‘The United States vs. Billie Holiday’: Tour de force-præstation skæmmes af overfladisk biopic
En stjerne lider under en traumatisk barndom, bruger smerten til at kæmpe sig op til en succesfuld karriere, men ødelægges samtidig af misbrug og dårlige kærlighedsvalg. Lyder det som en musikalsk biopic, du har set før? Det tror jeg nok. Og desværre også bedre end Lee Daniels’ rodede, elendighedspornografiske, men dog velspillede ‘The United States Vs. Billie Holiday’.
Filmen følger den ikoniske amerikanske jazzsangerinde Billie Holidays (Andra Day) sidste årti – med indlagte flashbacks til hendes barske opvækst på et bordel – inden hun som kun 44-årig døde af leversvigt i 1959 som følge af et massivt heroin- og alkoholmisbrug og et hårdt liv med røvhulsmænd, der udnytter hende.
Ved siden af den traditionelle nedtursskildring får vi heldigvis også en mere interessant politisk historie om myndighedernes klapjagt på den sorte sangerinde, der insisterede på at optræde med den aktivistiske sang ‘Strange Fruit’ fra 1939 om sydstaternes lynching af sorte. Direktør for Federal Bureau of Narcotics Harry Anslinger (Garrett Hedlund), der skildres som en racistisk superskurk, vil have Holiday ned med nakken, fordi han mener, at sangen opildner til opstand. Men i erkendelse af, at man ikke kan spærre nogen inde for at synge en sang, går bureauet i stedet efter at fælde hende for besiddelse af narko.
Den unge flotte soldat Jimmy Fletcher (Trevante Rhodes fra ‘Moonlight’) bliver hyret som undercover-agent – og en af de første sorte FBI-agenter – der får Holiday arresteret, men efterfølgende fortryder sin forræderiske rolle og i filmen indleder en lidt utroværdig kærlighedsaffære med hende.
‘The United States vs. Billie Holiday’ vil mange ting på én gang, men desværre bringer den os ikke for alvor tæt på Billie Holiday hverken som menneske eller som musiker. Jeg lærte mere om Billie Holidays musikalske karriere af at læse to siders pressemateriale end af at se filmen, og det er en skam, når vi har med en af amerikansk musikhistories største sangerinder at gøre.
Vi finder aldrig ud af, hvad der driver Holiday som sanger, bortset fra hendes politiske ambition med ‘Strange Fruit’. Og selvom hun ganske givet har haft et hårdt liv, virker det ensporet stort set kun at fokusere på konsekvenserne af hendes misbrug frem for andre aspekter af hendes tilværelse.
Det hjælper ikke, at filmen fortællemæssigt er noget rod med sin blanding af en unødvendig rammehistorie med en racistisk radiojournalist, fantasiflashbacks og inddragelse af underudviklede bikarakterer. For eksempel dukker Natasha Lyonne op i en mikroskopisk rolle som Holidays veninde og elsker Tallulah Bankhead som reaktion på radiojournalistens spørgsmål til hendes seksualitet, som filmen glemmer alt om igen i næste scene.
Sangeren Andra Day gør ellers sit bedste for at tilføre dybde til karakteren i en blændende debutpræstation, der gav hende en fortjent Oscar-nominering. Hun synger selv og lyder imponerende tæt på Holidays hæse røst. Hun giver sig hen med et intenst nærvær, og de scener, hvor Lee Daniels giver hende tid til at udfolde sig på scenen, er intet mindre end magiske – hjulpet på vej af kostumedesigner Paolo Nieddus spektakulære kjoler og Days blodrøde læber. Også uden for scenen inkarnerer Day Holidays blanding af stålsat powerkvinde, magnetisk og karismatisk diva og ømskindet brændt barn.
Stilmæssigt er filmen, ligesom Daniels tidligere film som ‘Precious’ og ‘The Butler’, også en spraglet affære. Skift mellem farver og sort-hvid, slow-motion og hektisk krydsklipning virker i nogle scener inciterende, i andre scener distraherende og umotiveret.
Kort sagt:
Oscar-nominerede Andra Day gør med sin tour-de-force præstation som Billie Holiday en ellers rodet, overfladisk og tragediedyrkende biopic værd at se.