’Und morgen die ganze Welt’: Tysk Oscar-bud indfanger idealistiske unges dobbeltmoral

I årets tyske Oscar-kandidat, ’Und morgen die ganze Welt’, trækker instruktør Julia Von Heinz på egen erfaring i skildringen af den antifascistiske venstrefløj i Tyskland og deres kamp for at give de nynazistiske bevægelser modstand. 

I anslaget præsenteres en paragraf fra den tyske grundlov: »Republikken Tyskland er en demokratisk og social forbundsstat. Alle tyskere har ret til at yde modstand imod enhver, der truer denne orden – såfremt intet andet er muligt«. Og filmen indledes således med et spørgsmål i en pædagogisk tone om, hvad der kan true demokratiet, og hvordan man skal og kan yde modstand. 

Den unge jurastuderende Luisa (Mala Emde) er engageret i det antifascistiske fællesskab Antifa og vil nedkæmpe de fremmedfjendske, fascistiske bevægelser, der er under opblomstring i Tyskland. Hendes ønske om at slutte sig til kampen synes dog lige så meget at være drevet af en fascination af fællesskabet – det frie og aktivistiske liv – og en ungdommelig søgen efter identitet. 

Hun flytter ind i det store kollektiv P81, hvor der er rig mulighed for at udbasunere antifascistiske budskaber og ovenikøbet få træning i at slå en proper næve. 

Luisas første aktion bliver et konfronterende møde med den politiske gadekamp. Hvad, der skulle have været en fredelig moddemonstration til en fremmedfjendsk brandtale, tager fart, og Luisa ledes på flugt med en modstanders telefon i hånden. Han indhenter hende, vælter hende omkuld og befamler hende. Hun bliver redet af den hårdføre og intense Alfa (Noah Saavedra), som har en tillokkende effekt, ikke blot på Luisa, men på alle i kollektivet. 

Overfaldet sætter for alvor gang i den spirende vrede i Luisa. Hun får åbnet mobilen og får adgang til information om opholdssteder og beskeder om møder. Luisa skruer bissen på. Hun vil ikke blot være en del af aktionerne, men tage initiativ til sammenstødene. 

I en skjult alliance med Alfa og Lenor (Tonio Schneider) planlægger hun voldelige og risikable aktioner. Med alliancen modsætter de sig en stor del af kollektivisterne, der er tilhængere af en fredelig modstand. Og Luisa forråder sin veninde Batte (Luisa-Céline Gaffron), som var hendes adgangsbillet ind i fællesskabet. 

Om Luisa bliver draget af modstandsånden eller af Alfa kan være svært at få øje på. I hvert fald vil hun tages alvorligt – og hun mener ikke, at en stor gruppe i jesussandaler er alvor. 

Radikalisering er et vigtigt og aktuelt emne, men Luisas hastige drejning føles lidt forpustet og tænkt. Instruktøren har kaldt filmen et meget personligt værk, og mange af de portrætterede følelser er formentlig baseret på egne erfaringer. Men de følelsesmæssige udsving og det unge oprørske sind når ikke helt ud over lærredet. 

Man fornemmer spændingen i aktionerne, men man er ikke inviteret helt ind bag Luisas trodsige blik. Indlevelsen i den unge harme kunne måske være hjulpet på vej af flere konfrontationer med de racistiske udbrud og forsamlinger, som de unge opponerer imod. Som med en scene hen mod afslutningen, hvor Luisa er placeret midt i en nynazistisk fællessang med en tekst, der får det til at løbe koldt ned ad ryggen på én. 

’Und morgen die ganze Welt’ berører, hvordan der kan være en dobbeltmoral i de idealistiske unge, der med velhavende forældre og et sikkerhedsnet kaster sig ind i modstandskampen med en antagelse om, at det aldrig kan gå helt galt. Og hvordan fællesskabet, hvad end det er udgjort af politiske eller religiøse rammer, også kan være den udslagsgivne drivkraft for nogle radikaliserede. 

Med de ungdommelige temaer, der ellers er på spil – frigørelse fra forældrene, opgør, intense forelskelser og fest – står filmen mest af alt tilbage som en vellykket miljøskildring velegnet til samtaler i skolen. 

---

Kort sagt:

Man opsluges ikke helt af de store følelser bag tysk Oscar-bud