De 10 bedste dokumentarfilm i 2020

To flygtningedramaer, to øjenvidneberetninger fra borgerkrigen i Syrien, et portræt af en fascistisk sekt i Chile og en afdækning af et korrupt rumænsk hospitalsvæsen. Årets bedste dokumentarfilm er præget af tunge emner, men fortvivl ikke – du kan også fornøje dig med en dokumentarisk komedie, hvor instruktøren slår sin demente far ihjel.
De 10 bedste dokumentarfilm i 2020
Greta Thunberg i 'Greta'.
‘Collective’.

10. ’Collective’

Måske tænker du ikke umiddelbart, at en rumænsk dokumentar om hospitalsvæsnet lyder som oplagt underholdning til juledagene. Men Alexander Nanaus ’Collective’ er en drønspændende thriller, hvor en gruppe ihærdige journalister i bedste ’Spotlight’-stil opruller den politiske korruption, der ligger bag et mildt sagt mangelfuldt sundhedssystem.

Historien starter med en tragisk brand i 2015 på en natklub i Bukarest uden nødudgange. 27 dør, og 180 såres. Regeringen går af efter opstand fra befolkningen, der ser ulykken som et symbol på landets korruption. Men sagen slutter langt fra her. På hospitalet dør yderligere 37 brandofre, og reporterne Catalin Tolontan og Mirela Nega fra avisen Sports Gazette sætter sig for at finde ud af hvorfor. Deres imponerende graverarbejde leder blandt andet frem til afsløringen af, at landets hospitaler benytter et fortyndet desinfektionsmiddel, af patienter med mider kravlende rundt i kraniet, af inkompetente og korrupte hospitalsledere og af et sejlende sundhedsministerium, som den nye sundhedsminister Vlad Voiculescu forgæves forsøger at rette op på.

Det er en uhyggelig omgang, men også bestyrkende, fordi journalisterne beviser den fjerde statsmagts berettigelse, og at flid og idealisme gør en forskel.

Steven Garza, en af drengene i Boys State.

9. ‘Boys State’

To spørgsmål står tilbage efter Amanda McBaine og Jesse Moss’ fascinerende og gribende dokumentar ‘Boys State’: Hvorfor er der ikke nogen piger med i det politiske rollespil, der skal lære unge texanere om demokratiet? Og hvorfor er 17-årige drenge så stærkt imod retten til fri abort?

Filmen følger det traditionsrige eksperiment Texas Boys State, hvor tusind 17-årige drenge hvert år samles og i løbet af en uge simulerer et guvernørvalg med alle de politiske processer, det indebærer. Drengene deles op i nationalister og føderalister, der hver især indsamler underskrifter til at stille op til forskellige poster, holder taler og debatter, konstituerer sig og stiller til slut op mod det andet parti.

Drengene går op i spillet med liv og sjæl og er næsten skræmmende ambitiøse og veltalende. Men de er også umodne og kopierer tydeligvis både de politiske holdninger og metoder, som de har set hos de voksne. Man undrer sig over, at de fokuserer på emner som abort og våbenlovgivning frem for for eksempel uddannelsespolitik og klima eller andet, der vedrør dem som unge mennesker. Trods enkelte idealister kommer spillet lynhurtigt til at handle om proces og beskidte tricks frem for politisk indhold, og det er ærgerligt, at de ikke i højere grad opfordres til at tænke selvstændigt eller udfordres på deres verdensbillede, for eksempel ved at blande kønnene.

På den måde afspejler filmen temmelig nedslående, men meget sigende, USA’s aktuelle politiske virkelighed.

Kan ses på Apple TV+

‘Greta’.

8. ‘Greta’

Det er næsten ikke til at fatte, at det kun er to et halvt år siden, at den i dag ikoniske svenske klimaaktivist, dengang 15-årige skolepige Greta Thunberg satte sig alene uden for Rigsdagen med skiltet »Skolstrejk för klimatet«. Instruktør Nathan Grossman har i noget af et scoop fulgt hende fra de tidlige protestdage i august 2018 til hendes berømte »Hvor vover I?«-tale i FN i 2019. I løbet af det turbulente år eksploderer Thunbergs Friday for Future-bevægelse i hele verden, og flankeret af sin omsorgsfulde og støttende far er hun blandt andet på besøg hos den franske præsident Emmanuel Macron og råber verdenslederne op til klimatopmødet COP24 i Polen. Greta hyldes af ligesindede, men bliver også udsat for hårde personangreb fra højrefløjen.

Filmen giver et nuanceret billede af Greta Thunberg, som vi også ser fra en mere sårbar side hjemme hos familien. Når hendes far fortæller om hendes klimadepression, der fik hende til næsten ikke at tale i tre år, og hun selv fortæller, at hendes aspergers gør det svært for hende at smalltalke, er det stærkt og rørende at se, hvordan hun blomstrer op som stærk kommunikator og leder.

Samtidig står det klart, at hun er gået ind i klimakampen, fordi hun er oprigtigt bekymret for verdens fremtid, ikke for at blive berømt. Hun er kold over for de politikere, der tager selfies med hende, men ikke er parate til for alvor at ændre noget. Hendes frustration stiger, mens presset på hende som verdens frelser vokser, og det er lige til at tude over, da hun ramt af hjemve og søsyge på sin to uger lange sejltur til New York erkender, at ansvaret er for tungt.

Nåede akkurat dansk biografpremiere inden nedlukning af biograferne – kan endnu ikke streames.

‘En splittet familie’.

7. ’En splittet familie’

Det burde have været en formssag for den syriske læge Rana at få sine to sønner familiesammenført til Danmark, efter familien er flygtet fra borgerkrigen. Men som danske Mira Jargil dokumenterer med sit lavmælt registrerende kamera, må Rana gennemgå en kafkask bureaukratisk ørkenvandring, og der kommer til at gå smertelige to et halvt år, inden hun får sine børn at se igen.

Rana havde aldrig været adskilt fra sønnerne Jad på 15 og Nidal på 9, da hun efterlod dem i Tyrkiet for at tage til Grækenland i en gummibåd, som hun ikke turde tage drengene med på. Nu bor de alene i Tyrkiet, mens deres far, Mukhles, er fanget i sagsbehandling i Canada. Afsavnet hos hele den splittede familie, der kun kan kommunikere på Facetime, er manet i deres ansigter. Jad trækker sig ind i sig selv, Mukhles undgår nye billeder af drengene, fordi det minder ham om, hvad han går glip af.

Imens holder Rana hovedet imponerende højt, integrerer sig i det danske samfund og taler høfligt til selv de mest enerverende skrankepaver, som filmen giver én lyst til at råbe meget højt ad. Filmen viser på rørende og sindsoprivende vis mennesket bag journalnummeret og konsekvenserne af et uigennemsigtigt dansk udlændingesystem, som man mistænker for bevidst at gøre livet besværligt for udsatte mennesker.

Kan ses på DR TV

‘Love Child’.

6. ’Love Child’

Vi fortsætter i flygtningesporet. I ‘Love Child’ har den rutinerede danske dokumentarist Eva Mulvad i imponerende seks år fulgt det iranske par Leila og Sahand og deres lille søn, Mani, som er flygtet fra Iran til Tyrkiet for kærligheden. Parret havde fået Mani uden for Leilas ulykkelige ægteskab, og da straffen for utroskab i Iran kan være dødsstraf og stening, forlader de deres gamle liv for at leve sammen som familie. De drømmer om en fremtid i Canada, men i Tyrkiet havner de i et bureaukratisk limbo, da den syriske flygtningekrise rammer, og de kæmper for at opnå asyl gennem FN og for at få Sahand anerkendt som far til Mani.

Mulvad udfolder tålmodigt familiens historie gennem klassisk observerende scener og følger med stor intimitet familiens hverdag med både kærlighed, usikkerhed og frustrationer. Imens observerer vi tidens gang gennem Mani, som vokser op for rullende kamera og bliver stadig mere tyrkisk. ‘Love Child’ giver flygtningedebatten et rørende menneskeligt ansigt, og filmen er både en episk universel kærlighedshistorie, et politisk flygtningedrama, en coming of age-historie og en eksistentiel skæbnefortælling.

Kan lejes hos Danish Documentary

‘Songs of Repression’.

5. ’Songs of Repression’ (’Undertrykkelsens sang’)

Årets vinder på den digitale udgave af CPH:DOX var en grotesk og gribende mavepuster om ondskab og overlevelse.

Filmen, der er instrueret af det dansk-tysk-chilenske makkerpar Estephan Wagner og Marianne Hougen-Moraga, portrætterer en gruppe beboere i en lille tysk koloni i Chile med en dunkel fortid: Da den tyske missionær Paul Schäfer grundlagde den kristne koloni i 1961, var den reelt en totalitær sekt, hvor voldtægt, medicinske eksperimenter, slavelignende arbejdsforhold og tortur var hverdag. Schäfer blev fængslet i 2006, men i dag bor der endnu 120 mennesker i kolonien, som stadig er præget af religiøs fanatisme og tysk nationalromantik. Ofre og bødler lever side om side i en sær pagt om at vælge det trygge liv, de kender, og kolonien fungerer som et bizart idyllisk turistmål.

Historien fortælles ikke-sensationelt og langsomt gennem de på én gang afdæmpede og opsigtsvækkende interviews med beboerne. Mens flere af de interviewede nægter at se fortidens realiteter i øjnene eller negligerer deres psykiske ar, går andre ærligt ind i en smertefuld konfrontation med deres barndomstraumer, og hvad det har gjort ved dem. For eksempel fortæller en kvinde, stående ved siden af sin mand, at hun slet ikke var klar over, at sex kunne være udtryk for kærlighed. Det er chokerende, hvad mennesker kan leve med.

Kan lejes i Grand Hjemmebio

‘Til Sama’.

4. ’Til Sama’

Hvordan kan man som forælder retfærdiggøre at blive i en situation, hvor man sætter både sit eget og sit barns liv i fare? Det forsøger den syriske instruktør Waad al-Kateab at svare på med denne stærke, personlige øjenvidneberetning fra den syriske borgerkrig, som hun dedikerer til sin datter, Sama.

Waad al-Kateab begyndte at filme sammenstødene mellem det syriske regime og befolkningen i Aleppo tilbage i 2012 og vender også kameraet mod sig selv og sin familie, da hun, hendes kommende mand Hamza, der er læge, og deres venner melder sig som frivillige på et hospital. Herfra følger vi deres dagligdag og blodige kamp for at redde liv gennem rædselsvækkende billeder af ikke mindst sårede og døde børn. Jeg vil aldrig glemme den scene, hvor lægerne udfører kejsersnit på en såret kvinde, og man rædselsslagen holder vejret, men lægerne forsøger at banke pulsen tilbage i spædbarnet.

Men næsten værre er det at overvære, hvordan stemningen blandt vores passionerede aktivister i takt med regimets stadig mere brutale metoder vender fra håbefuld til overvældet og modløs. ‘Til Sama’ er ikke en film for sarte sjæle, men en hjerteknusende fortælling og essentiel oplysning til hele det verdenssamfund, der ser passivt til borgerkrigens blodbad.

Havde dansk biografpremiere i år – kan endnu ikke streames.

Dick Johnson i ‘Dick Johnson is Dead’.

3. ’Dick Johnson Is Dead’

En instruktør slår sin far ihjel om og om igen i årets mest hjertevarme og originale dokumentarfilm.

Det er den amerikanske dokumentarist og fotograf Kirsten Johnson, der står bag det bizarre eksperiment, hvor hendes far, Dick Johnson, heldigvis i virkeligheden er sprællevende. Men da han får konstateret begyndende Alzheimers, forsøger instruktøren at forberede sig mentalt på, at han vil forsvinde. Derfor foreslår hun, at de laver en film sammen om hans død. Herfra iscenesætter de i en række absurde ulykkesscenarier hans død, som han grinende vågner op fra som i en morbid ‘Groundhog Day’.

Mens de konstruerede dødsscener er en grotesk leg, der sætter gang i snakken, er det de naturalistiske scener mellem far og datter, der virkelig slår hårdt. Her følger vi far og datter gennem de forandringer, hans sygdom kræver. Han lukker sin psykiaterpraksis i Seattle og flytter ind i hendes toværelses lejlighed i New York, og i filmens mest hjerteskærende scene kan han næsten ikke bevare sit tapre smil, da hun fortæller ham, at hun sælger hans bil, og han dermed skal give afkald på sin selvstændighed.

‘Dick Johnson Is Dead’ er en legesyg og smuk hyldest til instruktørens far og et rørende far-datter-portræt, der minder én om, at man ikke skal vente til begravelsen med at lovprise sine forældre.

Kan ses på Netflix

2. ’Time’

Så snart det episke klaverscore sætter ind til en montage af intime, betagende sort-hvide hjemmevideostumper i begyndelsen Garrett Bradleys ‘Time’, står det klart, at her er tale om et mesterværk.

Filmen følger Sibil Fox Richardson, en målbevidst og klarsynet sort bilforhandlerejer, aktivist og mor til seks drenge fra New Orleans, der kæmper for at få sin mand, Robert, tidligt løsladt fra sin 60-årige fængselsdom for væbnet røveri. Sibil udstod selv en treårig fængselsstraf for medvirken. Da hun blev løsladt, begyndte hun at filme familien for at kunne dele minderne med sin mand. Bradley væver Sibils optagelser sammen med sine egne nye, som til sammen tegner et monumentalt portræt af familien gennem 20 år: Da vi møder Sibil, er hun gravid med tvillinger. I dag er de voksne.

‘Time’ er både en personlig, poetisk og storladent fortalt historie og et politisk indspark til debatten om et racistisk straffesystem i USA, der straffer sorte markant hårdere (se Ava DuVernays ’13th’ for en uddybning af emnet). Sibil fortryder sin forbrydelse, som parret begik, fordi deres forretning var i økonomiske vanskeligheder. Men hun er ikke bleg for at sammenligne Roberts uproportionelle hårde straf med moderne slaveri.

Vi følger hende, når hun ydmyg og høflig gang på gang ringer til dommerens sekretær for at få nyt om Roberts sag. Men filmen handler mindre om jura og mere om afsavn og tidens ubønhørlige gang. Som den ene tvilling Justus så smukt udtrykker det:

»Time is what you make of it. Time is unbiased. Time is lost. Time flies. This situation has just been… a long time. A really long time«.

Kan ses på Amazon Prime

‘The Cave’.

1. ’The Cave’

Den syriske instruktør Feras Fayyad blev i efteråret beskyldt i en række grimme sager om seksuelt krænkende adfærd, cv-fusk og forsøg på at tage æren for sine fotografers arbejde på sin forrige film, ‘Last Men in Aleppo’.

Men det ændrer ikke på, at hans seneste danskproducerede, Emmy-vindende film ‘The Cave’ er årets mest uforglemmelige mesterværk.

Filmen følger den syriske børnelæge Dr. Amani Ballour, som er leder for et underjordisk hospital, kaldet The Cave, i den belejrede by Ghouta i 2016-18. Vi er med som fluen på væggen i Dr. Amani og kollegernes hektiske hverdag: I operationsstuen, hvor kirurgen Salim Namour spiller klassisk musik på sin iPhone som erstatning for bedøvelse. Når Dr. Amani graver små stykker murbrokke ud af halsen på en lille pige, der er holdt op med at trække vejret og er helt gul i hovedet. Og når lægerne må hive det klorlugtende tøj af alle indkomne børn og voksne i en rasende fart efter et kemisk angreb.

Men der er også fine øjeblikke, som da kollegerne fejrer Dr. Amanis 30-års fødselsdag med popcorn, og hvor den altid blide og kærlige læge opmuntrer en lille pige, hvis far er død af en bombe, til at tro på fremtiden. Sideløbende må Dr. Amani kæmpe en feministisk kamp for at opnå respekt fra sine mandlige patienter i det patriarkalske samfund.

Filmen er hård kost, men også fuld af håb i sit rørende portræt af Dr. Amani, der med en utrolig dedikation, dygtighed og medmenneskelighed har viet sit liv til at redde så mange liv som muligt. Verden er fuld af rædsler, men også frelsende engle.

Kan ses på TV 2 Play.

(Opdateret 22. december med præcisering af anklagerne mod Feras Fayyad)

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af