ANBEFALING. Det var et glædeligt gensyn, da HBO i starten af sommerferien leverede anden sæson af skaterserien ’Betty’.
Serien er centreret omkring vores fem Betties, der skater rundt i New Yorks gader anno 2021. Det er en slags åndelig reinkarnation af Chrystal Moselles skaterfilm ’Skate Kitchen’, der havde Rachelle Vinberg og Jaden Smith i front, og Moselle kører samme nærværende og håndholdte stil.
Godt nok er der sket en udvikling i rekvisitafdelingen, der nu også huser de velkendte lyseblå mundbind, men ‘Betty’ lader os ikke svælge i lufttæt coronadepression. Der er en forfriskende insisteren på glæde i serien, når gruppen skater undvigende rundt mellem taxaer og turister og hverdagens tristesse.
I sæsonen veksler Park Avenue-prinsessen Indigo med de syreblegede bryn mellem forskellige stadier af hjemløshed, og hun forsøger at tjene penge på sugardating iført Vivian-fra-Pretty-Woman-agtige parykker.
Og så agerer hun manager for Camille, hvis skatervideoer i denne sæson har fået sponsorerne NFD’s opmærksomhed. Camille spilles af Rachelle Vinberg, der ligesom sin karakter ofte pryder internettet med videoer af sine skaterkundskaber. Camille betvivler dog integriteten hos sine nye sponsorer og mistænker dem for at vægte æstetik og ’posere’ over faktiske skaterkundskaber.
På et shoot placeres hun ved en rampe mellem to hyrede modeller og skal posere i crop top. Pludselig bliver Camilles valuta defineret af, hvor godt hun ser ud af med et skateboard i hånden og ikke, hvor god hun er på boardet. Her kommenterer instruktøren udtrykket Skate Betty’s oprindelige betydning, der blev født i 80’erne om piger, der blot befandt sig på skaterbanen som drengenes vedhæng og ikke for at skate.
Med en af episodetitlerne, ’Blue is the Warmest Threesome’, nikker Betty til en af mine yndlingsfilm ’Blue is the Warmest Colour’ (’Adeles liv’), der også skildrer coming-of-age med omhyggelighed og naturalisme.
Den henkastethed, med hvilken serien præsenterer os for et kludetæppe af forskellige seksualiteter og kønsudtryk, er vigtig. I ’Betty’ er queer-personer default-karakteren. Og de introduceres uden store neonmærkater, der ved at være så demonstrative egentlig mere bidrager til en opfattelse af andethed end til at integrere det som en naturlig del af virkeligheden.
Honeybear har omsider scoret/ladet sig score af den lækre og rummelige Ash, og de forsøger sig med et åbent forhold. Og så er Ash (inkarneret af Katerina Tannenbaum) officielt rekrutteret til skaterklubben i denne sæson.
Også Janay, der i øvrigt er hovedaktøren i skaterklubben, har fundet kærligheden inden for skaterfamilien. Dog er det lidt, som om at hendes følelsesliv ikke rigtigt udvikler sig videre fra første sæsons hamsterhjul af stædighed og indignation.
Til gengæld har Kirt, der stadig kun ses i løstsiddende tie dye, påtaget sig at give skaterdrengene en 101 om respektfuld behandling af kvinder (hygiejne, mere glidecreme og færre dickpics). Men i sin fritid kan hun alligevel ikke helt holde sig fra skaterdrengenes piger, og protegeerne må altså se sig slået af mesteren.
Serien er klart bedst, når den mere dokumentarisk tager inventar af livet som Betty i New York. Dog havner Crystal Moselle i en af de klassiske faldgruber, når det kommer til den svære toer, nemlig at det nu skal være større og bedre og mere, for at vi ikke mister interessen.
Crystal Moselle ryger derfor ud af en række plotmæssige tangenter, som for eksempel da Kirt meget ud-af-det-blå tager på en omfattende skattejagt i New Jersey. De afstikkere i plottet kan godt føles lidt som en afledningsmanøvre, hvor skaberen måske ikke har stolet på, at Bettyerne er seværdige nok i sig selv. Og det er lidt kontraproduktivt, når seriens værdi netop ligger i portrættet af skaterne.
Men ’Betty’, der ikke virker til at have fået den fortjente opmærksomhed herhjemme, er bestemt værd at se, især hvis du også trænger til noget eskapisme og vind i håret.
‘Betty’ kan ses på HBO Nordic.