‘Once Were Brothers’: Et gribende filmportræt af gruppen, som grundlagde americana-genren
Et band samles, får succes og falder fra hinanden i druk og stoffer.
På overfladen følger historien om The Band forskrifterne for mangt et ensemble fra 60’erne, men heldigvis har den unge canadiske instruktør Daniel Roher i sin dokumentarfilm ’Once Were Brothers’ fokus på de psykologiske mekanismer og emotionelle aspekter i det legendariske orkester, som nærmest egenhændigt grundlagde genren americana i slut-60’erne.
Vi erfarer således tidligt, at bandleder Robbie Robertsons opvækst som enebarn drog ham mod et forbrødrende fællesskab, som han fandt i musikken og hvor mødet med rock’n’roll-bandet Ronnie Hawkins and the Hawks i teenageårene fik afgørende betydning.
Robbie rykkede fra hjembyen Toronto mod Mississippi-deltaet, blues’ens sydende arnested, hvor musikken var »beskidt og tung ligesom luften«. Her klikkede Robbie lynhurtigt med Hawkins’ unge trommeslager Levon Helm.
Som to nysgerrige legekammerater (Hawkins’ beskrivelse af Levon og Robbie som Huckleberry Finn og Tom Sawyer skriver snedigt det musikalske makkerpar ind i Sydstaternes kulturelle historie og bevidsthed) sammensatte de hurtigt det ultimative backingband for Hawkins i form af pianisten Richard Manuel, bassisten Rick Danko og organisten Garth Hudson – det hold, som senere skulle udgøre The Band.
Det er fem yderst disciplinerede unge herrer, for hvem det ikke var uvant at spille koncerter seks dage om ugen. En arbejdsmoral, der faldt Bob Dylan for øre, hvilket bevirkede, at femkløveret blev engageret som stjernens liveband på de famøse turnéer i 1965-66, hvor Dylan supplerede den akustiske guitar med elektrisk akkompagnement – til sine folk-puritanske fans udtalte utilfredshed.
At blive buhet af scenen aften efter aften kan tage spilleglæden fra selv rutinerede spillemænd, og Helm opgav musikken for en periode og tog hyre på en boreplatform. I endnu en bevægende interviewscene fortæller Robertson om denne midlertidige afsked med sin gamle ven.
Selvom den kronologiske gennemgang af The Bands meritter – heriblandt skabelsen af mesterværket ‘Music from Big Pink’ (1968) i deres fælles lyserøde hus i Woodstock – er glimrende fortalt og tydeligvis tilgodeser et publikum, som skal stifte bekendtskab med The Band, er det i scenerne med Robertson, som tænker tilbage, at ‘Once Were Brothers’ virkelig bliver vedkommende.
Gruppens kreative ankermand er en gavmild fortæller, som ingenlunde har berøringsangst med de mørke sider, da alkohol og stoffer i 70’erne drev en kile ind i broderskabet. Særligt Manuel og Helm udviklede et alvorligt heroinmisbrug, og Robertsons velreflekterede frustration brænder igennem lærredet: »Levon opførte sig som den typiske junkie i fornægtelse. Jeg elskede ham stadigvæk, men noget var gået i stykker. Ligesom glas og derfor var det svært at sætte sammen igen«.
Dette skel manifesterede sig også på et dybere eksistentielt plan, hvor Robertson pludselig så sig selv navigere mellem at være nybagt familiefar og dedikeret bandleder, i takt med at vennernes arbejdsmoral og musikalske bidrag forsvandt i narkotågerne. Et alvorligt biluheld med en påvirket Manuel bag rattet og Robbies kone Dominique på passagersædet var kun med til at udpensle skriften på væggen, og efter en genforeningsturné med Dylan var tiden inde til, at de gamle kammerater måtte gå hvert til sit.
De besluttede sig dog for at lade The Band gå ud med et brag. Èn sidste storstilet koncert med gæstevisit af blandt andet Dylan, Eric Clapton, Neil Young, Joni Mitchell og deres gamle læremester Ronnie Hawkins. En begivenhed af den kaliber skulle naturligvis dokumenteres, bandet allierede sig med Martin Scorsese, og hermed var den legendariske koncertfilm ‘The Last Waltz’ en realitet.
Eftersom stjerneinstruktøren er executive producer på ‘Once Were Brothers’, ringer den ligeledes ud on a high note med klip fra ovenstående stjernestund.Implementeret i den nye dokumentar emmer koncertoptagelserne fra 1976 stadig af brusende spilleglæde og en gnistrende eufori, som på ingen måde er falmet med årene, og som konsoliderer, hvorfor The Band er et orkester, det er værd at lave endnu en film om.
Med den særligt kritiske lup kan man godt savne lidt mere taletid til de andre bandmedlemmer på bekostning af interviewbidder med blandt andet Bruce Springsteen og Robertsons ekskone Dominique.
Omvendt er Robbie Robertson storyteller af en støbning, der på gribende vis bringer de gamle musikvenners fælles historie til live.
Kort sagt:
Ny dokumentar om americana-genrens fædre fortælles primært gennem The Bands kreative drivkraft Robbie Robertson. Han er dog en så gavmild og uselvisk storyteller, at man tydeligt mærker, hvorfor det netop var de fem musikalske brødre, som var med til at skrive rockhistorie.