Scarlett Johanssons sagsanlæg mod arbejdsgiveren Disney har fået en masse medieomtale, hvilket repræsentanter for begge aktører har forsøgt at bruge til egen fordel. Nu må den dramatiske PR-kamp imidlertid være ovre, for sagen er endt i et forlig. Det skriver The Hollywood Reporter.
Skuespilleren sagsøgte i juni Disney for manglende indtægter i forbindelse med lanceringen af Marvel-filmen ‘Black Widow’. Ifølge Johansson har underholdningsgiganten nemlig ikke kompenseret hende for de minimerede biografindtægter som følge af beslutningen om at udgive filmen simultant på Disney+. I sin tid skrev skuespilleren under på en kontrakt, der gav hende en andel af billetindtægterne, men dengang havde hun angiveligt fået lovning på en biografeksklusiv udgivelse.
»Jeg er glad for at have løst vores uenigheder med Disney«, udtaler Johansson til branchemediet, efter parterne har indgået et forlig, hvis forhold er ukendte for offentligheden. »Jeg er utroligt stolt over det arbejde, vi har lavet sammen gennem årene, og jeg har virkelig nydt det mit kreative forhold til holdet. Jeg ser frem til at fortsætte vores samarbejde i år frem«.
Disney Studios’ formand Alan Bergman stemmer i med en ligeledes forsonende bemærkning:
»Jeg er meget tilfreds med, at vi har kunnet komme frem til en gensidig aftale med Scarlett Johansson vedrørende ‘Black Widow’«, lyder det fra Bergman. »Vi sætter pris på hendes bidrag til Marvel Cinematic Universe og ser frem til at arbejde sammen på en række kommende projekter, inklusive Disneys ‘Tower of Terror’.
Disney ser altså allerede frem mod næste filmprojekt med Johansson – en film under udvikling, der er baseret på forlystelsen Tower of Terror fra Florida-parken Disney’s Hollywood Studios.