‘Betty’: Hvem gider drama, når man kan chille med sit nye yndlingspigecrew?

Man kan godt crushe så hårdt på nogen, at man bare har lyst til at æde deres ansigt, siger Indigo grinende og sender jointen videre til en af de andre piger i kredsen.

Egentlig burde hun jo nok være ude i byen og prøve at skaffe tabte penge til sin tumpede drugdealer. I stedet er Indigo havnet på et vilkårligt værelse i endnu en af de stofomtågede, hyggelige samtaler, som byder sig på række i HBO’s nye ungdomssatsning ‘Betty’.

Serien er baseret på Crystal Moselles (‘The Wolfpack’) kultlignende hitfilm ‘Skate Kitchen’ om en flok rebelske betties (slangord for skaterpiger) på de ellers mandemyldrende ramper i New York. Her skinner en evig sol over de unge mennesker, der ejer gaderne og glider på boards gennem tilværelsen med en næsten ulidelig lethed.

Med sin slice-of-life-agtige stil er ‘Betty’ langt hen ad vejen ‘Skate Kitchen’ i en udstrakt og forbedret udgave. En kedelig rammehistorie er skrevet ud, og fokus på en enkelt karakter er erstattet med et bredere, lidt udtværet rampelys og betydelig mere hangout-tid med hele det ultraseje pigecrew

Og de er sgu en fornøjelse at hænge med, de fem betties. Janay er rapkæftet, kløgtig, med laid-back coolness. Kirt siger sjove ting, kæmper for sine piger og taler konstant, som var hun skæv. Camille er en sårbar outsider med poetisk sensibilitet. Kunstneriske Honeybear er indbegrebet af god stil og gruppens sensitive observatør. Og coolcat Indigo er, med afblegede øjenbryn og tårnhøj coolfaktor, så fandens smuk, at man fortaber sig i synet af hende.

Alle er de ungdommeligt autentiske og alligevel lidt overjordisk too too cool for school. Bogstaveligt talt. For begreber som skole og universitet eksisterer vist ikke rigtigt i pigernes univers.

Derudover byder universet på alt, hvad et gadesmart ungepigehjerte er fuldt af. Metoo, gadekampe og forældresvigt går hånd i hånd med same sex-romancer, venskaber og svigt mellem venner.

Men selvom der i grunden sker meget i løbet af seriens seks afsnit, er det, som om både problemerne og forpligtelserne altid går lidt op i røg. Fortællestilen er drevet af lyst frem for fremdrift, og instruktørens fortid som dokumentarist skinner tydeligt igennem i seriens lidt udsvævende rytme, der er charmerende, men også en anelse konsekvensløs. Måske er det derfor, jeg ikke så hurtigt bliver bidt af ‘Betty’ som jeg gjorde af den mest oplagte ungdomskonkurrent: Sam Levinsons HBO-hit ‘Euphoria’?

Undervejs lader jeg mig alligevel rive med af smukke skatingskud, girlpower og sjove, gode snakke om livets mange vigtige ligegyldigheder. Og ærligt talt. Hvem gider alligevel også alt det drama, når man i stedet kan nyde stærksmukke billeder og ryge en fed i godt selskab med sine fem nye yndlings-betties?

---

Kort sagt:
Slice-of-life-agtig ungdomsserie om fem åndssvagt seje skaterpiger byder på lækre billeder og godt, omtåget selskab.