‘Der findes ingen ondskab’: Iransk Guldbjørn-vinder forfalder til det sensationelle
Den iranske ‘Der findes ingen ondskab’, som vandt Guldbjørnen ved Berlin-festivalen i 2020, er det, man plejer at kalde ’en vigtig film’.
I 2019 blev instruktøren Mohammad Rasoulof på baggrund af sit værk ‘A Man of Integrity’ (2017) dømt til en etårig fængselsstraf og desuden givet forbud mod at lave film med en begrundelse om at have bedrevet antisystemisk propaganda (noget lignende er sket for flere af hans iranske kolleger, mest prominent Jafar Panahi.
Men forbuddet har altså ikke holdt Rasoulof tilbage. Ikke alene har han lavet en ny film, der blev optaget i hemmelighed, men tilmed en, der er tematisk offensiv og med garanti ikke ophæver det iranske styres videre lyst til at undertrykke hans kunst.
‘Der findes ingen ondskab’ handler om den iranske dødsstraf fortalt gennem fire kapitler, der alle er isolerede episoder med eget karaktergalleri, men som deler den tematiske kerne. Fokusset ligger særligt på dem, der gennem afstraffelsessystemet er blevet tvunget til at agere bødler. Eller kan man overhovedet tale om tvang? Har bødlerne ikke haft et valg? Den slags spørgsmål er filmens grundærinde.
Baggrunden for de moralske konflikter er systemets bestialske indretning. Vil iranske mænd have de basale forudsætninger for en samfundsmæssig fremtid, må de først aftjene deres værnepligt. Hvis ikke er udsigterne til arbejde, pas, forsikring og så videre markant forringet.
Derfor vælger de fleste værnepligten. Det medfører, at helt almindelige unge mænd, der blot vil have værnepligten overstået, får til opgave at deltage i henrettelser og ligefrem være dem, som fjerner skamlen under de dømte, der ikke altid er mordere, som de værnepligtige ellers gerne vil tro, men også ideologiske modstandere af styret.
I et af kapitlerne følger man en af de unge mænd i timerne forud for hans debut som bøddel. Her bevæger filmen sig fra at være et didaktisk kammerspil, når den oprevne debutant og hans ophidsede værelseskammerater ‘opfører’ deres moralske dilemma, til at blive noget, der bedst kan beskrives som en actionpræget spændingsfilm.
Den i sammenhængen sensationelle – og meget lidt overbevisende – endestation for kapitlet er symptomatisk for filmens generelle dramaturgi. Rasoulof viser sig som en bombastisk instruktør med en tydelig hengivenhed over for udråbstegnet, det store chok.
Det er ellers ikke det indtryk, han først giver. Filmen åbner som noget, der med lidt god vilje kunne være en film af landsmanden Abbas Kiarostami i den forstand, at bilen bliver brugt som rum for naturalistisk prægede samtaler og møder mellem mennesker.
I dette tilfælde kører en mand rundt i den hektiske trafik og ordner forskellige gøremål, undervejs samler han sin kone og deres datter op. Den langsommelige og lidet spektakulære rundtur i det hverdagslige, der er filmens højdepunkt, er imidlertid ikke et mål i sig selv, men tjener som forudsætning for den maksimale effekt af det chok, det skal være at opdage, hvad familiefarens beskæftigelse er.
Det er en sensationsdreven fortællelogik, der fremstår klodset og forceret. Og derfor bliver ‘Der findes ingen ondskab’ aldrig reelt en vigtig film.
Kort sagt:
Instruktøren Mohammad Rasoulof er lykkes med at omgå et forbud mod at lave film og har i hemmelighed optaget ‘Der findes ingen ondskab’, der fordømmer det iranske styres afstraffelsessystem. Rasoulofs mod er beundringsværdigt, men selve filmen er klodset og sensationalistisk.