Queer sex trumfer erotiseret vold i ’Shadow and Bone’s to mest sigende scener

Queer sex trumfer erotiseret vold i ’Shadow and Bone’s to mest sigende scener
Kit Young som Jesper i 'Shadow and Bone'. (Foto: Netflix)
STREAMING TOGETHER

KOMMENTAR. Netflix’ seneste store fantasy-satsning ’Shadow and Bone’ troner lige nu på toppen af den danske top 10 – hvorfor der er en vis sandsynlighed for, at du derude også har klikket play på minimum det første afsnit.

Serien er baseret på forfatter Leigh Bardugos bedstsælgende romanserie kendt som ’The Grishaverse’, der følger et stort, broget karaktergalleri i en magisk verden befolket af hekse (grishaer), healere, hipster-pæne lykkeriddere og Hugo Boss-smækre superskurke, som det hører og bør sig i YA-fantasy-universer.

Netflix-versionen zoomer ind på grishaen Alina (Jessie Mei Li), der viser sig at være en såkaldt »sun summoner« – en heks, der kan hidkalde sig solens kraft for at bandlyse mørket. Alina er vores über-klassiske naiv-heltinde-på-dannelsesrejse, der på forudsigelig vis både sukker efter sin drengerøvs-BFF Mal (Archie Renaux) og lader sig friste af den mystiske lækkerbuks General Kirigan (Ben Barnes), hvis passion for knaldsorte outfits skriger Mørkets Fyrste med et drys af Christian Grey.

Jessie Mei Li og Ben Barnes i ‘Shadow and Bone’. (Foto: Netflix)

Det stereotype fantasy-trekantsdrama med Den Særligt Udvalgte og hendes to mulende bejlere (var der nogen, der sagde ’Twilight’? ’The Mortal Instruments’?), kunne man mukke over op og ned ad spalter. Men det er ikke dén genre-kæphest, jeg helst så barberet først i ’Shadow and Bone’, der i et sideplot gør sig skyldig i at ride en mere problematisk, om end nært beslægtet »sexet« fantasy-gimmick:

Den forførende maskuline krænker.

Og det er mildest talt røvtrættende. Ikke mindst fordi ’Shadow and Bone’ i noget nær samme åndedræt byder på en ganske anderledes vellykket og velkomment progressiv queer sexy time, der står i skærende kontrast til den old school-cis-lummerhed.

Lad os kaste et nærmere blik på begge scener, der på diametralt forskellig vis peger henholdsvis frem og tilbage for fantasy-genrens udvikling.

Danielle Galligan og Calahan Skogman i ‘Shadow and Bone’. (Foto: Netflix)

Ikke mere, tak: Voldsmanden på den hvide hest

Will the real Khal Drogo please stand up … ?

Fantasy-seriers forkærlighed for erotiseret vold mod kvinder er veldokumenteret og blev genstand for massiv offentlig kritik og fandebat under ’Game of Thrones’ regeringstid på HBO, hvor navnlig Jason Momoas overgreb på Emilia Clarke i første sæson stank af vammel voldtægtsfantasi for husararne (en scene, der oprindeligt var skrevet som samtykkesex i manuskriptet, og som Clarke sidenhen tog afstand fra).

GOT blev ikke just mere populær på dén konto, som serien skred frem, og man skulle tro, at en yngre produktion som ’Shadow and Bone’ ville genoverveje at replicere klicheen, der er i al sin dramaturgiske dovenskab er designet til at pirre liderligheden med lidet andet end hulemands-magtudøvelse som forførelsesteknik.

Men næ nej – for man må jo bogforlæggets skik følge eller fly fantasy-land.

‘Game of Thrones’. (Foto: HBO)

I fjerde afsnit af ’Shadow and Bone’ følger vi således grishaen Nina (Danielle Galligan), der er blevet taget til fange på et skib af en flok grisha-hadende gorillaer, der vil stille Nina og andre frygtelige kvinder »for en dommer« aka. futte dem af på bålet ASAP. Nina slog ganske vist en proper næve, da hun blev fanget, men fik adskillige slag tilbage og er nu lagt i håndjern med hænderne over hovedet.

Ikke nogen synderligt romance-fordrende situation, skulle man mene, men søreme om ikke en af Ninas fangevogtere, Matthias (Calahan Skogman), alligevel er lidt sprød. Manden, som leverede et par af førnævnte slag, tilbyder sågar at fodre sin udkårne et stykke gammelt brød i en scene, hvor duoen udveksler kække spydigheder og plirrer med øjnene til den helt store »will they/won’t they«-medalje.

Nina er fysisk og psykisk udmattet af at have hængt der i evigheder, men rimer de bedste fantasy-forhold ikke altid hjerte på kvinders smerte?

Danielle Galligan og Calahan Skogman i ‘Shadow and Bone’. (Foto: Netflix)

(Spoiler for dem, der ikke har læst bøgerne/set serien til ende). Selvfølgelig gør de det. Og i bogforlægget spirer Nina og Matthias tiltrækning på samme måde som i serien. Men helt ærligt, er tiden ikke moden til at tage krænker-drømmen op til genovervejelse, når det overordnede mål er at fortælle en gribende historie, hvor stærke kvinder redder dagen? Skal de partout lege labre, traumatiserede slavepiger først?

Og skal mændene, der begår ugerningerne, have genoprejsning, fordi deres, well, rejsning bliver til forelskelse … ?

Kit Young i ‘Shadow and Bone’. (Foto: Netflix)

Bring it on: Uproblematiseret queer-romantik

Lad mig fortælle dig et uhyggeligt folkeeventyr fra en ikke så fjern fortid: Der var engang, hvor queer-karakterer i snart sagt hver en større Hollywood-produktion per automatik blev defineret ud fra deres seksualitet/køn. Hvor et mandligt, homoseksuelt sidekick enten var så godt som dødsdømt, og/eller reduceret til comic relief uden nogensinde at få reel seksuel forløsning.

Men snip, snap, snude, nu er dén trope så godt som ude. Eller, well, vi er i hvert fald på vej i den rigtige retning.

’Shadow and Bone’ bruger en rum tid på at sovse rundt i reaktionære fantasy-tendenser, men dér, hvor serien udmærker sig positivt, er i skildringen af revolvermanden og charmetrolden Jesper (Kit Young), der i afsnit fem tager en hed tur i høet med en staldknægt på slottet.

Kit Young i ‘Shadow and Bone’. (Foto: Netflix)

Scenerne, hvor de to først sender hinanden frække blikke for lidt senere at rulle om ryggen efter en gang seriøst god sex (»Det var … wow!«), er blottet for sensationalisme og forhåbentligt et toneangivende eksempel på, hvordan fantasy på skærmen vil favne queer-karakterer fra nu af: Uden fatalistiske undertoner eller påtaget kyskhed over for den slags sultne omfavnelser og casual flings, som cis-kollegerne alle dage har nydt godt af som den største selvfølgelighed.

Der, hvor man alligevel kan rejse en kritisk pegefinger, er, hvis Jespers sexkapader bliver ved flygtige one-night-stands i et ekko af fordommene om homoseksuelle mænd som promiskuøse og flyvske, mens de øvrige karakterer får mulighed for at udvikle dybere kæresterelationer.

Drømmer Jesper om et fast forhold? Aner det ikke. Men det skal ikke forhindre mig i at håbe, at serien og resten af genren vil holde alle døre åbne fremover.   

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af