’Swan Song’: Varm præstation fra fantastiske Udo Kier fortjener en bedre film
Film og tv har givet os en krystalklar idé om den homoseksuelle mand som viril, smuk og evigt ung. Sådan ser den aldrende Patrick Pitsenbarger (Udo Kier) sig også stadig: På de skrå brædder under sit drag-navn Mr. Pat, omringet af højlydte klapsalver og klædt som Shirley Bassey.
Men som det sker for os alle, har den fandens tid indhentet den flamboyante frisør, som spenderer sit otium i et trist pensionat uden for fødebyen Sandusky, Ohio. Gnisten tændes igen, da den republikanske politiker Rita Sloan, en gammel klient, dør og i sit testamente tilbyder ham en klækkelig sum, hvis han en sidste gang gør hende præsentabel til offentligt skue.
De falske smaragd-ringe findes frem fra den støvede hatteæske, de kedelige, grå patientklæder skiftes ud med en skriggrøn buksedragt, og det sociale tilskud spenderes på More-cerutter.
Instruktør Todd Stephens har taget udgangspunkt i et minde om en gammel bøsse ved navn Patrick, som holdt til i hans barndomskvarter, og hvis tilstedeværelse inspirerede ham senere i livet. Således er ’Swan Song’ lavet til ære for den ældre generation af glemte homoseksuelle, som stadig lever i skyggen af aids-krisen.
Det er et pragtfuldt udgangspunkt, fortalt med en åbenlys varme og respekt for de mennesker, som blev evigt traumatiseret af epidemien, og hvis kamp mod systemet har gjort det lettere at være sig selv for homoseksuelle som Stephens selv.
Pat lever stadig med sorgen over tabet af sin partner David til aids tilbage i 1995, som han bærer smertefuldt uden på skjorten. Man mærker den ulmende vrede, han føler for de mennesker, der vendte ham ryggen dengang, men også hans dybe kærlighed til byen.
Han er fantastisk gestaltet af den profilære karakterskuespiller Udo Kier, der siden 1960’erne har arbejdet med nogle af det sidste århundredes mest interessante auteurer fra Lars von Trier over Rainer Werner Fassbinder og Andy Warhol til Gus van Sant. Om end han for mange nok hovedsageligt er kendt for sine roller som gruopvækkende monstre, er det hans udspilede, isblå øjne, der altid giver hans mange aparte præstationer en menneskelig, spændende kant.
Som den gamle queen Mr. Pat er han vidunderligt morsom, når han sætter sin gamle konkurrent og lærling Dee Dee (ditto fantastiske Jennifer Cooligde) på plads med det verbale svirp: »Klienter vil have fagværk, ikke dillerdaller«.
Kemien mellem de to garvede camp-ikoner er så forrygende, at man ville ønske, at mere af spilletiden var dedikeret til dem. I stedet kan store dele af filmen ikke leve op til den fantastiske præmis.
I mangel på et egentligt budget har Stephens tydeligvis prøvet at indfange en håndholdt cinema verité-æstetik, hvor Pat går rundt i Sandusky og støder ind i den ene farverige personage efter den anden. Men de resterende skuespillere er stive i betrækket, og det håndholdte kamera virker ofte tilfældigt ført.
En større torn i øjet er den centrale konflikt vedrørende den afdøde Rita, der i sin tid skiftede Pats skønhedssalon ud, efter David døde af aids, for ikke at tabe ansigt over for sin vælgerkreds.
Der er masser af spændende kød på benet i forhold til hykleriske konservative politikere, som glædeligt hilser homoseksuelle velkommen med den ene hånd bag lukkede døre, mens de med den anden skriver under på love, som marginaliserer de selvsamme mennesker yderligere. Filmen virker dog for berøringsangst i forhold til emnet. Måske for at undgå at portrættere nogle af beboerne som egentlige skurke.
De færreste af os anerkender omfanget og tabet, som aids-krisen forårsagede. Derfor burde en film som ’Swan Song’ også føles mere relevant i 2021, end den i sidste ende gør. For selvom Stephens’ sympatiske film fremhæver Udo Kiers evner som en leading man, belyser den ikke traumet fra en generation, der blev tabt på gulvet af systemet, tilstrækkeligt.
Kort sagt:
Udo Kiers svanesang som en flamboyant gammel queen er så fabelagtigt bidsk, at man konstant ønsker, han var med i en skarpere film.