‘Nattens ende’: Prisvindende dansk virtual reality-film er en smuk fortælling om erindringens ruiner
CPH PIX Weekend. Flere gange i løbet af virtual reality-fortællingen ‘Nattens ende’ spiller brudstykker af den amerikanske avantgardemusiker William Basinskis ‘The Disintegration Loops’. Udover at understøtte filmens smerteligt melankolske grundtone perfekt er det utvivlsomt også med henblik på dets produktionsbaggrund, at Basinskis ambience-værk er valgt.
Da Basinski i 2001 gav sig til at digitalisere gamle båndsløjfer sat sammen af easy listening-musik fra en radiokanal, opdagede han forbløffet, at båndene i processen gradvist gik i opløsning. Det er båndenes langsomme, monotone destruktion, man hører på ‘The Disintegration Loops’, hvor sløjferne med tiltagende tydelighed lyder som forvrængede, disintegrerede ekkoer af udgangspunktet.
Der er et klart slægtskab mellem Basinskis destruktionsloops og den ruinøse erindringsverden, der udgør ‘Nattens ende’. Her sidder man intimt i en jolle over for fortælleren Josef (Jens Jørn Spottag), der ror gennem sine minder fra den aften under besættelsen, hvor han flygtede fra København til Sverige, en ubærlig rejse, fordi andre blev efterladt til en anden skæbne.
Hvor end man retter blikket, er man således omgivet af Josefs personlige univers, hvis farveløse bestanddele har en flimrende, omskiftelig og skrøbelig karakter, både fordi det som erindring kun er et ekko af virkeligheden, men også fordi erindringen så at sige er slidt op.
På grund af tabet, som flugten medførte, og den personlige skyld knyttet dertil, synes fortiden at være det sted, han er kommet til at leve – som et loop, han ikke kan undslippe. Og som langsomt har ødelagt ham. Også Josef flimrer porøst, som nærmer han sig enden.
Det er altså et særdeles gennemtænkt univers, som instruktør David Adler og produktionsselskabet Makropol har kreeret i ‘Nattens ende’, der vandt prisen for bedste VR-fortælling på Venedig Film Festival – og tilmed et, der formår at trænge igennem følelsesmæssigt, selv om det indimellem kan være svært at holde sig til fortællingen.
VR inviterer brugeren til at gå eksplorativt til værks i de virtuelle omgivelser, og det er – særligt som nybegynder – nemt at fortabe sig alene i det at kigge sig omkring eller fundere over situationen, man befinder sig i, hvilket selvfølgelig er en udfordring for fortællingen, der også kræver, at man lytter opmærksomt til Josef.
I den forbindelse er det godt, at ‘Nattens ende’ har et forholdsvis simpelt forløb og kun langsomt glider fremad i erindringsruinerne. På den måde er det ret nemt at genindtræde i fortællingen, hvis man er kommet til at forfølge andre agendaer.
Forsøgene med narrativ VR på denne skala (filmen er 49 minutter lang) har indtil videre været få, og for folkene bag har det således været en ekspedition »mod ukendt land«, som producer Mikkel Skov har beskrevet det.
Som med alle rejser ud i nyt terræn er der udfordringer undervejs, men ‘Nattens ende’ er alt andet lige en løfterig demonstration af VR’s narrative potentiale.
Kort sagt:
Den ambitiøst gennemførte VR-film ‘Nattens ende’ trænger igennem med sin fortælling, selv om man kan være tilbøjelig til at glemme det narrative forløb for i stedet at fortabe sig i udforskningen af de virtuelle omgivelser.