’The Sparks Brothers’: Gnistrende Edgar Wright-dokumentar om filmaktuelt kultband

’The Sparks Brothers’: Gnistrende Edgar Wright-dokumentar om filmaktuelt kultband
Russell og Ron Marl i 'The Sparks Brothers' (Foto: Camera Film)

Brødreduoen Russell og Ron Mael har lavet outsider-pop med falsetvokaler og aparte tekster sammen siden midten af 60’erne og er sikkert lige nu i gang med at forberede deres cirka 26. album. 

Den britiske instruktør Edgar Wright (også aktuel med horror-filmen ’Last Night in Soho’) har med ’The Sparks Brothers’ lavet en dokumentarfilm, der hylder det excentriske makkerpar. 

Filmen får premiere på næsten samme tid som Leos Carax’ ’Annette’, en film baseret på et manuskript af Sparks. 50 år inde i karrieren er det, som om Sparks stadig står på tærsklen til det bredere gennembrud, de sukkede efter på genkomst-hittet ’When Do I Get To Sing My Way’, der allerede er 30 år gammelt. Omvendt viser denne stjernespækkede dokumentar til fulde, at hæderen og respekten faktisk har været gennemgående. 

Den første halve time er lidt lang tid om at dække de helt unge år og padle sig vej op til 1970’erne, hvor gnisterne begynder at springe: Sparks fik folks opmærksomhed første gang som del af samme glamrockscene som Queen, T-Rex, Roxy Music og David Bowie. Deres look og lyd var unikke: Russel er en glam-adonis med langt krøllet hår og en stemme som en kordreng, Ron står indebrændt bag keyboardet og ser skulende til siden med sit Chaplin-overskæg. 

Russell og Ron Mael i ‘The Spark Brothers’ (Foto: Camera Film)

Et jævnaldrende band som Queen løb med mange af Sparks’ subversive greb og gjorde miksturen mere spiselig for de brede masser. Elektroniske popbands som Pet Shop Boys, Depeche Mode og New Order ville næppe have lydt, som de gjorde, hvis ikke det havde været for Sparks’ alliance med den italienske disco-konge Giorgio Moroder i slutningen af 70’erne. 

Historien om Sparks er en stor mundfuld med afstikkere til mange scener, fra glamrock over disco til cabaret og Franz Ferdinand. Og dele af Edgar Wrights kærlighedserklæring er lovligt slag i slag. Det virker, som om han ikke vil træffe nogle (fra)valg. Alt er med. Alt er lige vigtigt. 

Kuldsejlede filmprojekter (samarbejder med både Jacques Tati og Tim Burton blev aldrig til noget), albums med egne cover-versioner, en retrospektiv koncertrække, samarbejdet med Franz Ferdinand, FSS. Også de albums, der måske ikke føjede så meget nyt til, er troligt medtaget. Jeg savner, at nogen har overvejet, hvad der er vigtigst at fortælle. Hvilke albums eller sange der især indkapsler Sparks’ slidstyrke, tidsløshed og appel. 

‘The Sparks Brothers’ (Foto: Camera Film)

Denne erklærede fan forlod biografen med en hel kakafoni af Sparks-sange, der skød rundt som pinball-kugler inde i mit hoved. Men der er også dem, der finder Sparks blanding af camp, satire og falset-vokaler fjollet og uoprigtig. Det havde været helt i bandets selvironiske og syrlige ånd også at høre fra et par dem. 

I stedet får vi knap 2,5 timer med lovprisning på lovprisning. Flea fra The Red Hot Chili Peppers, Beck, Jack Antonoff, Weird Al Yankovic, Thurston Moore og en masse tjenende bandmedlemmer. Alle har noget pænt at sige. Mange sige gode og kloge ting, men ’The Sparks Brothers’ kommer også her og der tæt på at blive en anelse generisk. 

Især når det gennemgående træk hos Sparks er, at de som kunstnere konstant kaster regelhæftet ind under bussen. Dokumentarfilmen måtte gerne have gjort det samme lidt oftere. 

Jeg ville gerne have haft mere om de to gamle excentrikeres morgenrutiner og dagligdag i Los Angeles anno cirka 2020. Flere indsigter bagom disse to næsten tegneserieagtige figurer, der på så mange virker larger than life. 

Vi får lov at komme med dem hjem og være flue på væggen til sidst. Det er lunser, der bliver kastet lidt sent. Meget af det øvrige bliver en smule for Hollywood-agtigt, for mainstream og for langt fra den skævhed og tungen-i-kinden fornemmelse, der gennemsyrer alt, hvad Sparks har indspillet. 


Kort sagt:

’The Sparks Brothers’ bliver lidt for langtrukken, lineær og slag i slag, når den vil afdække samtlige kapitler i Sparks’ +50 årige historie. For gamle og nye fans er der gnistrende øjeblikke – det er dog ærgerligt, at instruktør Edgar Wright ikke ville håndplukke lidt mere i duoens lange historie.

’The Sparks Brothers’. Dokumentar. Instruktion: Edgar Wright. Medvirkende: Russel og Ron Mael, Flea, Beck, Vince Clark, Alex Kapranos. Spilletid: 140 min. Premiere: 21. oktober.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af