’Red Screening’: Makaber gysergenre vender grusomt tilbage fra graven
Klædt i regnfrakke og læderhandsker går en ukendt morder på rov i en lurvet et-salsbiograf. Det lille publikum, der har øjnene rettet mod lærredet, er kommet til midnatsfilmvisning for at søge ly mod regnen, hænge ud med en flaske vodka under jakken eller blot få en hurtig håndtrold i mørket. Men i skyggerne skulker skikkelsen rundt og venter på det perfekte øjeblik at slå til med sin skinnende foldekniv.
Det kunne lyde som en hvilken som helst giallo-film – horror-genrens enfant terrible, der er den italienske forgænger og pendant til de amerikanske slasher-film. Men Maximiliano Contentis ’Red Screening’ er nyligt udgivet og altså langt fra genrens storhedstid i 70’erne.
De billigt producerede, men visuelt operaagtige mordmysterier satte fra midt-60’erne standarden for grænseoverskridende voldsudgydelser på det store lærred, tv-skærme og i drive-ins. Men kvaliteten og talentpuljen af instruktører tørrede ud i løbet af 80’erne, og i dag er den før så lukrative eksportvare fra Italien lige så stendød som de modelsmukke ofre, der bliver stukket ned i ’Tenebre’ og ’The New York Ripper’.
De moderne slasher-film ’You’re Next’ og ’Hellfest’ hylder giallo-instruktører som Mario Bava og Lucio Fulci, mens ’Berberian Sound Studio’ og ’Amer’ snarere kan ses som metarefleksive udforskninger af genren. Contentis bidrag giver derimod indtryk af, at giallo-film aldrig mistede sin fandenivoldske grusomhed og enorme internationale popularitet.
I ekstreme close-ups følger vi morderens kniv ramme sit mål, hvad end det er en dunkende pulsåre, bankende brystkasse eller et blødt øjeæble. Et teenagepar, der tungekysser heftigt under filmvisningen, får en spids metalstang hamret direkte igennem deres hoveder. Og lærredet bades i blod fra projektorens genskær, da en ung kvinde får mast kraniet i maskineriets store metallåge.
Også lydsiden følger traditionstro genrens heftige brug af tunge synthesizerlyde og messende kor, som perfekt akkompagnerer de morbide mordscenarier. Der kæles virkelig for de nostalgiske detaljer. Morderen får et skud brandslukkerskum i ansigtet og ligner i et kort øjeblik den hvidmaskerede skurk fra Mario Bavas seminale ’Blood and Black Lace’.
Selv placeringen i en biograf er en åbenlys hyldest til Dario Argentos ’Opera’, der foregår i et teater, og hvis plakat flere gange ses i baggrunden blandt mange andre kulttitler. I Argentos film får hovedpersonen tapet nåle på undersiden af øjenlågene, så hun ikke kan lukke dem, når morderen brutalt slår hendes bekendte ihjel. På samme vis fremhæver ’Red Screening’ morsomt vores forhold til genren, da filmgængerne repræsenterer en broget gruppe af horror-entusiaster. Fra barnet, der skjuler sig under sæderne for at se den sene visning af en gyser, over den akavede første date til en gruppe fulde, larmende teenagere.
På den anden side følger Contenti ikke regelret og dovent genrens mere daterede, reaktionære konventioner. Der er således skruet kraftigt ned for den aggressivt eksplicitte og misogyne seksuelle vold mod kvinder, som giallo er berygtet for. Morderen er heller ikke kodet feminin eller queer. Og den usympatiske mandlige amatørdetektiv-antihelt er skiftet ud med en mere traditionel, hårdfør final girl, der i filmens finale tager kampen op mod morderen.
Forhåbentlig kan filmen herigennem skabe et moderne grundlag for den for længst uddøde genre. Og som fan kan jeg ikke begynde at beskrive, hvor rart det er igen at være fanget i favnen på en bestialsk psykopat, som ser rødt.
Kort sagt:
Sorte læderhandsker. Hårdt, skinnende metal mod blød hud. Åbne pulsårer, der fosser blod. Bestialske mordere, som snacker på øjeæbler. Velkommen tilbage giallo. Du har været savnet.