‘High Fidelity’: Top 5 opdateringer i den Disney+-aktuelle serieversion a la 2020

‘High Fidelity’: Top 5 opdateringer i den Disney+-aktuelle serieversion a la 2020
Zoe Kravitz i 'High Fidelity'. (Foto: Phillip Caruso/Hulu)

1. Zoe Kravitz er Rob

Ligesom Nick Hornbys romanforlæg fra 1995 og Stephen Frears loyale filmatisering med John Cusack fra 2000 handler Veronica West og Sarah Kucserkas serie – der egentlig er fra sidste år, men nu får premiere herhjemme via Disney + – om pladebutiksejeren Rob, der svælger i selvmedlidenhed og hjertesmerte-sange efter at være blevet forladt af sin kæreste.

Den store forskel er dog, at Rob i serien er en forkortelse for Robin og i skikkelse af Zoe Kravitz har skiftet køn og race.

Hun bor i Brooklyns hippe Crown Heights-kvarter frem for Chicago, er yngre, mere sympatisk og særdeles mere cool end Cusacks ynkelige og selvoptagede rockdude. Faktisk er hun så ubesværet cool og lækker, at det er svært at tage hendes mindreværd alvorligt og tro på, at hun nogensinde er blevet forladt af en kæreste, der ikke fandt hende glamourøs nok (i filmen giver det mere mening, at Cusack føler sig underlegen i forhold til Catherine Zeta-Jones).

Kravitz’ Rob er knap så tonedøv over for sine omgivelser eller ensporet i forhold til at vinde sin eks tilbage som Cusacks karakter. Men selvom hendes brud med drømmemanden Mac (Kingsley Ben-Adir fra ‘One Night in Miami’) ligger et år tilbage, har hun lige så ondt af sig selv og er lige så enerverende i sine besatte enetaler om sit forliste forhold, som hun ligesom i filmen både leverer direkte til kameraet og til alle, der er uheldige nok til at befinde sig inden for hendes talevidde.

Vi kender alle typen, man simpelthen ikke orker at høre på længere. Derfor er det en kæmpe cadeau til Zoe Kravitz, at man alligevel nyder hendes selskab gennem 10 episoder, fordi hun udover at være egocentreret og belastende (som de fleste, hånden på hjertet, også selv har været efter et breakup) også er karismatisk, sjov, nørdet og sårbar på en relaterbar måde.

Endelig er valget af Kravitz en sjov hilsen til filmen, hvor hendes mor, Lisa Bonet, spillede den sexede sanger Marie De Salle, som Rob har rebound-sex med.

2. Mere woke

Ikke kun Rob har fået en makeover – karaktergalleriet er blevet mere mangfoldigt hele vejen rundt. Mest centralt er hendes to ansatte i Championship Vinyl nu en sort kvinde, Cherise (en sjov brovtende Da’Vine Joy Randolph) og en homoseksuel mand, Simon (fint følsomt spillet af David H. Holmes).

Mac er sort, og Robs bror spiller også en central rolle. Rob selv er biseksuel, og en af hendes top 5 hjerteknusere er en kvinde. Hun får kærlighedsråd fra Debbie Harry frem for Bruce Springsteen. Og i stedet for at nægte at sælge en kunde Stevie Wonders ‘I Just Called to Say I Love You’, fordi det er en dårlig sang, diskuterer butikkens tre nørder, om de kan forsvare moralsk at sælge en Michael Jackson-plade.

‘High Fidelity’. (Foto: Phillip Caruso/Hulu)

I filmen slår Rob i gymnasiealderen op med pæne Penny, fordi hun ikke vil gå i seng med ham, selvom han prøver ubehageligt hårdt i en voldtægtsagtig scene. Da han opsøger hende for at høre, hvorfor hun gik i seng med en anden kort efter, fortæller hun, at det nærmest var en voldtægt, der fuckede hendes seksualitet op længe efter. Det aspekt har serien kløgtigt udeladt.

I et gensyn med filmen skurrer det også, at Rob råber »slut« og »bitch« efter de kærester, der slår op med ham. I serien bruger Rob de samme skældsord om de kvinder, hun bliver erstattet af, men hun siger det på en mere resigneret måde, og det virker mindre truende og misogynt, når det kommer fra en spinkel kvinde.

3. Nye plots

Mens de første afsnit ligger forholdsvis tæt op ad filmen, finder serien efterhånden i højere grad sin egen stemme og fortæller originale historier.  Det gør kun serien bedre, og særligt to episoder, der ikke har fokus på Robs hjertekvaler, stikker positivt ud.

Mange nyere komedieserier som ‘Ramy’, ‘Master of None’, ‘The Politician’ og ‘Never Have I Ever’ skifter perspektiv i et enkelt afsnit, så vi oplever universet, temaerne og vores hovedperson fra en bikarakters synspunkt.

Det effektive virkemiddel benytter ‘High Fidelity’ også i et afsnit dedikeret til Simons top-5 breakups, hvor han fortæller om et komplekst on-off-forhold til sin første kæreste, efter han sprang ud som homoseksuel. Og som han stadig kæmper med i det stille, mens han loyalt lytter til Robs kvaler. Det er en virkelig fin og nuanceret kærlighedshistorie om klasseforskelle, mindreværd og afhængighed, der på mange måder gør mere ondt end Robs brud.

I en anden fremragende bottle episode kører Rob op til Upper West Side med sin søde, men måske lidt for kedelige date, Clyde (Jake Lacy), for at se på en privat pladesamling. Scenen er med i bogen, men udvidet her, hvor Parker Posey sjovt spiller en excentrisk og højdramatisk kunstner, som for at få hævn over sin utro mand vil sælge hans formidable og kostbare pladesamling for kun 20 dollars.

Rob har moralske skrupler, men beslutter sig sammen med Clyde til at opstøve manden og finde ud af, om han fortjener at få frarøvet sin samling.

4. Udstiller den mandlige musiknørd

Og den scene leder os over i punkt fire. Det viser sig nemlig, at manden (Jeffrey Nordling, der er lige så ussel som i rollen som Laura Derns svindlermand i ‘Big Little Lies’) vitterligt er det dumme svin, som hans kone har beskrevet. Og tilmed sexistisk.

Som en kliché på midtvejskrisen sidder han i baren på det fancy Carlyle Hotel med en ung blondine, der ikke siger et ord. Da det lykkes dem at falde i snak, taler han uafbrudt om sine yndlingsplader og møder med berømte musikere til Clyde, der ikke har nogen særlig interesse for musik, mens han til gengæld ignorerer alle Robs forsøg på at få et ord indført.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Selv da hun sætter ham på plads med sin viden om et Wings-livealbum, er hans reaktion at ignorere hende og sige til Clyde, at han nok skal blive træt af sådan en lille »firecracker«. »Det var som at være en kvinde i en Michael Bay-film«, stønner Rob efterfølgende.

Manden er et eksempel på den værste nørdetype, den mansplainende slags, der ikke har forestillingsevne til at tro, at en kvinde kan have viden om musik/film/tegneserier/spil/you name it og under alle omstændigheder kun er interesseret i at høre sig selv tale. Hånden op, hvis du også har fået forelæsning af en mand i et emne, du selv er ekspert i 🙋.

5. Den kvindelige musiknørd opfører sig som en midaldrende hvid mand

Dén type musiknørd var filmen en kærlig kritik af. John Cusacks Rob reorganiserer sin pladesamling og komponerer playlister for at skabe orden i sine kaotiske følelser, ligesom han og kollegerne laver top 5-lister over alt både i en dyst om viden og en italesættelse af stemninger, de ikke formår at udtrykke i ord.

De er enige om, at den rigtige smag er vigtigere end personlighed. Han er overbevist om, at kvinder forlader ham på grund af en ondsindet feminin sammensværgelse frem for at se indad. Og kun mandlige hvide musikere, der ligner ham selv, forstår hans smerte. I løbet af filmen modnes Rob dog til både at lytte til sin kæreste, erkende sine fejl og finde mod til at binde sig.

Zoe Kravitz’ Rob er en listesmedende musiknørd på samme måde som Cusacks, og hun dyrker endda samme oldschool-navne som David Bowie, Fleetwood Mac og Nick Drake. Ville en alternativ sort millennial i Brooklyn ikke supplere klassikerne med noget mere nutidigt hiphop og pop og føre diskussioner om alt fra Taylor Swift til Meghan Thee Stallion? Og ville hun virkelig have samme behov for at lave playlister og rangordener?

Jeg har det ambivalent med den direkte oversættelse af Robs karaktertræk, for på den ene side er det forfriskende at se en kvinde nørde ud i et traditionelt maskulint rum. På den anden side føles det også lidt skævt. For det første er det ikke min erfaring, at kvinder har brug for den form for krykke for at tale om deres følelser, for det er vi socialiseret til på en helt anden måde.

Det er heller ikke min erfaring, at kvinder – heller ikke blandt mine kvindelige anmelderkolleger – kommunikerer ved at namedroppe og overgå hinanden i fakta. Både, tror jeg, fordi vi ikke har samme behov for pikmåling og ikke er opdraget til at hævde os selv, og fordi vi er mere interesserede i at diskutere et værk i dybden og vores følelser omkring det. Til gengæld har jeg haft mange samtaler med mandlige filmnørder, der var én lang »har du så set…?«. Det er virkelig kedeligt.

Jeg siger ikke, at alle mænd er sådan, men at det en type, der er specifik mandlig. Og når den kvindelige Rob inkarnerer den type, misser serien på en måde den kritik, som filmen udsagde. Samtidig med at det er så friskt og mystificerende, at det får én til at tænke over, hvor kønnet smag og nørderi er.

'High Fidelity'. Tv-serie. Hovedforfatttere: Veronica West og Sarah Kucserka. Medvirkende: Zoe Kravitz, Kingsley Ben-Adir, Da'Vine Joy Randolph, Jake Lacy. Spilletid: 10 afsnit á ca. 30 min. Premiere: Kan ses på Disney+
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af