’Blackbird’: Remake af Bille August-film ved, hvilke knapper den skal trykke på
Den stjernespækkede ’Blackbird’ handler om en families afsked med deres frisindede matriark, Lily. Hun lider af den dødelige muskelsvindssygdom ALS og nægter at ende sine dage uden at kunne bevæge sig eller synke sin mad.
Derfor har hun planlagt at tage sit eget liv, før sygdommen for alvor får greb i hende. Den nære familie samles en weekend for at sige et sidste farvel. Lilys afgang er nøje planlagt, og beslutningen er taget.
Den, for nogle, velkendte historie er en genindspilning af den danske ’Stille hjerte’ af Bille August fra 2013. Med samme manuskriptforfatter, Christian Torpe, ligger det amerikanske drama også ganske tæt på originalen, og med Hollywood-stjernerne Susan Sarandon og Kate Winslet i stedet for Ghita Nørby og Paprika Steen.
Et moderne overdådigt hus på den amerikanske østkyst – tegnet af Lily selv – er rammen for den sørgmodige weekend. Omgivet af en betagende og rolig natur stimler familien sig sammen i det perfekt-polerede hus med tabet som den alvorlige udgang.
Lily ønsker sig en rolig og normal weekend og appellerer til familien om at efterleve hendes ønske. Men nervøsiteten hænger i luften, og den anspændte stemning er til at tage og føle på, da familien ruller op i indkørslen. Forestillingen om et fredeligt farvel synes truet, og tvivlen om Lilys beslutning lurer latent.
Den ældste datter Jennifer (Kate Winslet), manden Michael (Rainn Wilson) og deres lidt sammenbidte teenagesøn, Jonathan (Anson Boon), ankommer tidligere end planlagt og leverer et
akavet dyt for at melde deres ankomst. Jennifer overdrager ængsteligt og nærmest undskyldende en gave til sin mor, som lettere sarkastisk kvitterer med »I can’t wait to see what the stores recommend for an event like this«.
Lilys sygdomsramte hænder kæmper med at pakke gaven op. Iveren for at hjælpe hende er stor, men hun vil klare det selv, og familiens handlingslammede positioner står klart. Som manden Paul efter sine forsøg tålmodigt må bekræfte: »Whatever she’s doing she can do it herself«.
Anna (Mia Wasikowska), den yngre søster, tropper op for sent og har taget sin umodne on-and-off-kæreste Chris (Bex Taylor-Klaus) med. Der mangler en ekstra opredning, og de to søstre går til værelset for at catche-up. En ulmende aggressiv stemning fylder rummet, og der skal ikke mange ordvekslinger til, før konflikterne bobler frem. Søstrenes væsensforskelle viser sig tydeligt: den rebelske og uansvarlige Anna, der skifter livsretning hver uge, over for den kedelige og anale Jennifer med alt for høje ambitioner på sin søns vegne.
De interne stridigheder trækker op, og konfrontationer ligger på lur. Vedhængene, Michael og Chris, bliver det lette og komiske indslag – den ene besættes af en gåde i krydsordene, og den anden spiller bold med Jonathan. De formår at indfri Lilys ønske om den normale weekend. Hos døtrene står det derimod anderledes til.
Susan Sarandon som den svækkede Lily er stædig, men besidder også en livsnydende sentimentalitet, som synes rammende. Det er rørende at se manden Paul (Sam Neill) sluge sin egen smerte som det stille anker i selskabet for at skabe den weekend, konen drømmer om.
Lily beslutter, at hendes sidste aften skal være en juleaften, og i lyset af det pyntede juletræ og den snarligt forestående afsked bliver uenighederne lagt på hylden for en stund. Men uforløste følelser ligger under overfladen, og snart pibler det frem med hemmeligheder – og med dem følger tvivlen om Lilys beslutning.
Anna er ikke klar til at give afkald på sin mor, som hun grådkvalt erkender: »I want to know her. I want her to get to know me«, men Jennifer står fast på, at moren ønske må være det vigtigste.
Med fortællingen om den sidste tid, om at miste sin kære, før man er klar, formår ’Blackbird’ ligesom originalen at plante tårer i øjenkrogen. Men skarpskårne søstre, deres forskelle og dertilhørende konflikter, puster lovlig stærkt til den dramatiske kurve.
Filmen inviterer dig på en følelsesladet rejse og ved, hvilke knapper den skal trykke på undervejs. Sommetider kammer det dog over.
Kort sagt:
’Blackbird’ er tårefremkaldende, men fanges også i klichéerne.