge, og nogle i sådan en grad, at et opkald om et selvmordsforsøg er tæt på hverdag og en hemmelig adresse nødvendig for ikke at blive forfulgt af sit eget barn. Uanset om det skyldes skizofreni, autisme eller ADD, så er de fælles om en særegen sorg: Det barn, de kendte, lever stadig, men er fanget inde bag en sindslidelse.
De fem forældre, det ene et par, mødes i en gruppe over ti gange for at både dele og deale med deres frustrationer. Vejledt af psykoterapeut Lene Karlsson bliver de klogere på alt det, man går igennem som pårørende til en psykisk syg.
Særligt Marianne Sørensen og hendes mand Tommy deler ud af de mange op- og nedture, de går igennem med deres datter Julie. De fortæller åbenhjertigt om, hvad der var en danseglad ung pige, der nu fikseres for ikke at lykkes med et selvmord, og hvor elektrochok er blevet den sidste udvej. Marianne er så bange for, at hendes datter skal dø, at hun ikke engang tør skrive sætningen på et papir.
Tommy er derimod begyndt at vænne sig til, at den tanke lever i ham. At ville det bedste for sit barn er en brast drøm lige nu. De tre andre mødre stemmer i, og nogle af dem indrømmer, ret modigt, hvilken frihed det er at give slip indimellem. At turde sige nej, når ens søn tigger om penge til sit misbrug eller fortælle sin datter, at det også er svært at være mor en gang imellem.
Det er nogle store følelser, der er på spil i Vibe Mogensens film, som er en ret fin øjenåbner. Både omkring hvordan det er at være forælder til et sygt barn og om de mange andre udfordringer, forældrene står overfor: Ufølsomme arbejdsplader, dømmende kommuneansatte og sågar hospitalsvæsenet, som sjældent har empati for forældrenes situation.
Mogensens dokumentar er en introduktion og samtalestarter om disse emner og har derfor ikke tiden til – eller til formål – at komme fyldestgørende omkring det hele. Det er samtidig en meget nostalgisk film, hvor hjemmevideoer og badeferier bliver brugt som holdepunkt for de sørgende forældre. Men i en film, der handler om at acceptere nuet og være i det, føles det mærkeligt selvmodsigende at læne sig så meget ind i det tilbageskuende.
Men selvom alle de medvirkende er forældre, så hedder filmen ’De pårørende’ af en grund. Der er i vores samfund generelt utroligt lidt fokus på, hvordan sygdom påvirker de pårørende – og for få ressourcer i systemet til at hjælpe dem.
Vi er eller bliver pårørende en dag, og ’De pårørende’ minder én om vigtigheden af at samles i flok om sorgen og tale højt om den.
Kort sagt:
’De pårørende’s fortælling om forældre til psykisk syge er en solid og lidt for nostalgisk samtalestarter om vores håndtering af pårørende i samfundet.