’The Climb’: Indie-dramedyens ‘The Revenant’ skulle være blevet på cyklen
To venner i 30’erne, Mike og Kyle, tramper på deres cykler op ad en stejl sydfransk bakke. Den ene Tour de Fit, den anden Tour de Farkrop i tanktop. Kyle skal snart giftes med sin franske kæreste Ava. Kyle bedyrer, hvordan han ikke kan vente med at leve resten af sit liv med Ava.
»Jeg har været sammen Ava«, indskyder Mike pludseligt. Kyle falder ud af sit tråd. Drevet af vrede forsøger han efterfølgende at kæmpe sig op til Mike. Mike holder Kyle på behørig afstand. Som en snu Contador i sine velmagtsdage har Mike ventet med at smide bomben og trække fra til det hårdeste punkt på stigningen.
Åbningsscenen i ’The Climb’ er ét forrygende morsomt og medkørende long take på over syv minutter. Det måtte gerne vare længere. Ja, hvorfor ikke halvanden time i et adstadigt tempo som ’Rolf & Ritter på Tour’, der slider sig op og ned ad de forskellige kategorier for det at være mand i dag?
I stedet for én lang og nådesløs etape på ’Alpe d’Masculinité’ har de to venner i og bag filmen, Michael Angelo Corvino og Kyle Marvin, tilføjet nye kapitler til deres oprindelige tohjulede kortfilmpræmis. Hver episode fra Mike og Kyles venskab er spundet ind i lange bevægelige kamerature som et ambitiøst bud på indie-bromancens ’The Revenant’.
Desværre peaker ’The Climb’ allerede på den franske bakketop.
Efterfølgende kan Mike og Ava ikke holde sig fra hinanden på et fransk hospital. Så springer vi kontant til næste kapitel, hvor Mike sørger over sin kone, Avas, død, mens Kyle støder til. Så er vi til Thanksgiving-middag hos Kyles familie, hvor Kyle til familiens bitre miner fortæller, at han og hans gamle highschool-kæreste Marissa skal giftes. Og så er vi til jul hos familien, hvis melange af hvid middelklassehygge får et indskud deprimeret, fordrukken og – som alle skal pointere, tihi – fed Mike. Og så. Og så. Og så…
Filmen springer frem i tid, fra og til mere eller mindre væsentlige nedslag i de to mænds venskab. Er der et målorienteret plot, handler det i så fald om, at Marissa (Gayle Rankin) er pisse strid, og at Kyle, ifølge Mike, for alt i verden ikke må gifte sig med hende.
Michael Angelo Corvinos svært elskelige selviskhed står godt til Kyle Marvins bløde og bamsede åbenhed. Deres filmiske venskab forbliver dog fanget i skyggen af filmens eksperimenterende form. Modsat flere af de anmeldere, som faldt for den skæve lille film, da den blev vist i Un Certain Regard-konkurrencen under Cannes Film Festival 2019, er jeg ikke overbevist om filmens konsekvente valg af lange takes.
Corvino, Marvin og fotografen Zach Kuperstein (’The Eyes of My Mother’) har udtænkt flere finurlige overgange og bravurture, hvor særligt eksekveringen af juleseancen, hvor kameraet udenfor og gennem glaspartier smyger sig rundt om selskabets forskellige afdelinger af smalltalk, er beundringsværdig. Men også opmærksomhedssøgende. Måske er jeg skadet af for nylig at have genset de lange betonende kamerature i Hitchcocks ’Rope’ og Bong Joon-hos ’Memories of Murder’, men for ofte føles kapitlerne i ’The Climb’ konstruerede for kameraets skyld som en glidende gimmick snarere end med vægt på de venskabelige bryderier.
Humoren rummer hits såsom en absurd polterabend-kidnapningsscene med én Batman-imitator for meget. Den tyer dog også til unødvendig meget usjov vold, når flere af kapitlerne skal afrundes. Et par intermezzoer med blandt andet et ældre synkrondansende par på ski og brugen af fransk 60’er-pop er stilistisk pudsige valg, men peger igen tilbage til spørgsmålet om, hvor meget manuskriptet egentlig gemmer af historie og dybere refleksion under al liret.
Mike og Kyle slutter på cyklen i filmens epilog. Jeg tror, de havde fået mere ud af at være blevet i sadlen hele filmen igennem.
Kort sagt:
’The Climb’ er et ambitiøst stilstudie af en lowbudget-debutfilm, men desværre ikke et særlig dybt eller sigende studie af venskab mellem voksne mænd.