’Wrath of Man’: Guy Ritchies Jason Statham-film leverer varen
Jason Statham spiller, til formentlig ingens overraskelse, en hårdkogt og gådefuld mand med en mørk hemmelighed.
Patrick Hill, eller bare H, som han bliver kaldt, er netop blevet ansat som sikkerhedsvagt for en pengetransport, og som en af sine første gerninger forpurrer han et røveri med nådesløs effektivitet. Det er straks tydeligt for H’s nye kollegaer såvel som for seeren, at der er noget i gære, men helt præcist hvad den trigger-happy H har i sinde, er knapt så nemt at regne ud – med mindre da man er så uheldig at have set traileren, der fuldkommen spolerer mystikken i filmens første akt.
’Wrath of Man’ er på mange måder en ærketypisk Guy Ritchie-film i dur med resten af hans crime-thriller neo-noir-repertoire. Den mangler ganske vist charmen fra film som ’Snatch’ og ’Lock, Stock and Two Smoking Barrels’, men der er nøjagtigt lige så meget fart, spænding og uhæmmet testosteron, som man kunne forvente. Man bliver endda også forkælet med et par neglebidende long takes, der, på trods af ikke ligefrem at være et originalt påfund, bestemt tilføjer lidt velkomment intensitet. Sædekanten bliver godt og grundigt varmet op i løbet af de to timer, denne omgang øredøvende eskapisme varer.
Der er ingen dybere lag at komme efter her, intet komplekst narrativ med skjulte guldkorn og dybsindige åbenbaringer, der vil give renters rente, hver gang man genser filmen. Og det ville i princippet også have været helt i orden, hvis ikke det var, fordi man undervejs sidder med en vis følelse af, at den faktisk sigter efter de højder.
Filmen bliver unødigt polstret med ekstra karakterer, interaktioner, b-plots og spring i tid, der i sidste ende er trækker mere fra end lægger til. Der er en, på papiret, god grund til nogle af tilføjelserne, som jeg ikke vil afsløre her, men det bliver håndteret på en så dorsk og halvhjertet måde, at man godt kunne forestille sig, at en god halv time af filmens oprindelige spilletid var endt på gulvet i klipperummet.
Det er næsten, som om Guy Ritchie ikke kunne bestemme sig for, om ’Wrath of Man’ skulle være en Jason Statham-film (a la ’The Transporter’) eller en ensemble-film (a la ’Ocean’s Eleven’), og i stedet endte med at lande let og uelegant,et sted midt imellem de to stole.
Men: Intet er så slemt, at det ikke er godt for noget. Og selv om visse karakterer er irriterende, irrelevante eller i bedste fald ærgerligt underudnyttede, så er det næsten det værd, når det betyder et glædeligt gensyn med blandt andet Andy Garcia og Josh Hartnett.
Og så er det desuden svært at forestille sig, at filmens forgæves forsøg på dybde og kompleksitet vil sende en eneste Statham-fan hjem fra biografen med hængende mule. Der er nemlig rigeligt med skarpskydende banditter og moralsk korrumperede antihelte til at tilfredsstille den almene action-junkie. Men en moderne klassiker bliver ’Wrath of Man’ næppe.
Kort sagt:
Der bliver ikke ligefrem bragt noget originalt eller kæbetabende overraskende på bordet, når Jason Statham endnu en gang svinger glocken i denne Guy Ritchie-instruerede action-thriller, men derfor leverer den nu stadig to timers solid eskapistisk underholdning.